Holdningerne til Oscaruddelingen har altid være mange, og filmfolk, -kritikere og -elskere deler sig traditionelt i to lejre. Den første lejr er – om ikke andet – fascineret af Oscaruddelingen og afventer Oscar-akademiets nomineringer og prisuddelinger med nysgerrighed. Den anden lejr vil typisk ignorere showet eller fnyse af den måde, hvorpå det reducerer film til en konkurrencesport, der ofte hylder de traditionelle mainstreamfilm.
For førstnævnte gruppe er årets valg af Oscar-showets vært en evig kilde til diskussion. I år er valget faldet på Neil Patrick Harris, der blandt andet er kendt for sin medvirken i ’How I Met Your Mother’ og sin succesfulde værtsrolle i forbindelse med Emmyuddelingen i 2013. Men hvad gør en god Oscar-vært, og hvem skal NPH forsøge at leve op til – og absolut ikke gå i bedene på?
#5: Den kække kætter – Chris Rock
Oscar-akademiet havde i starten karakter af en fagforening, og Oscaruddelingen blev etableret som et forsøg på at »fremme« filmkunsten og give et billede af filmen som en blomstrende og »respektabel« industri. Den første uddeling blev afholdt i maj 1929 og varede sølle 15 minutter.
Siden har uddelingen fået karakter af et egentligt show, og mens man i begyndelsen havde nogle næsten faste værter (fx Bob Hope), har man siden haft skiftende og undertiden delte værtsroller.
I 1986 delte Alan Alda, Jane Fonda og Robin Williams værtsrollen, og Williams’ bidende og grovkornede stil dannede inspiration for flere af de senere Oscarværter (bl.a. Steve Martin, Jon Stewart, Seth MacFarlane og Chris Rock). Den væsentligste og måske mest omdiskuterede af disse er sidstnævnte, som fortjener at blive husket for sin institutionskritiske åbningsmonolog, der næsten kunne lede tankerne hen på Ricky Gervais.
I 2005, hvor ’Million Dollar Baby’ vandt for bedste film, var showet ingen succes, men Chris Rocks satiriske stil var atypisk og inddrog bidske kommentarer om Michael Moores ’Fahrenheit 9/11’, den daværende præsident og Oscarshowet som sådan. »Det eneste skuespil, man nogensinde ser i forbindelse med The Oscars«, sagde han eksempelvis, »er, når folk lader som om, at de ikke er sure over at have tabt«.
#4: Den krasse talkshowvært – Johnny Carson
Ikke sjældent i Oscar-historien har talkshowværter forsøgt at indtage værtsrollen med en mere eller mindre kras og grovkornet profil (som Ellen DeGeneres, David Letterman og Jon Stewart).
Et af de mere vellykkede eksempler er Johnny Carson – en talkshowvært, der har været et afgørende inspirationspunkt for flere af vor tids største talkshowværter, og som ganske sigende blev introduceret med følgende linje, hver gang han indtrådte på talkshowscenen: »Here’s Johnny«.
Carson, der har været Oscarvært hele fem gange (i 1979, 1980, 1981, 1982 og 1984), har nok været en populær genganger og showmand, men er også blevet udskældt for sine frække og sommetider harske bemærkninger. Især den måde, hvorpå han kunne dekonstruere selve showet og dets elementer af glamour og konservatisme, bør dog fremhæves. Og i 1979, hvor ’The Deer Hunter’ fik prisen for bedste film, beskrev han selve showet som »two hours of sparkling entertainment spread over four hours«.
I 1984, hvor ’Terms of Endearment’ løb med hovedprisen, sammenlignede han sågar Oscaruddelingen med et indsamlingsshow, og dette krasse indslag blev samtidig hans officielle afskedssalut til showet. Carson døde i 2005.
