10 film, der fik historikerne til at fare i flint

Ole Bornedals ’1864’ er ikke alene om at have fået kniven af historikerne. Mel Gibson, Oliver Stone, Disney og Michael Bay har også fået en ordentlig tur.

1. ’JFK’ (Oliver Stone, 1991)

Få historiske begivenheder er omgærdet af så mange forskellige konspirationsteorier som mordet på John F. Kennedy, og de fleste er enige om, at vi stadig ikke kender den fulde sandhed om den skæbnesvangre dag i Dallas den 22. oktober 1963.
Oliver Stones politiske thriller fra 1991 fik dog alligevel de fleste historikere til at fare i blækhuset og erklære filmen for pure opspind. Effektiv spænding eller ej.

Modsat Warren-kommissionens officielle konklusioner påstod filmen, at såvel militæret, FBI, CIA, cubanske Castro-tilhængere og rabiate højre-nationalister havde deres grimme fingre med i et coup d’etat imod præsidenten. Selv vicepræsident Lyndon B. Johnson deltog i sammensværgelsen.

Historikerne argumenterede for, at ’JFK’ fabrikerer hændelser, der direkte modsiger kendte historiske fakta, og udelader andre, der ikke passer ind i Stones ønskede version. Oliver Stone svarede igen ved at kalde sin historie for counter-myth som modsætning til Warren-kommissionens fictional myth.

Stones myte var dog populær. ’JFK’ indkasserede over 200 millioner dollars i billetindtægter og otte Oscar-nomineringer, ligesom den førte til en lov om, at alle sagens hemmeligstemplede dokumenter skal samles og offentliggøres inden 2017.

2. ’Pocahontas’ (1995)

Det er nemt at pege fingre ad Disneys familievenlige versioner af ellers brutale europæiske eventyr. Men løgnagtige trædukker og labre havfruer er én ting. Noget andet er historiske fakta.

Til ’Pocahontas’ fabrikerede filmskaberne en kærlighedshistorie mellem de historiske personer, den engelske opdagelsesrejsende John Smith og høvdingedatteren Pocahontas, på trods af at hun i virkeligheden kun var 10-11 år gammel, da hun eftersigende reddede hans liv.

Pocahontas’ udseende blev også kritiseret for at være tættere på en langbenet europæisk model, mens den virkelige John Smith heller ikke var den Ken-dukke-lignende mand, filmen portrætterer ham som.

Endnu mere kontroversielt er dog, hvordan filmen vælger at lægge et lag af sukker over det tragiske møde mellem Virginia-indianerne og de engelske kolonister. At de to parter efter deres strid levede i fryd og gammen som gode venner, ligger langt fra sandheden.

3. ’Zero Dark Thirty’ (Kathryn Bigelow, 2012)

Kathryn Bigelows krigsthriller var en yderst kontroversiel Oscar-kandidat i 2012.

Filmen skildrer jagten, tilfangetagelsen og mordet på Osama bin Laden af et amerikansk SEAL-team i 2011. At den således skildrer historiske begivenheder i den allernærmeste fortid, gør ikke dens politisk sprængfarlige cocktail mindre.

’Zero Dark Thirty’ blev især kritiseret for at antyde, at brugen af tortur var afgørende i missionens succes. Mange mente, at Bigelow og manuskriptforfatter Mark Boals film var decideret propaganda for torturmetoders positive effekt, idet de i filmen leverer pålidelige og brugbare oplysninger. En enkelt kritiker tog bladet fra munden og sammenlignende hende ligefrem med nazisternes hofinstruktør Leni Riefenstahl – »en torturens tjenerinde«.

I filmen lykkes SEAL-teamets mission især på grund af Jessica Chastains ensomme CIA-agents kamp imod et korrupt eller i bedste fald inkompetent CIA-system. Politiske og militære insidere tog afstand fra kritikken af CIA og mente, at filmen også underspillede Obama-administrationens rolle i tilfangetagelsen af Osama bin Laden.

4. ’Schindlers liste’ (Steven Spielberg, 1993)

Steven Spielbergs hjerteskærende Holocaust-drama fra 1993 blev med rette rost til skyerne af langt de fleste kritikere og fik en stormende modtagelse af publikum.

Filmens få kritikere anførte dog, at den var for melodramatisk, for smuk, for firkantet, for meget de-gode-mod-de-onde Hollywood’sk.

