12. På yderste mandat: ’Unbroken’
For:
Sight unseen var Angelina Jolies Anden Verdenskrigs-drama den måske største forhåndsfavorit. Kombinationen af Hollywood-elite players som Jolie selv (i instruktørstolen), Roger Deakins som fotograf, Coen-brødrene som medspillere på manuskriptet og Alexandre Desplats bombastiske score tilsat en livsbekræftende historie baseret på virkelige hændelser er om noget oplagt Oscar-materiale.
Filmen om piloten/den olympiske atletikudøver Louis Zamperini, der imod alle odds overlevede både et flyforlis og et ophold i en japansk krigsfangelejr under krigen, er en prestigefilm, der godt kan slippe af sted med en lunken kritikermedfart i kampen om en nominering. Talrige prestigefilm er nemlig tidligere sluppet gennem nåleøjet trods hård kritikermedfart, tænk bare på ’The Reader’ og ’Extremely Loud & Incredibly Close’.
Imod:
Anmeldelsernes hvæssede knive har hugget til uden nåde. På kritikeraggregatsiden Metacritic har ’Unbroken’ en meget beskeden score på 59 ud af 100. På kort tid er den derfor blevet reduceret fra potentiel frontrunner til skudsmål for giftpile af foragt. Hverken skuespillerforbundet SAG (med stort overlap af medlemmer i forhold til Akademiet) eller Golden Globes (sidstnævnte plejer ellers at være til fals for stjernestøv) bed på, og Jolies opus hentede sensationelt ingen nomineringer.
Den kan derfor snildt ende som denne sæsons bud på ’Dreamgirls’, ’J. Edgar’ eller ’War Horse’: Forhåndsfavoritter, der lider en pinefuld død midt i rampelyset, mens konkurrenterne står i kulissen og godter sig.
Som det gælder med de øvrige film, der hænger på de yderste mandater, afhænger sandsynligheden desuden af, hvor mange film der bliver nomineret: Om det bliver maksantallet på ti, kun ni som de seneste sæsoner eller endnu færre.
11. På yderste mandat: ’Mr. Turner’
For:
Mike Leigh er en sand Akademi-kæledægge (han har været nomineret syv gange tidligere som instruktør og manuskriptforfatter), og det britiske islæt i akademiet (der er angivet cirka 800 britiske stemmeberettigede i den 6000 medlemmer store organisation) vil sikkert støtte op om hans seneste, meget ambitiøse biopic om maleren JMW Turners liv.
Filmen har fået meget stærke anmeldelser og er Leighs hidtil største biografsucces i hjemlandet. De to succeskriterier må formodes at smitte positivt af på dens chancer.
Imod:
Det er, som om ’Mr. Turner’ er druknet i Oscardiskussionen over for de amerikanske hardhittere siden premieren i Cannes i maj. Den ligner en temmelig død fisk for tiden. Derfor er det pinedød nødvendigt med ekstra opmærksomhed i forbindelse med denne måneds uddeling af kritikerpriser – hovedrolleprisen til Timothy Spall ved New York-kritikernes prisuddeling den 1. december gav for eksempel lidt vind i sejlene.
De britiske Oscarmedlemmer kan redde filmen, men problemet er, at der også er markante britiske indslag i film som ‘The Imitation Game’ og ‘The Theory of Everything’, som muligvis vil gøre krav på nogle af de oplagte britiske stemmer. SAG og Golden Globes kom ikke ’Mr. Turner’ til undsætning: Ingen nomineringer overhovedet.
10. På yderste mandat: ’Into the Woods’
For:
Rob Marshall vandt en Oscar for bedste film for musicalen ’Chicago’ for mere end et årti siden, og nu gør han comeback i genren. Der er tale om en Stephen Sondheim-musical, og rollebesætningen er særdeles Oscarvenlig: Meryl Streep, Emily Blunt, Anna Kendrick, Johnny Depp m.fl.