#3: Ebony and Ivory – Whoopi Goldberg & Steve Martin
»Never predict a split«. Sådan lyder et af de mest velkendte dogmer for alle Oscarentusiasterne, som hvert år forsøger at gætte og spille på vinderne i de forskellige kategorier. Tredjepladsen på denne liste bryder dog med grundreglen, idet den deles imellem to af de mere fremtrædende gengangerværter i 1990’erne og det nye årtusind: Whoopi Goldberg og Steve Martin.
Den underfundige og til tider beske komiker Steve Martin, kendt for sine rappe replikker og sit ikoniske hvide hår, har senest været Oscarvært i 2010, hvor han delte værtsrollen med Alec Baldwin. Det var dog i 2001, hvor Ridley Scotts effektfulde epos ’The Gladiator’ tog hovedprisen, at han for alvor gjorde sig bemærket, især med en åbningsmonolog, der inddrog satiriske kommentarer om Afghanistan, og hvor han også sagde følgende: »All over the world, there are 800 million people watching us right now, and everyone of them is thinking the exact same thought… that we’re all gay«.
Når tredjepladsen deles imellem Steve Martin og den afroamerikanske komiker Whoopi Goldberg, skyldes det, at deres respektive stil peger på to ganske forskellige måder at tackle værtsrollen på. Martins bidende verbalhumor har sin berettigelse, men er ofte på tværs i forhold til Oscarshowets polerede og traditionsbevidste udtryk. Goldbergs mere varietéagtige stil er mere klassisk, skønt hun ofte dyrker det overgjorte på en bevidst campy vis. Tænk blot på hendes flyvende entré i 2002 eller hendes åbningsmonolog ved det 71. Oscarshow, hvor hun var iført hvid ansigtsmaling og udklædt som den engelske dronning Elizabeth. Dette var nok en reference til årets Oscarvinder ’Shakespeare in Love’, men samtidig en subtil og spiddende reference til de minstrel shows, som førhen var så stor en del af Hollywoodindustrien.
#2: Den tilbagevendende onkel – Bob Hope
Oscarhistorien inddeles ofte i en række afgørende markeringsår. Det kan for eksempel være de såkaldte watershed years, hvor mange store film blev nomineret i kategorien for bedste film. Det måske mest klassiske eksempel er 1940, hvor det farvestrålende og effektfulde sydstatsepos ’Gone With the Wind’ vandt foran film som ’Ninotchka’ og ’The Wizard of Oz’.
Året var samtidig skelsættende i en anden forstand, idet Bob Hope for første gang påtog sig værtsrollen. Hope var første gang vært i 1940, og da han i 1978 igen blev annonceret som vært, var det hans 18. optræden i Oscarregi. Bob Hope, der var en britisk-amerikansk entertainer og skuespiller, er af samme grund blevet betegnet som Oscarshowets constant uncle.
Når han skal med på denne liste, skyldes det ikke kun hans fine kvaliteter som stilig komiker, men også hans centrale medvirken i en række af Oscarhistoriens vigtigste skelsår: 1940 (’Gone With the Wind’), 1960 (’Ben-Hur’), 1968 (’In the Heat of the Night’) og 1975 (’The Godfather Part II’). Det var således helt på sin plads, da Tom Hanks holdt en mindetale for Bob Hope i 2004 efterfulgt af en smuk montage over de sjoveste Oscarøjeblikke med showets ’tilbagevendende onkel’.
#1: Den godmodige showmand – Billy Crystal
Komikeren Billy Crystal overtog titlen som Oscarshowets tilbagevendende og godmodige vært i 1990, og ved det 84. Oscarshow påtog han sig værtsrollen for niende gang.
Mange vil huske Billy Crystal for hans roller i diverse romcoms (blandt andet ’When Harry Met Sally’) og ikke mindst hans homofile figur i den selvbevidste sitcom fra 1970’erne, ’Soap’. Igennem sine forskellige karakterer i diverse film- og tv-serier har Crystal vist en evne til både at spille den karismatiske og venlige mand, men også den sarkastiske og flabede type.
