Vi vurderer: Potentialet i 10 tv-serier bygget på film

Med succesen for ’Fargo’ og ’Bates Motel’ har de amerikanske tv-stationer sat en lang række tv-adaptioner af kendte film i søen. Men kan film som ’Scream’ og ’Shutter Island’ bære som tv-serie?

Big-Tom-Hanks


10. ’Big’

Tom Hanks’ gennembrudsfilm fra 1988 er et af mange eksempler på, at nostalgibølgen i forhold til 80’ernes og 90’ernes populærkulturelle efterladenskaber ruller ubønhørligt videre. Generation X sidder på flæsket rundt omkring i direktionslokalerne nu om stunder, og de vil for enhver pris mindes deres ungdoms pejlemærker.

’Big’, som Fox har taget op til afpudsning, vil som tv-serie formentlig lægge vægt på komedieaspektet, eftersom formatet er det mere uforpligtende 25-30 minutter per afsnit.

For:
Der kan vrides et utal af både komiske og akavede situationer ud af grundpræmissen i ’Big’, nemlig at et barn kan tage bolig i en voksens krop. Der er endvidere et vist undergravende potentiale i ideen, som – hvis forfatterne udnytter den – kan forlene serien med en både grænseoverskridende humor, en udforskning af etiske konfliktzoner og tankevækkende dramatik.

Imod:
De kreative bagmænd Kevin Biegel og Matt Royce (der står bag den aktuelle komedieserie ’Enlisted’) er næppe bombesikre garanter for høj kvalitet. Deres respektive cv’er byder ikke på prangende beviser for, at netop de to kan tackle filmens forfriskende blanding af charmerende gags og rørende coming-of-age- (eller rettere: age changing-)dramatik.

Og hvordan skaffer man en skuespiller med Tom Hanks’ indforståede fornemmelse for at finde frem til sit ’indre barn’? ’Big’ er Hanks’ måske allerbedste rolle. For at serien skal lykkes, skal man finde en skuespiller (eller et skuespillerensemble), der kan agere (næsten) lige så overbevisende.

scream1


9. ’Scream’

Endnu et eksempel på, at 90’er-nostalgien har kronede dage.

’Scream’-filmene blandede horror og metarefleksiv humor på en måde, der er så 90’er-agtig, som det næsten kan blive. Hvis man har den mindste affinitet for æraen, der søsatte en hel undergenre inden for horror, udgør ’Scream’ et kært minde, hvor gruen holdes ud i behagelig armslængde eller passende kan skrives i citationstegn, ’gru’.

MTV startede i august i år indspilningerne til en tv-serie bygget over ’Scream’. Det er angiveligt meningen, at serien skal have sit ’eget liv’ uafhængigt af filmenes karakterer. Der er således ingen planer om at trække Ghostface rundt i manegen endnu en gang.

For:
Eksplosionen af de sociale mediers rækkevidde siden ’Scream’-filmenes regeringstid giver bagmændene mulighed for at spille nogle lidt andre kort end brugen af videoklip i originalen. Mon ikke den virale verdensorden bliver udnyttet til at skabe et anderledes, mere omfattende gys i denne ombæring? I 2014 behøver gyset ikke så meget være forbundet med en fast setting (som et enkelt hus), men kan overskride den og beskrive et altomfattende hysteri, via youtube-klip eller lignende. Det er da også netop en sådan præmis, der efter planen skal kickstarte serien.

Imod:
’Scream’-filmene blev gradvist dårligere for hver ny ombæring, så man kan frygte, at serien vil lide samme skæbne. Hvordan fastholder man gruen (eller ’gruen’) over en lang række afsnit? Skal der ske et mord i hvert nyt afsnit for at fastholde seerne, og hvordan vil det påvirke seriens troværdighed? I det hele taget er der mange udfordringer forbundet med at omplante en slasher-fortælling i et genkendeligt ungdomsmiljø til et ugentligt serieformat. Det kan let komme til at blive for absurd, plat og outreret.

sin-city


8. ’Sin City’

Robert Rodriguez længe ventede opfølger til den oprindelige ’Sin City’-film fra 2005, ’A Dame to Kill For’ fra i år, var en gevaldig skuffelse, men det har tilsyneladende ikke dræbt ideen om en tv-serie bygget på Frank Millers grafiske univers. Det er selveste Bob og Harvey Weinsteins Miramax, der nærer forhåbninger om at sprede tentaklerne ud over tv-fladen med en serie om ’Sin City’. Miller og Rodriguez skulle være med om bord.