’Into the Woods’ er et af sæsonens sidste store spørgsmålstegn, og der er endnu ikke sluppet meget ud om filmens kvaliteter: Er det en meget stærk Oscarspiller eller endnu et mildt skuffende prestigeprojekt? Filmen har så stærkt et cast og er så tilpas imødeset (Sondheim er showbusiness-royalty i USA), at den måske kan klemme sig med i feltet alene på sin prestige-pedigree. Der er mange ældre, hvide mænd i akademiet, og de tænker konservativt: En musical er det trygge og tilbageskuende valg.
Imod:
Spørgsmålet er, om Akademiets interesse i musicals er for nedadgående? Senest floppede satsninger som ’Dreamgirls’ og ’Nine’, så udsigten til, at ’Into the Woods’ kan lide samme skæbne er overhængende. Kritikerne er ofte forbeholdne over for musicaladaptationer, hvilket blev bekræftet med den hårde modtagelse af Tom Hoopers ’Les Miserables’ forrige år.
Det meget sene premieretidspunkt kan desuden være en ulempe, eftersom der er en risiko for, at mange medlemmer ikke når at få filmen set. Omvendt når de så heller ikke at lade sig påvirke negativt af eventuelt mindre gode anmeldelser. Filmen missede en bedste ensemble-nominering ved SAG, hvilket var et skidt tegn al den stund, at den om noget er en ensemblefilm.
9. 50/50 for en nominering: ’Foxcatcher’
For:
Bennett Miller har en stærk hånd, når det kommer til Oscar. Hans to første spillefilm, ’Capote’ og ’Moneyball’, blev begge nomineret til bedste film, så hvorfor skulle ’Foxcatcher’ ikke kunne gøre dem kunsten efter? Filmen kom godt fra start i Cannes, hvor Miller scorede instruktørprisen, og den stærke trio af skuespillere skabte god omtale: Steve Carell (med protesenæse), Channing Tatum og Mark Ruffalo.
Både Carell og Ruffalo opnåede henholdsvis hovedrolle- og birollenomineringer ved SAG og kopierede bedriften i Golden Globes-sammenhæng. Den helt store trumf var dog en bedste film-nominering, der for alvor understreger, at ’Foxcatcher’ fortsat er i spil på trods af den tidlige festivalpremiere.
Imod:
Efter premieren i Cannes blev der mere og mere stille omkring ’Foxcatcher’, der ellers lignede en sikker kandidat i udgangspunktet. Det er, som om vinden langsomt gik ud af sejlene, netop fordi nyhedsinteressen døde ud og i stedet samlede sig omkring efterårspremierefilmene, der fik et mere optimalt udstillingsvindue i Oscarhenseende: Toronto- og Telluride-festivalerne etc.
Filmens grundtone er desuden mere kold og uforsonlig end Millers forrige film – og ikke nær så plotbaseret. ’Foxcatcher’ har heller ikke markeret sig helt så stærkt, som man kunne have ventet i forbindelse med uddelingen af de første kritikerpriser (L.A. og New York så bort fra den), og SAG-nomineringerne til Carell og Ruffalo dækker over, at det ikke lykkedes for filmen at blive nomineret i den meste relevante kategori i denne sammenhæng: Bedste ensemble, som er hovedprisen i skuespillernes uddeling.
8. 50/50 for en nominering: ’Whiplash’
For:
’Whiplash’ kan meget vel ende som denne sæsons svar på ’Beasts of the Southern Wild’ (’Hushpuppy’), en indiefilm, der via en gloriøs modtagelse på den årlige Sundance-festival kaster ringe i vandet: The little movie that could, som det hedder i Oscarinsiderjargon. Meget af filmens succes – og Oscaromtale – afhænger af castet, ikke mindst J.K. Simmons’ birolle som en sadistisk musiklærer og stjernefrøet Miles Teller som den unge jazztrommeslager, der må lide under mentorens martrende mind games.
Temaet om en kunstner, der må gruelig meget igennem for at blive en succes, vil sikkert ringe en klokke hos mange akademimedlemmer. ’Whiplash’ har desuden fået fremragende anmeldelser (87 ud af 100 på Metacritic), og Simmons har vundet flere kritikerpriser (blandt andet de helt tunge af slagsen fra New York og L.A.), hvilket holder filmens profil varm helt op til deadline for stemmeafgivningen.
