‘Homeland’ – sæson 4
SPOILER ALERT: Anmeldelsen røber væsentlige detaljer om ’Homeland’ sæson 1-3 – men ikke om den nye, fjerde sæson.
Ligesom elitesoldaten og halvkonvertisten Nicholas Brody og den bipolære, brillante CIA-agent Carrie Mathison har ’Homeland’ været ude på lidt af en rejse de første tre sæsoner.
Den startede som et ikke alene stærkt medrivende, men også overraskende komplekst sindbillede på USA post-9/11, der med ulmende paranoia hudflettede magtelitens dunkle motiver i kampen mod terror, men også turde se krigen gennem den muslimske verdens briller.
Allerede i anden sæson fortabte serien sig i forjagede twists and turns, så man blev rundt på gulvet og træt i hovedet. I tredje sæson genopstod serien så delvist som elementært spændende thriller-serie, hvor det større samfundsperspektiv dog blev ofret på cliffhanger-jagtens alter. I Carrie og Brody har serien hele vejen igennem haft to karismatiske hovedkarakterer, der dog i længden blev karikaturer på sig selv – Brody som den nærmest komisk vægelsindede martyr, Carrie som den konstant flæbende (anti)heltinde.
Med fjerde sæson står serien ved et afgørende vendepunkt. Brody er død og borte og hans familie skrevet ud. Et fornuftigt valg, for hovedforfatterne Alex Gansa og Howard Gordon havde behov for at trække serien op af Carrie-Brody-romancens suppedas. Men det er også et reboot med indbyggede risici, fordi seriens oprindelige hjerte nu endegyldigt har slået sit sidste slag.
I stedet skal ’Homeland’ leve af sine andre vitale organer, og selvom man ser frem mod genoplivningsforsøget med en vis skepsis, overbeviser de første to afsnit om, at operationen lykkes, og patienten lever.
Vi møder Carrie i Kabul, hvor hun er med til at iscenesætte et målrettet bombeangreb mod en formodet terrorist. Det viser sig bare, at der ryger en hel bryllupsfest af civile gæster med i købet, og sammen med sin efterhånden trofaste CIA-makker Quinn hvirvles Carrie hurtigt ind i et fordækt plot, der involverer en station chief (Corey Stoll) med lyssky sideaktiviteter og den røvhulsagtige CIA-chef Lockhart, der i sidste sæson vippede Saul Berenson af pinden. Sammenbidte Saul er i de to første afsnit reduceret til magtens periferi som lakaj i den profitsøgende private sektor, men det trækker tydeligvis i ham for at komme tilbage i arbejdstøjet, hvor det virkelig gælder.
Han er en plaget mand, en arbejdsnarkoman, der selvdestruktivt ødelægger sit eget liv i en højere sags tjeneste. Besatte mennesker og forskruede work-life-balances har altid været et undertema i ’Homeland’, men træder nu frem som den primære psykologiske drivkraft. Carries datter bliver passet af hendes søster, og hverken til stede fysisk eller mentalt har hun tydeligvis svært ved at forlige sig med moderrollen. De første par afsnit har konturerne af en særdeles dristig fremstilling af moderskab og karrierekvinders umulige dilemmaer, og følger serien den tematik til dørs, kan portrættet af Carrie tage en vedkommende drejning.
Foreløbigt er det dog først og fremmest en befrielse at se hende i, om ikke andet professionel, balance med sig selv. I en voldsom kontrast til de sammenbrudsfølelser, der ellers har kendetegnet hende, er hun nu næsten følelseskold. Nu er det til gengæld den ellers hårdføre Quinn, der jages af dårlig samvittighed over det kyniske syn på mål og midler, der gennemvæder efterretningstjenesten. I ham og Saul har serien to stærke bikarakterer, som man interesserer sig oprigtigt for. Og det skal også tjene til Gansa og Gordons ros, at de tramper direkte ned i den aktuelle dronediskussion (Carrie går i sin nye udstationering under tilnavnet ’Drone Queen’!) og tilmed sætter et meget menneskeligt ansigt på konsekvenserne af den skræmmende under radaren-krig, der udbreder angst i store dele af Mellemøsten, også blandt mennesker, der bare prøver at leve deres liv i fred og ro.
Vi følger en ung, moderat muslimsk fyr, der som en af de få overlevende ved brylluppet mister hele sin familie, men ikke bliver radikaliseret terrorist af den grund. Alligevel bliver han et udsat mål for både islamister og CIA. Det er måske ikke altid lige elegant eksekveret, men i sig selv prisværdigt, at de to forfattere har skruet op for nuancerne siden deres glade dage på ’24 timer’.
Kort sagt:
’Homeland’ har ikke siden første sæson haft plads på tv-seriernes allerøverste hylde, men som et stykke solidt spænding med velfunderede karakterer og et par prægnante moralske dilemmaer har den stadig mere at komme med end beslægtede thriller-serier.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.
Læs også: Se traileren til den nye sæson ‘Homeland’
Læs også: Anderledes politiserier til at udfylde tomrummet efter ‘True Detective’