For:
Filmene består af nogle meget særegne æstetiske komponenter, hvor noir-dystre sort-hvid-optagelser mikses med ekspressive farveeffekter. På den måde kan serien sikre sig en signaturstil, der adskiller den fra mængden af andre tilbud på markedet.

Imod:
Hvis den visuelle stil skal holde hele vejen, kræves der både et vist budget og en vis opfindsomhed for at fastholde seerne over mange timer nedsunket i et dystert univers uden mulighed for at ’hvile øjnene’ til en mere gængs, neutral farvepalet.

Desuden viser fiaskoen med ’A Dame to Kill For’, at ’Sin City’-universet måske er for skrøbeligt og begrænset et materiale at bygge en hel serie på.

7. ’12 Monkeys’

Terry Gilliams film fra 1995 var originalens sidste helstøbte værk, en dyster sci-fi-fabel om fangen Cole (spillet af Bruce Willis), der sendes tilbage i tiden for at finde roden til den virus, der slog en stor del af verdens befolkning ihjel. Tv-serien lægger sig efter sigende ganske tæt op af originalen, men Brad Pitts mindeværdige sindssygepatient Jeffrey Goines er skiftet ud med en kvindelig karakter ved navn Jennifer Goines.

For:
’12 Monkeys’ er en fortjent nyklassiker og filmens univers kunne snildt fungere som et friktionsfyldt forlæg for mere udfoldede konflikter og en dybere tematisering af verden både før og efter virussens dræbende angreb.

Imod:
Hvordan finder man to skuespillere, der matcher Willis og Pitt? Det er de to forholdsvis ukendte kræfter Aaron Stanford (der dog af mange vil blive genkendt som Pyro fra ’X-Men’) og Emily Hampshire (der har over 40 tv-serier på sit cv, men ikke just er allemandseje), der skal bære byrden, og det vil vel ikke være helt urimeligt at have en sund forhåndsskepsis for, om den parring kommer til at slå gnister. Omvendt er det forfriskende med navne, der kun kan overraske positivt.

School of Rock


6. ’School of Rock’

’School of Rock’ var noget nær den ultimative showcase for Jack Blacks fysisk udadvendte komik. Det er ikke så sært, at filmens ide – om en lærer, der introducerer en flok klassisk skolede musikelever for AC/DC og Led Zeppelin – nu overføres til serieformatet, for Blacks Dewey Finn-karakter er både garant for en gennemgående, kontant morskab, der ville kunne suppleres af den dybere emotionelle nuancering, som tv-serie-formatet kan oparbejde.

Den fejrede indie-auteur Richard Linklater (der nød en sjælden box office-triumf med filmversionen) og superproduceren Scott Rudin er tilknyttet serien som executive producers.

For:
Med Rudin og Linklater med på holdet stiger ens forventninger til ’School of Rock’-serien betragteligt. Vi taler trods alt en Oscarvindende producer med et dybt imponerende cv og Amerikas måske bedste indiefilmskaber i de seneste tyve år (Gus Van Sant- og Steven Soderbergh-fans vil nok protestere her), der lige nu er mange eksperters favorit til at vinde en Oscar for sit seneste filmværk, ’Boyhood’.

Imod:
Man kan godt frygte, at Nickelodeon ikke er det rigtige ’hjem’ for et show som ’School of Rock’. Der skal i hvert fald tages hensyn til kanalens unge målgruppe, så de værste profaniteter bliver nok (desværre) sorteret fra.

’School of Rock’ var endvidere et one-man-show for Jack Blacks komiske kraftreserver. Kan man overhovedet finde en passende erstatning for ham? Man har hyret ’Modern Family’-komikeren Tony Cavalero til rollen. Det synes ikke umiddelbart at være nogen helt dårlig løsning, men tiden må vise, om han vitterlig er mand for at løfte arven fra Blacks Golden Globe-nominerede præstation ud i kunstarten ’shreducation’.

shutter_island_leonardo_di_caprio_large_2010


5. ’Shutter Island’

HBO har planer om at søsætte en form for prequel til ’Shutter Island’, der efter sigende får navnet ’Ashecliffe’ efter det psykiatriske hospital på øen, der danner udgangspunktet for forsvindingsgåden i Scorseses film. Scorsese selv skal instruere pilot-afsnittet, der tilmed er skrevet af forfatteren til bogforlægget for filmen, Dennis Lehane (der blandt andet også var manden bag Clint Eastwoods ’Mystic River’).