Mest kontroversiel er filmens udeladelser omkring hovedpersonen Oskar Schindler, nazi-forretningsmanden, der blev 1100 jøders redningsmand. Udeladelser, der ikke passede ind i filmens ærbødige helteportræt.

Filmen underspiller den rolle, Schindlers hustru spillede i redningen af jødiske liv, selv når Schindler var hende groft utro. Helt udeladt i historien er de bestikkelser, som var nødvendige for mange af jøderne, så de kunne komme på Schindlers liste.

Kritikerne anerkendte filmens moralske kraft, men efterspurgte større moralsk kompleksitet.

5. ’They Died with Their Boots On’ (Raoul Walsh, 1941)

Sjældent er en historisk person blevet hvidvasket og renskuret så godt og grundigt som i westernfilmen ’They Died with Their Boots On’ med Errol Flynn i hovedrollen.

Filmen skildrer den amerikanske general og borgerkrigshelt George Armstrong Custers liv og stærkt overdrevne militære bedrifter frem til hans død i slaget ved Little Big Horn.

De fleste historikere er enige om, at angrebet på Sioux-indianerne i 1876 var en skændsel udført med arrogance og overmod af Custer, der primært var interesseret i slagets gode pr-værdi for sit velplejede image.

I virkeligheden, påstår filmen, var Custer en flink fyr, der gjorde sit yderste for at undgå krigen med indianerne, der blev fremtvunget af korrupte politikere og forretningsmænd. I filmen støtter Custer indianerne i deres kamp for deres eget land og skriver tilmed et brev inden sin død, der frikender indianerne ethvert ansvar.

På trods af de pæne ord skildrer filmen indianerne, og især deres berømte leder Chief Crazy Horse, endimensionelt og stereotypt.

’They Died With Their Boots On’ var endnu en historisk tvivlsom film, der gik rent ind hos publikum.

6. ’Pearl Harbor’ (Michael Bay, 2001)

Michael Bays actionbasker portrætterer to autentiske officerer i det amerikanske luftvåben, der var udstationeret ved Pearl Harbor under japanernes overraskelsesangreb i Anden Verdenskrig.

Men derfra ophører enhver lighed med de faktiske begivenheder også. Overlevende fra Pearl Harbor påpegede, at filmen vrimler med tekniske fejlagtigheder. Og flådebasens admiral befandt sig ikke på golfbanen, da angrebet begyndte…

I heltedramaets navn nedskyder Ben Affleck og Josh Hartnett snesevis af japanske fly, men de to autentiske piloter nedskød langt færre i virkeligheden. Inden sin død i 2006 kaldte den ene af de to piloter filmen for »a piece of trash… oversensationaliseret og forvrænget«.

At en svagelig præsident Roosevelt, forkrøblet af polio, skulle have rejst sig fra sin kørestol under sin tale, er også stærkt usandsynligt. Filmens japanske skurke er reducerede til krigsgale, skrigende stereotyper blottet for normale menneskelige træk.

Producer Jerry Bruckheimer svarede kritikerne igen: »Vi forsøgte at være nøjagtige, men det er sandelig heller ikke meningen, at det skal være en historietime«.

7. ’U-571’ (Jonathan Mostow, 2000)

Undskyld, var det ikke englænderne, der erobrede den første Enigma-maskine fra tyskerne under Anden Verdenskrig? Nej, ikke ifølge denne Oscar-nominerede krigsfilm.

Til lyden af popcorngnaskende biografgængere blev historiske fakta ændret, så det nu var gæve amerikanere med Matthew McConaughey og Harvey Keitel i spidsen, der i forklædning heroisk bordede den tyske ubåd og beslaglagde kodemaskinen, der fik afgørende betydning for krigen. USA! USA!

I virkeligheden gik USA først med i krigen i 1942, flere måneder efter at erobringerne af Enigma-maskinerne og afkodningerne var begyndt. Den britiske flåde blev spist af med en sølle linje i filmens slutcredits, der anerkendte deres deltagelse.

Britiske historikere og politikere for i flint, og ’U-571’ blev ligefrem et emne på allerhøjeste politiske niveau. Efter kritik i det britiske parlament erklærede Tony Blair

sig enig i, at filmen var »en fornærmelse« mod den britiske flåde. Og USA’s præsident Clinton skrev i et forklarende brev til et britisk parlamentsmedlem, at filmens plot blot var fiktion.

