En polsk, sort-hvid film (læs anmeldelse) om en nonne og hendes moster. Hvordan i alverden bliver den lige pludselig populær blandt både kritikere og publikum verden over?
»Jeg er selv meget overrasket over, at denne film har ramt så stort et publikum. Glad, men overrasket. Jeg synes selv, at det er en god film, og jeg tænkte også, at mine venner ville kunne lide den, men jeg troede ikke, at så mange personer ville finde den interessant. Jeg laver jo ikke film for at få et stort publikum, men fordi jeg elsker mit eget arbejde.
Jeg tror, det skyldes, at man i mange lande kan relatere sig til situationen, hvor familiemedlemmer forsvinder. Store dele af Latinamerika og Korea har i hvert fald erfaringer med samme historie. Her har man en forståelse for, at mennesker, der historisk set har gjort forfærdelige ting, ikke længere behøver at være røvhuller. Historien er ikke altid så firkantet som i de fleste film, hvor der kun er kontrasterne god og ond.
Men hvordan undgår man så at lave en tung historisk film?
»Jeg ville ikke lave en historietime. Alt for ofte overforklarer og overdramatiserer filmskabere de samtidspolitiske sammenhænge i historiske film. Det hader jeg, og det var jeg fast besluttet på ikke at gøre. Tyske historiske film har eksempelvis ofte blot et budskab, der hedder: ’Hør her idioter, sådan her hang det sammen’. De taler ned til publikum. Livet er jo tvetydigt og fuldt af paradokser, men det bliver sjældent præsenteret sådan i de tyske historiske film. Med ‘Ida’ forsøgte jeg at gøre det anderledes. Jeg vil hellere lade folk om at udfylde sammenhængene selv.
Jeg forlod Polen som 14-årig i 1984. Og jeg tror, at det er mit store barndomstraume, at jeg på det tidspunkt ikke var klar over, at jeg ikke ville vende tilbage til landet igen. For mig er filmen også en måde at vende tilbage til det Polen, som jeg forlod. Det Polen, som jeg kan huske. Musikken, talemåden, stederne og karaktererne er gengivet ud fra min egen hukommelse«.
Filmens sort-hvide billeder er enestående, og mange peger på, at ‘Ida’ er en af årets flotteste film. Går du selv meget op i fotografisk kunst?
»Selvfølgelig er jeg glad for fotografisk kunst, og det er klart, at filmens æstetik er inspireret af fotografi. Det stod fast, da jeg besluttede, at kameraet aldrig skulle bevæge sig. Det gør også, at man ikke behøver løfte kameraet og sætte nyt lys på scenen. Man kan fokusere på det enkelte skud. Og det er klart, at alle disse arbejdsmetoder ligger meget tæt på fotografisk kunst. Man kan gøre meget ud af belysningen i det enkelte skud. På den måde kan man sørge for, at lyset bliver underspillet, diskret og nuanceret, så det ikke føles som klassisk filmbelysning. Men jeg var også bevidst om, at jeg ikke forsøgte at gøre billederne smukke, men i stedet arbejdede på at gøre hver indstilling til en stærk scene. Det er ikke kun beskæringen og belysningen, der gør et skud stærkt. Det er lige så meget afhængigt af, hvad der kommer før og efter, og hvordan skuespillet udfolder sig – så det er forskellen fra fotografikunsten.
Hvis man roser en film for sine flotte billeder, så tænker jeg altid, at det er en dårlig film. For hvis det netop er fotograferingen, som skiller sig ud fra resten af filmen, så er det typisk, fordi fortællingen ikke er lige så stærk. Det hele skal hænge sammen«.
Hvorfor har du valgt, at filmen skal være i sort-hvid?
»Det var allerede meget tidligt, at jeg besluttede, at filmen skulle være i sort-hvid. Det føltes bare rigtigt. Det er lidt sådan, jeg huskede Polen fra min barndom. Jeg husker verdenen i 1962 som sort og hvid. Filmene, jeg så, da jeg var barn, var jo også i sort-hvid. Så jeg var aldrig i tvivl«.
Hvilke tanker ligger der bag billedernes beskæring og brugen af 4:3-formatet?
»Idéen var at gøre det anderledes. At skille sig ud. Da jeg besluttede, at billedet skulle være i det næsten kvadratiske 4:3 format, fandt jeg ud af, at det var ret interessant i mange indstillinger at efterlade god plads over karakterernes hoveder. Der var nogle landskabsskud, som med 4:3-formatet ikke fungerede optimalt, og det var der, jeg lidt tilfældigt sagde: ’Hvad sker der, hvis vi lige tilter kameraet en lille smule op’. Det virkede mere interessant, og så blev jeg bare ved med at gøre det hele filmen igennem. Det kan virke lidt excentrisk eller ekstremt, men når du som filmskaber begynder på noget, så bliver du nødt til bare at fortsætte med at gøre det.
Kritikere forestiller sig alt muligt med, at beskæringen afspejler den åndelige del af fortællingen eller sådan noget. Men jeg tænkte ikke over, at det skulle symbolisere en form for gudelig tilstedeværelse. Det er måske fint nok, hvis publikum ser sådan noget i billedet, men intuitivt føltes det bare rigtigt for mig«.
Hvordan fik du inspirationen til de enkelte scener?
»Nogle af de enkelte scener er svagt inspireret af billeder fra min barndoms familiealbum. Men de fleste gange er scenerne bare noget, jeg finder på uden konkret inspirationskilde.
Der er dog én scene i filmen, hvor to heste trækker en bil op af en grøft. Det er direkte stjålet fra et fotografi, jeg engang så. Billedet var nok fra 1970’erne, så jeg ændrede bare bilmærket til, at det passede med 1960’erne«.
Hvordan kom du på historien?
»Jeg læste engang om en polsk præst, der fandt ud af, at han var født jødisk, og det gav mig inspiration til nonnekarakteren Anna. Wanda-karakteren stammer delvist fra en sød ældre dame, jeg engang mødte. Hun fortalte mig til min store overraskelse, at hun havde dømt flere til døden som stalinistisk anklager tilbage i 1950’erne. Det var interessant at finde ud af, at et helt almindeligt menneske havde den her blodige fortid«.
Filmen er 82 minutter lang. Hvordan kan det egentlig være, at dine film er så korte?
»Min arbejdsproces er ofte, at jeg tager en masse elementer ud af mine film, da jeg hurtigt opdager, at det ikke er nødvendigt for fortællingen. Film er generelt både for lange og for larmende. De har for meget musik og for meget af alt muligt andet også. Jeg faldt i søvn til Christopher Nolans ‘Inception’. Det gør jeg ofte, når film larmer for meget. Det er lidt sjovt, fordi man skulle tro, at det larmende element netop er med i filmen for at holde mig vågen«.
Hvordan ville du reagere, hvis du blev nomineret til eller vandt en Oscar for filmen, som mange spår?
»Det kunne da være meget fedt at blive nomineret til en Oscar, men det er ikke vigtigt for mig. Jeg ser ikke Oscar-showet. Filmene, der oftest er nomineret, er ikke film, som jeg bryder mig om. Men selvfølgelig ville jeg gå til showet, hvis jeg blev nomineret – alt andet ville være dumt. Vigtigst af alt ville det være fedt for polsk film. Da jeg så Polen tæve Tyskland i fodbold den anden dag, blev jeg bare så glad – og det kunne da være sjovt at slå dem igen. En lille film, der mod alle odds får et stort publikum, er jo altid en skøn historie«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Ida’