For:
Lehanes og Scorseses medvirken lover godt. Og HBO er garant for ambition og kvalitet. Det virker desuden som en interessant ide at skabe en serie, der går forud for begivenhederne i filmen. Hvad er det ved øen, hospitalet og personalet, der skaber uhygge og mystik?

Imod:
Uden at afsløre for meget for dem, der ikke har set filmen, kan man indvende, at dens slutning delvist udtømmer behovet for at kende til baghistorien, for hvad er der tilbage at komme efter? Man skal i hvert fald flytte fokus videre til andre hovedkarakterer.

’Shutter Island’ var desuden ikke en af Scorseses stærkeste film. Hvad er det, der får ham og HBO til at ville genbesøge en idé og et miljø, der virkede en kende kulørt og gimmickagtig allerede i en to-timers spillefilm?

Minority-Report


4. ’Minority Report’

Steven Spielbergs 2002-film handlede om en såkaldt pre-crime-politiefterforsker i år 2054 (spillet af Tom Cruise), der i sit arbejde benytter sig af en enhed bestående af pre-cogs, personer, der er i stand til at se ind i fremtiden.

Sci-fi-thrilleren var baseret på en novelle af Philip K. Dick og tager en drejning, da Cruises karakter selv bliver efterlyst for et mord, han endnu ikke har begået. 20th Century Fox’ planlagte serie vil foregå ti år efter begivenhederne i filmen, da pre-crime-enheden er blevet nedlagt, og den skal tage udgangspunkt i en kvindelig efterforsker, der forsøger at udnytte en af de for længst afsatte pre-cogs’ indsigter.

For:
Hele universet omkring ’Minority Report’ kan vendes og drejes på mangfoldige måder, og selve grundideen med at implementere viden (eller formodet viden) om fremtiden i nutidige beslutninger med alvorlige implikationer er oplagt at udfolde i tv-serie-formatet, da de dramatiske muligheder er uudtømmelige og de etiske perspektiver interessante eller bare skræmmende.

Imod:
Ved gensyn er Spielbergs film fra 2002 næsten blevet overhalet af virkeligheden anno 2014. Den teknologiske udvikling er på mange områder allerede nået langt i forhold til de gadgets, droner og kommunikationsformer, man benyttede sig af i filmen. Det bliver derfor en udfordring at levere et bud på en fremtid anno 2064, der både fordrer et kvantespring i forhold til, hvad der er teknologisk muligt om 50 år, men som samtidig skal virke troværdigt i forhold til, hvad der var muligt i filmversionens 2054-virkelighed.

En anden ting er, at en overbevisende fremtidsvirkelighed, der involverer nogle avancerede teknologier og robotter, også vil kræve et stort budget. Kan man levere et tilpas lækkert production-design over en hel serie, der kan matche den ’wow!’-faktor filmen havde i 2002?

american-psycho-original1


3. ’American Psycho’

Mary Harrons film fra 2000 med Christian Bale som Patrick Bateman, succesrig forretningsmand/psykopatisk morder, er en af den slags film, der faktisk står lidt i skyggen af sit bogforlæg, Bret Easton Ellis’ kultklassiker fra 1991.

I den planlagte tv-serie, som FX pønser på, skal vi følge Bateman 20 år senere, da han har rundet de 50. Han er – ikke overraskende – stadig lige uhæmmet farlig og er nu i færd med at oplære en ung protegé, der skal gennemføre et sadistisk socialt eksperiment…

For:
Kritik af finansfyrsterne på Manhattan er comme il faut i disse år, så på sin vis er tiden moden til en genoplivning af Bateman-figuren. Det gode ved bogen og filmen er, at der er en dobbelttydighed på spil i portrættet af både figuren Bateman og miljøet omkring ham. Ligesom i Scorseses ’The Wolf on Wall Street’ fra sidste år (der blev en succes i biograferne og derfor er med til at kridte banen op for tv-seriens kommercielle appel), er der en hårfin balance mellem volden, fascinationen, glatheden og den sociale satire.