Imod:
’Whiplash’ har haft meget beskeden succes ved billetlugerne, hvilket gør det svært for filmen at positionere sig i samme grad som ’Beasts of the Southern Wild’, der formåede at hive tilpas mange amerikanere i biografen, så den blev anset som en succeshistorie også efter de kommercielle parametre, der trods alt stadig spiller en væsentlig rolle i Oscarsammenhæng.
Til sammenligning har ’Whiplash’ kun akkurat spillet sit budget ind (fire mio. dollars). Glansen kan derfor let gå af ’David og Goliat’-fortællingen, for hvor meget har filmen egentlig opnået uden for filmfestivalboblen? SAG og Golden Globes resulterede kun i én nominering ved begge lejligheder, nemlig til Simmons’ birolle. Det indikerer, at branchen måske ikke er solgt til miniputten.
7. 50/50 for en nominering: ’The Grand Budapest Hotel’
For:
Wes Andersons seneste film er blevet hans indtjeningsmæssigt største succes nogensinde, og box office er et sprog, man forstår i USA. Filmens anmeldelser var desuden forrygende (88 ud af 100 på Metacritic), og det imponerende production design og et forbløffende stjerneensemble skader heller ikke. På den måde kan filmen hente stemmer både fra skuespillerne (akademiets talmæssigt stærkeste gruppering) og fra ’håndværkerne’ (altså medlemmer med baggrund i de tekniske discipliner såsom production design, klipning, special effects etc.).
Filmen har desuden – sammen med ’Birdman’ og ’Boyhood’ – markeret sig som kritikerpriskæledægge i løbet af december. Den fik også en (overraskende) nominering i bedste ensemble-kategorien i SAG-sammenhæng, hvilket understreger, at også branchen har blik for Andersons othellolagkageæstetik og stjernesværm af et cast.
Golden Globes fulgte trop med afgørende nomineringer til Wes Andersons instruktion og manuskript. Det kan endvidere komme filmen til gode, at dens særegne udtryk kan forventes at medføre førstepladser på en del stemmesedler (fem procent førstepladser giver – jævnfør de lettere kryptiske stemmeregler – automatisk en bedste film-nominering). Det er passionsstemmer, der skal hive en film frem til en nominering, hvorimod det er konsensus, der skaber en Oscarvinder.
Imod:
’The Grand Budapest Hotel’ havde premiere helt tilbage i marts, hvilket i Oscarhenseende er en dødssynd på linje med ikke at sende screenere ud til medlemmerne i slutningen af året. En for tidlig premieredato antyder nemlig, at man slet ikke nærer ambitioner om at være med i Oscarkapløbet, men hellere vil tækkes intelligentsiaen på europæiske festivaler.
Af den grund er filmen blevet negligeret af mange i branchen og af mange selvbestaltede Oscareksperter, og svigtende omtale har en selvforstærkende virkning. Noget tyder dog på, at Oscarekspertvældet har undervurderet filmen, men når de stemmeberettigede at opdage det?
6. 50/50 for en nominering: ’Gone Girl’
For:
David Fincher er en af de mest anerkendte amerikanske instruktører, der aldrig har vundet en Oscar, og ’Gone Girl’ er hans hidtil mest succesfulde film dømt efter indtjening (165 mio. dollars i USA alene). Filmen er derfor blevet et regulært box office-fænomen, især når man tager dens kommercielt ugunstige premieretidspunkt (oktober) i betragtning samt det faktum, at den hverken bruger CGI eller foregår i et superhelte- eller sci-fi-univers.
Anmeldelserne har været gode genren taget i betragtning, for normalt får thrillers ikke kritikerne helt op at ringe. Desuden er Rosamund Pikes Amy Dunne-figur en af filmårets mest markante karakterer, et stærkt blikfang for en film, der vinder ved at skille sig ud fra de andre (mindre ’smagløse’) kandidater.
