’Jersey Boys’
Øv.
Så kort kunne min umiddelbare reaktion opsummeres efter visningen af Clint Eastwoods ’Jersey Boys’ om sanglegenden Frankie Valli og The Four Seasons. Øv, fordi taget på biografen ikke løftede sig den mindste smule, som det så ofte gjorde, da ’Jersey Boys’ i årevis spillede som musical på Broadway og i Londons West End. Og øv, fordi Clinten i en alder af 84 synes at have tabt følingen med sin før så mesterlige instruktørmetier.
Det er ikke morsomt, når ikoner, vore helte, falder over deres egne ben. Om det så er Frankie Vallis ånd i John Lloyd Youngs stive skikkelse eller Clint Eastwood som manden bag kameraet, hvis indre kvalitetsbarometer rystes af tidens utilgiveligt skarpe tand.
’Jersey Boys’ opruller historien om musikgruppen The Four Seasons storhed og fald og ikke mindst deres rødder i New Jerseys gangstermiljø, der forfulgte alle fire bandmedlemmer i medgang såvel som en hulens masse modgang. Frankie Valli var den pæne knægt med den særprægede stemme, som under vingen på den charmerende røver Tommy DeVito (Vincent Piazza) udviklede en musikalsk identitet præget først af ungdommens sødme og senere voksenlivets tragiske realiteter. Hits som ’Sherry’, ’Walk Like a Man’ og ’Big Girls Don’t Cry’ har udødeliggjort The Four Seasons, men også Vallis senere solonumre som den ultimativt sørgelige ’Can’t Take My Eyes of You’, skrevet til sangerens døde datter, runger for evigt i bevidstheden.
Det er ikke svært at se, hvorfor Eastwood har ladet sig fascinere af de på overfladen så renskurede fyre, hvis karrierer eksploderede med hjælp fra virkelighedens Joe Pesci (skuespilleren var en smågangster i 60’ernes New Jersey!) og mafiabossen Gyp DeCarlo (Christopher Walken). Dog har Clinten overraskende svært ved at finde en passende form til sin fortælling, og filmen springer kluntet rundt i tid og sted, fra mol til dur, for at holde takten. Kombinationen mafiadrama og hitparade er decideret tåkrummende, og desværre har Eastwood hyret tre ud af de fire oprindelige musicalskuespillere i hovedrollerne. Som dramatikere falder sangerne håbløst igennem.
’Jersey Boys’ er blevet til en såkaldt jukebox musical, a la ’That Thing You Do!’ og ’Walk the Line’, men The Four Seasons’ optrædener forbliver frustrerende kliniske og helt uden den sprudlende nerve, der skal få biografpublikummet til at føle sig besjælede med bandets overvældende begejstrede fans. Man skal formentlig være inkarneret beundrer af Frankie Vallis falsetstemme for at hoppe i sædet af iver over John Lloyd Youngs musikalske gengivelse, der kan få glas til at splintre og katte til at gøre i pelsen.
Det er først i filmens allersidste scene, da musicalelementet pludseligt tager over, og vi er hensat til Broadway, at man føler tæerne vippe i takt med The Four Seasons.
Øv.
Kort sagt:
Clintens musikfilm om The Four Seasons blander på uskøn vis hitparade med gangsterdrama, og man irriteres over det ujævne resultat, hvis musical-forlæg ellers fik Broadway til at syde. »Big girls don’t cry«, crooner Frankie Valli i skinger falset, men over denne misere snøfter selv voksne mænd.