Denne komiske alsidighed akkompagneres hos Crystal af et tydeligt musikalsk gen, der synes at passe naturligt til Oscarshowets traditionsrige og lettere konservative stil. Musicalgenren har længe været forbundet med The Oscars, og evnen til at pendulere imellem det satiriske, det revyagtige og det (lettere) branchekritiske prioriteres højt blandt Oscarakademiet og Oscarshowets seere, der for størstedelen nærmer sig pensionsalderen.
Hollywood synes at være i et konstant og lidt forsigtigt spændingsfelt imellem det traditionelle og det nye, og Oscarshowet bevæger sig mod ’det nye’ som en person, der bevæger sig frem med ryggen til vinden og konstant vender blikket bagud. Valget af Billy Crystal som den nye constant uncle er således både naturligt og velfortjent. Og hans åbningsmonolog i 1993, hvor han er i tvivl om, hvordan han skal »komme ud (af skabet)« er et fint eksempel på hans charmerende og indforståede humor. Det var jo netop ham, der spillede bøsse i den selvbevidste og banebrydende sitcom fra 1970’erne.
De største flop
#2: Den grove – Seth MacFarlane
Oscarshowets publikum bliver stadigt ældre, og siden 1980’erne har man arbejdet intenst på at tiltrække det så ombejlede seersegment i alderen 18-49 år. Forsøget på at fange de unge tilskuere er formentlig en væsentlig del af forklaringen bag valget af de mere grovkornede og rå komikere i det nye årtusind.
Enkelte har formået af udvide grænserne for den traditionelle Oscarvært uden helt at sprænge rammerne (for eksempel Chris Rock). I kølvandet på Ricky Gervais’ populære og næsten ikonoklastiske optrædener ved Golden Globes (2010-2012) er råheden dog blevet optrappet, og da Seth MacFarlane blev valgt som Oscarvært i 2013, var der lige dele forventningsglæde og skepsis.
MacFarlanes hyperaktive stil og hidsige humor, blandet med et varietéagtigt talent for sang og dans, kunne både virke lovende og afskrækkende. I modsætning til Gervais, som på fornem vis formåede at dekonstruere filmbranchen og dens selvforelskelse, fremstod MacFarlane dog unødigt grov. På baggrund af nogle allerede velkendte sange har han fået både jøder og kvinder på nakken, men den egentlige fiasko lå ikke i hans grænsesøgende stil, men snarere i den mærkværdige stilforvirring og de mange ligegyldige indslag.
Gervais afskrækkede store dele af Hollywoodindustrien, men var i det mindste konsekvent. Det er samtidig tydeligt, at Emmy og Golden Globes har et hipt og frækt tilsnit, som Oscaruddelingen formentlig aldrig får.
#1: Det kiksede makkerpar – James Franco & Anne Hathaway
I Oscarsammenhænge har man ofte set eksempler på værtspar, gerne uden større held, og det sker ofte, at åbningsmonologen bliver mere kluntet, når den involverer et indstuderet replikskifte imellem to personer (tænk blot på 2010, hvor den ellers sjove Steve Martin indgik i et lettere tvivlsomt værtspar med Alec Baldwin).
I 2011 forsøgte man at komme de unge seere i møde ved at hyre et ungt og relativt uprøvet værtspar, Anne Hathaway og James Franco. Hathaway og Franco talte ud fra et manuskript af førnævnte Ricky Gervais, men de selvironiske og ’smarte’ ordvekslinger faldt unaturligt og kluntet, ikke mindst for den ellers dygtige Franco, der lignede én, som netop havde røget en ordentlig bønne.
Det følgende replikskifte er et eksempel, men står samtidig tilbage som det humoristiske højdepunkt i Franco og Hathaways åbnings-bit:
James Franco: »Anne, I must say, you look so beautiful and so hip«.
Anne Hathaway: »You look very appealing to a younger demographic as well«.
Andreas Halskov er redaktør og medforfatter af ’Guldfeber – På sporet af Oscarfilmen’ (Turbine, 2013).
Læs også: Fem beviser for, at Neil Patrick Harris er en ideel Oscar-vært
Læs også: Sådan er det gået de danske Oscar-kandidater