Imod:
Med sin kulørte vold og sine genreelementer er ’Gone Girl’ ikke en traditionel Oscarfilm. Den er nok for meget pulp til akademiets sarte smagsløg, der traditionelt er til mere realistisk betonet historiefortælling uden for eksempel overdrevne plottwists. Det var omtrent de samme forbehold, der kom til udtryk i forbindelse med Finchers forrige film, ’The Girl with the Dragon Tattoo’, og den slap ikke gennem nåleøjet.
Trods ’Gone Girl’s fortrin, såsom et stærkt ensemble (udover Affleck og Pike, ikke mindst Carrie Coon og Kim Dickens), opnåede den ikke en bedste ensemble-nominering ved SAG eller en bedste film-nominering ved Golden Globes.
5. Næsten nomineringssikker: ’Selma’
For:
’Selma’ fik forrygende omtale, da den blev vist for en udvalgt skare af brancheinsidere, kritikere og bloggere i New York sidst i november. Det er, som om Ava DuVernays film udfylder et hul på det helt rigtige tidspunkt i sæsonen, hvor man sukker efter en stærk kandidat, der kan komme ind fra højre og true sommersensationen ’Boyhood’.
Hvis filmen får succes ved billetlugerne (a la sidste års ’The Butler’, der også tog fat om ’sorte’ tematikker), vil den blive en meget farlig outsider. Det skader ikke, at det er en historisk biopic om en ægte amerikansk helt (Martin Luther King), og at den er lavet af en afroamerikansk kvinde. Den fik desuden vitale Golden Globes-nomineringer i de vigtigste kategorier (mandlig hovedrolle, instruktion og film).
Imod:
Lee Daniels’ ’The Butler’ blev end ikke nomineret sidste år trods forrygende box office-tal. Ergo er stemplet som ’en afroamerikansk film’ en tvetydig velsignelse, for det er med til at sætte den i bås som en form for ’interesse’-film snarere end filmkunst i egen ret. Det sene premieretidspunkt kan føre til stemmespild, da mange medlemmer ikke vil nå at få set filmen, inden de skal stemme.
Filmselskabet har desuden været langsomme om at få sendt screenere ud til de stemmeberettigede, så filmen er gået glip af nomineringer hos både kritiker- og branchegrupperinger (som fx SAG, der helt ignorerede den). En film, der så sent i forløbet ikke har positioneret sig hverken hos kritikere eller internt i branchen, har virkelig meget arbejde foran sig.
4. Næsten nomineringssikker: ’The Theory of Everything’
For:
Biopic? Tjek. Transformativ hovedrollepræstation på baggrund af figurens invaliderende handicap? Tjek.
James Marsh’ film om den kørestolsbundne videnskabsmand Stephen Hawking lever fornemt op til skabelonen for en Oscarfilm. Den har ydermere nogle unge, fremstormende skuespillere, Eddie Redmayne og Felicity Jones, i hovedrollerne som Hawking og hans kone. Begge er blevet rost for deres præstationer, der er med i førerfeltet også i kategorierne for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle.
Filmen har indspillet fornuftige summer i dens begrænsede distribution og har i det hele taget formået at placere sig lige midt i Oscardiskussionen som et troværdigt bud på årets store prestige-biopic. At filmen opnåede en eftertragtet bedste ensemble-nominering ved SAG understreger, at den står rigtig stærkt, for det er i høj grad Jones’ og Redmaynes film alene. Filmen fulgte op med Golden Globe-nomineringer til begge hovedroller samt – vigtigt – en bedste film-nominering i dramakategorien for næsen af konkurrenter som ’Gone Girl’ og ’Whiplash’.
Imod:
I internettidsalderen skal kritikerne bakke op om din film, hvis den skal gå hele vejen. Men der er mange andre film (også uden for denne top 12), der har mønstret mere ekstatiske anmeldelser. ’The Theory of Everything’ er konventionel, smagfuld og lige efter bogen, men den mangler måske det sidste ekstraelement – noget personlighed, et twist af en art – for at overskride skabelonen.