Ifølge filmskaberne blev ændringerne i de historiske fakta foretaget for at tækkes det amerikanske publikums smag.

8. ’En nations fødsel’ (D.W. Griffith, 1915)

En beskrivelse af denne films tvivlsomme indhold taler sit tydelige sprog.

To familier splittes på hver sin side af Den Amerikanske Borgerkrig, hvor præsident Lincoln i virkeligheden er ven af Sydstaterne, og slaverne og tilhængerne af slaveriets ophævelse er roden til alt ondt i Syden i årene efter krigen.

De sorte (spillet af hvide i blackface) er i bedste fald degenererede undermennesker, men de værste er dog de udspekulerede mulatter. Heltene er ingen ringere end Ku Klux Klan, der redder hvide ungmøer i nød fra de seksuelt aggressive slaver.

Den monumentale stumfilm ’En nations fødsel’ er lige så udskældt for sit bundracistiske budskab, som den er respekteret for sin banebrydende brug af dramatiske nærbilleder, krydsklipning og andre dengang usete filmteknikker.

I samtiden udløste filmen optøjer i flere byer og blev ikke overraskende stærkt kritiseret af borgerrettighedsorganisationen NAACP, der startede en kampagne for at få filmen forbudt. Men lige lidt hjalp det.

Filmen var den mest sete amerikanske film indtil ’Borte med blæsten’ i 1939 og menes at have hjulpet Ku Klux Klans genfødsel i 1920’erne på vej. Da filmen havde premiere i Danmark var der i øvrigt ingen blandt anmelderne, der bemærkede filmens stærkt racistiske budskab.

Instruktøren D.W. Griffith imødekom kritikken ved at lave endnu et ambitiøst epos, ’Intolerance’ (1916). Denne gang med en kritik af fordomme igennem verdenshistorien.

9. ’Braveheart’ (Mel Gibson, 1995)

Mad Mel, også kendt som instruktøren og skuespilleren Mel Gibson, var på toppen af karrieren en travl herre, når det gælder kontroversielle versioner af historien.

Udover de historisk tvivlsomme ’Apocalypto’ (som han instruerede) og ’The Patriot’ (som hans spillede hovedrollen i) kan der ikke gives mange point for historisk nøjagtighed til hans epos ’Braveheart’.

Foruden den lidt pudsige fejl at iklæde skotterne kilt omkring 300 år for tidligt og blå picter krigsmaling omkring 1000 år for sent, portrætteres den skotske helt William Wallace som en mand af fattige kår, mens han i virkeligheden var jordejer og ridder.

Wallace havde heller ingen kærlighedsaffære med den franskfødte Dronning Isabella. Forhåbentlig. Hun ville have været to år gammel på det tidspunkt.

Og stakkels engelske Kong Edward Longshanks. Han beskyldes for at indføre den ækle Primae Noctis, der giver enhver adelsmand ret til at tage sine undersåtters døtres mødom på deres bryllupsnat. Sådan en praksis har så vidt vides aldrig eksisteret i England.

10. ’Caligula’ (Tinto Brass, Bob Guccione & Giancarlo Lui, 1980)

Helen Mirren, Peter O’Toole og Shakespeare-fortolkeren John Gielgud i en hardcore pornofilm? You better believe it, baby!

’Caligula’ om den gale og sadistiske kejser (spillet af Malcolm McDowell) er ikke så meget kontroversiel for sit historiske indhold, der så vidt vides er relativt tro mod virkeligheden, som for den måde den valgte at skildre begivenhederne på.

De tre anerkendte og ridderslåede skuespillere er ikke med i nogle af de famøse pornografiske optrin i det antikke Rom, hvor kejseren boltrer sig i incestuøse sexorgier og sadistiske henrettelser.

Pornoscenerne blev optaget af filmens producent, grundlæggeren af pornomagasinet Penthouse Bob Guccione, med sin stab af pornomodeller bag om ryggen på de rigtige skuespillere og instruktøren Tinto Brass.

Både Brass og manuskriptforfatteren Gore Vidal frasagde sig ethvert ansvar for dette dysfunktionelle ægteskab mellem porno og historisk epos.

Læs også: Historiens mest storhedsvanvittige film

Læs også: Ole Bornedal om ’1864′

Læs også: De 10 mest kontroversielle sexscener fra de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af