Imod:
Ideen med at lade Bateman optræde som mentor for en opkomling i finansverdenen kan vise sig mindre heldig: Meget af fascinationen ved Bateman ligger i hans enspænder-psykopati og den komplette opdeling mellem hans private og offentlige selv. Ved at udviske den grænse risikerer man at forfalde til forlæggenes sensationelle potentiale frem for de subtile psykologiske mekanismer ved en mands chokerende hemmelighed.

american-gigolo-DI-2


2. ’American Gigolo’

To hardhittere inden for hver deres metier af filmproduktion, produceren Jerry Bruckheimer (’Top Gun’, ’Pearl Harbor’, ’Pirates of the Caribbean’) og manuskriptforfatteren Paul Schrader (der blandt andet har skrevet ’Taxi Driver’) pønser på i fællesskab at stable en ny omgang ’American Gigolo’ på benene mere end 30 år efter originalen med Richard Gere blev vist på det store lærred.

’American Gigolo’ fortalte historien om en luksus-gigolo (Gere), der via sit arbejde for en politikers kone vikles ind i nogle skyggefulde sfærer med tråde, han ikke kan kontrollere.

For:
Den grundlæggende ide med en gigolo, der bevæger sig diskret ind ad bagdøren til samfundets top, kan bruges til mange interessante og pirrende dramaturgiske valg og vinklinger. Kombinationen af sex og magt er til stadighed et saftigt selling point. Med Schrader om bord kan man forhåbentlig skabe en tv-serie, der vil gå efter at sige lige så meget om magtens mænd og kvinder, som den vil pirke til enten nypuritansk forargelse eller nyfigen sensationslyst.

Sex er altid en god måde at sælge tv på, men her har man faktisk muligheden for at sige noget interessant om magt, kønsdynamik og personlig vinding kontra personlige omkostninger oven i købet.

Imod:
Schrader og Bruckheimer er aldrende kæmper, der måske ikke kan forventes at have fingeren på pulsen på helt samme måde som tidligere i deres respektive karrierer. Kan disse to veteraner puste liv i ’American Gigolo’ anno 2014 (for vi må gå ud fra, at den foregår i nutiden?), så den både bliver en nutidsrelevant historie, der tager chancer, men samtidig formå at tilfredsstille det medievante ungdomssegment med tempo, lir og veloplagt replikkunst?

Say Anything


1. ’Say Anything’

Til sidst et eksempel på en tv-serie med filmisk forlæg, som efter sigende hænger i en tynd tråd og formentlig i sidste ende ikke bliver til noget.

20th Century Fox har retten til at gøre med 1987-teen-komedien (der introducerede verden for blandt andre John Cusack), hvad de vil, men ideen om en adaptation til tv faldt ikke i god jord hos de oprindelige kreative hjerner bag. Instruktør Cameron Crowe brokkede sig højlydt på Twitter, hvorefter John Cusack meldte sig i koret af kritikere af selskabets beslutning i et voldsomt ladet verbalt angreb. Den dårlige pr har angiveligt fået ’Say Anything’-tv-serien til at lide endeligt skibbrud, selvom et manuskript allerede var under udarbejdelse.

Hvad kan man lære af ’Say Anything’-fadæsen?

1. Det er aldrig en god ide at lave en tv-serie uden indvilligelse fra de oprindelige kreative bagmænd (især ikke, hvis de er alment anerkendte og berømte som i tilfældet Crowe/Cusack). En vis kontinuitet, der legitimerer videreførelsen til et anderledes format og borger for kvalitet, er aldrig at kimse af.

2. Det er ikke alle tv-adaptationer baseret på Gen X-guf fra 80’erne og 90’erne, der bør realiseres. Nogle af dem er ligefrem – gisp – en genuint dårlig ide. Måske det ikke kun er ’Say Anything’, der burde forblive på ideplanet?

3. Måske er tv-adaptations-bølgen ved at nå et mætningspunkt? På et tidspunkt vil de tv-seere, der har vænnet sig til høj kvalitet i form af originale serier som ’The Sopranos’, ’Deadwood’, ’The Wire’ og ’Mad Men’, vende selskaberne ryggen og ryste på hovedet af den kalkulerede fokus på nemme løsninger. Nok vil vi gerne underholdes, vi vil ikke tales ned til eller lefles for?

Læs også: 10 film, vi gerne ville se som tv-serier

Læs også: 10 instruktører, der burde lave en tv-serie

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af