Filmens instruktør, James Marsh, er en relativt uprøvet kraft i Oscar-sammenhæng (han er mest kendt som instruktør af dokumentarsuccesen ’Man on Wire’), hvilket ikke i sig selv er med til at hive forventningerne i vejret. Han fik da heller ikke en nominering for sin instruktion i Golden Globes-sammenhæng, hvilket er en ridse i lakken på en ellers velsmurt kampagne. Ydermere ligger filmen i intern konkurrence med to andre britiske biopics, ’Mr. Turner’ og ’The Imitation Game’. Det vil koste en del stemmer.
3. Så godt som nomineringssikker: ’The Imitation Game’
For:
’The Imitation Game’ fik rigtig god omtale (og vandt publikumspriser) på de tidlige efterårsfestivaler (Telluride og Toronto), der i nyere tid har vist sig at være det optimale springbræt i forhold til at opnå Oscarsucces. På den måde fik filmen opbygget et betragteligt momentum. Den har desuden en række faktorer, der taler til dens fordel: Den er i stald ved kampagnemaestroen over dem alle, Harvey Weinstein, hvilket især i kapløbets anden fase (efter nomineringerne er blevet offentliggjort) betyder fuld skrue frem: Han ved, hvordan man søsætter en meget effektiv fase 2-kampagne.
Norske Morten Tyldums film fik den essentielle ensemble-nominering ved SAG (samt Golden Globe-nominering for bedste film i dramakategorien). Den har de rette dramaturgiske komponenter (biopic om en helteskikkelse: proto-computer-eksperten Alan Turing, der knækkede nazisternes enigma-kode og dermed angiveligt var medvirkende til at forkorte Anden Verdenskrig), og så har den en af tidens (og ikke mindst, internettets) mest feterede tv- og filmstjerner i hovedrollen: Benedict Cumberbatch.
Imod:
’The Imitation Game’ ville sikkert have vundet en Oscar i 90’erne før internettets dage. Men spillet er et andet i dag, hvor kritikere og bloggere holder Oscardiskussionen kørende 24/7 hele året rundt. Det betyder, at kun de stærkeste kandidater – ud fra en ren filmisk vurdering – kommer uskadt gennem nåleøjet til Oscars drømmeland.
’The Imitation Game’ er en meget traditionsbevidst biopic, det vil sige ikke en type film, bloggerne/kritikerne naturligt bakker op om (den har en forholdsvis beskeden score på 71 ud af 100 på Metacritic). Morten Tyldum (der slog igennem med den norske thriller ’Headhunterne’) er ukendt for de fleste amerikanere, og han fik da heller ikke en instruktionsnominering i Golden Globes-sammenhæng, hvilket er et betragteligt minus i forhold til at fremstå som en seriøs Oscarkandidat.
Filmen er desuden blevet anklaget for at skøjte for let hen over Turings homoseksualitet og det faktum, at han blev tvunget til medicinsk kastration (og efterfølgende tog sit eget liv) efter den strengt bornerte britiske lovgivning først i 50’erne. I det aktuelle politisk korrekte klima kan denne negligering vise sig for kontroversiel. Filmen risikerer desuden at sætte stemmer til i konkurrence med de to andre britiske biopics, ’Mr. Turner’ og ’The Theory of Everything’.
2. Så godt som nomineringssikker: ’Birdman’
For:
’Birdman’ er en våd drøm af en film for enhver Hollywood-insider med dens meta-historie om en filmstjernes kamp for at genvinde sin værdighed efter mange år ude i kulden. Filmens tekniske mesterskab (den er filmet af mesteren Emmanuel Lubezcki, så den ligner ét langt, ubrudt take) skader heller ikke, og så indeholder den roste præstationer af stjerner, som viser nye sider af deres talenter: Michael Keaton (hvis egen karriere afspejler karakterens forsøg på at gøre comeback: ’Birdman’/’Batman’ – get it?), Edward Norton, Emma Stone og Naomi Watts.
Den har generelt fået forrygende anmeldelser (med en værdi på 89 ud af 100 på Metacritic) og positioneret sig stærkt i kampen om de vigtigste kritikerpriser. ’Birdman’ var selvskrevet til SAG-anerkendelse og fik da også individuelle nomineringer til både Keaton, Norton og Stone foruden til ensemblet som sådan. Den førte ligefrem Golden Globes-nomineringsfeltet an med syv nomineringer.
Imod:
Er ’Birdman’ en komedie eller et drama? Er det virkelighed eller fantasi? Filmens metalag kan vise sig at være et turn-off for akademiets mere konservative og traditionsbevidste medlemmer. Det er tænkeligt, at dens eksperimenterende form begrænser dens appel: ’Birdman’ er en type film, der vil få mange nummer 1-stemmer, men i sidste ende er det konsensus-orienterede film, der vinder hovedprisen for bedste film, og det kan man ikke just sige, at Inarritus fabel er.
I den forbindelse kan det være et problem, at filmen er godt og vel renset for genuint sympatiske karakterer. Der er ikke nogen ’at holde med’, og akademiet har det traditionelt svært med følelsesmæssigt distancerede film, som ofte bliver regnet for stiløvelser. Desuden afslører dens Golden Globe-succes ikke den fulde sandhed om dens styrke i Oscarsammenhæng, for i Globe-regi var den placeret i det mindre prestige- og konkurrencetunge ’komedie/musical’-felt.
1. Så godt som nomineringssikker: ’Boyhood’
For:
’Boyhood’ er årets ubestridte kritikerdarling (med den utrolige score 100 ud af 100 på Metacritic) og vandt også hovedprisen for bedste film og instruktion (samt kvindelige birolle til Patricia Arquette) ved den vigtigste kritikergruppes, New York-kritikernes, prisuddeling først i december. Siden fulgte den op ved også at vinde hos den næstmest vigtige gruppe, Los Angeles.
Richard Linklaters film har en fantastisk Oscarfortælling at falde tilbage på: Den blev lavet over en periode på 12 år, hvor skuespillerne mødtes hvert år for at indspille nye scener. Et passionsprojekt ført ud i det ekstreme: Det vil akademiet utvivlsomt reagere meget positivt på. Richard Linklater er tilmed en af USA’s bedste, mest originale filmskabere, og da han aldrig har vundet en Oscar (endsige været nomineret som instruktør – ’kun’ som manuskriptforfatter), er tiden moden til den helt store anerkendelse.
SAG og Golden Globe fulgte trop med nomineringer for ensemble/bedste film og til Ethan Hawke og Arquette for bedste biroller. Herudover blev Linklater nomineret for både manuskript og instruktion.
Imod:
Filmen havde premiere allerede i juni måned, hvilket traditionelt set er et meget vanskeligt tidspunkt for enhver film med Oscarambitioner at ’åbne’ på, hvis de ønsker at gøre sig gældende mod de store premierefilm senere på året. Den indspillede forholdsvis beskedne 24 mio. dollars i USA, hvilket (formentlig) vil blive overgået af de fleste af dens direkte konkurrenter.
Er box office-indtaget ikke nogen stor ulempe for filmens Oscarforhåbninger, vil dens beskedne production design måske være det. En film med et så sølle budget ligner på overfladen ikke en Oscarvinder. Måske det i sidste ende (mere eller mindre bevidst) kan spille ind, når den afgørende stemme skal gives? Desuden kan filmen få det ’positive problem’, at alt for mange kritikerpriser vil få folk til at stoppe op og tænke: ’Er den virkelig så god!?’.
For eksempel var det i sidste ende tvivlsomt, om det var en fordel eller en ulempe for ’The Social Network’, at den støvsugede kritikerpriser op i 2010. I hvert fald reagerede Akademiet ved at gå i en anden retning og pege på crowdpleaseren ’The Kings’ Speech’. Der er et mætningspunkt for alle film, og ’Boyhood’ risikerer at ramme det før tid.
Og resten? Fire andre kandidater, der kan komme ind fra højre og nuppe en nominering:
’Interstellar’
’American Sniper’
’A Most Violent Year’
’Inherent Vice’
Læs også: De fem bedste Oscar-værter – og de værste
Læs også: Sådan er det gået de danske Oscar-kandidater