1. ’I’m Not There’
Todd Haynes’ Bob Dylan-portræt er blandt de mest ukonventionelle bud på genren i nyere tid, alene på grund af sin særegne form: Hele syv forskellige skuespillere inkarnerer den ikoniske musiker i løbet af filmen.
Det er muligvis set før, at centrale skuespillere skiftes ud undervejs i en biopic, hvis portrætterne strækker sig over mere end et enkelt årti. I ’I’m Not There’ er brugen af forskellige ansigter dog ikke tvunget af tiden, men et kreativt valg med henblik på at indfange Dylan i alle afskygninger. Det understreges af, at musikeren undervejs inkarneres af såvel en sort dreng som en kvinde.
Pointen om postmodernistisk identitetsforvirring giver mening med tanke på Dylans lyriske univers, og filmens enkelte segmenter formår på forbilledlig vis at belyse forskellige dele af den ikoniske musikers komplekse sind – selv om Cate Blanchett unægteligt skiller sig ud som stenet, androgyn rockstjerne.
Kan ses på Viaplay.
2. ’Bronson’
At Nicolas Winding Refns ’Bronson’ afviger fra klassisk opbyggede biopics med Oscar-hæder i sigtet, fremgår allerede i en kort beskrivelse af filmens plot: Den 19-årige Michael Peterson er træt af sin anonyme tilværelse og røver derfor et posthus. Han dømmes i første omgang til syv års fængsel, men 34 år senere sidder han fortsat bag tremmer med et ry som den voldeligste fange i britisk fængselshistorie.
I Refns biopic tiltager vanviddet scene for scene, og Peterson fortoner sig gradvist til fordel for alter-egoet Charles Bronson. Tilsat Tom Hardys frygtindgydende fysik skaber filmen en karakter, man for alt i verden ikke vil være i enerum med.
Refn styrer solidt uden om den biografiske films moraliseren og vier i stedet sit skarpe blik for særegne billedkompositioner til et kulørt og kolerisk univers. Den surrealistiske stil kombineret med Bronsons panser af ren og skær vanvid holder den tårevædede selverkendelse på afstand – og det er mildt sagt befriende.
Det bevirker dog samtidig, at ’Bronson’ er mere interessant i brudstykker end som helstøbt portræt. Til gengæld indeholder den adskillige mindeværdige momenter, ikke mindst scenen, hvor en række psykiatriske patienter dræber dansegulvet til lyden af Pet Shop Boys’ ’It’s a Sin’.
Kan ses på Netflix.
3. ’Chopper’
Andrew Dominik har blot instrueret tre spillefilm i sin 15-årige karriere, men alle har til gengæld været fremragende. I ’Killing Them Softly’ kommenterede han bidsk på det amerikanske antiklimaks efter ’Yes We Can’-bølgens kollaps, og i den gudesmukke ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ dykkede han ned i westernmytologien i et stilfærdigt studie af det vilde vestens legender.
I debutfilmen ’Chopper’ lader Dominik – ikke ulig Refn – sin protagonists psykiske forstyrrelser påvirke stilen i en sådan grad, at der sås tvivl om, hvor virkelige scenerne er. Som da Chopper gentagne gange stikkes i maven af sin nærmeste ven uden at fortrække så meget som en mine.
Slagsbroren Chopper har velsagtens filmhistoriens korteste lunte, og Eric Bana spiller ham med en intimiderende utilregnelighed. Paradoksalt nok tilfører Bana dog også et anstrøg af charme til massemorderen, og i sidste ende holder man af ham selv efter alskens vederstyggeligheder. Tag for eksempel hans patetiske undskyldning, efter han har plantet en kugle i panden på en mere eller mindre tilfældig gut. »You alright? Give us a look. I’m sorry mate!«
Hvor biopics til tider tenderer det forudsigelige, undlader ’Chopper’ konsekvent at tilfredsstille publikums forventninger i et fængende portræt af et voldeligt sind.
Kan ses på Netflix.
4. ’Howl’
Det lå i kortene, at beat-poeten Allen Ginsberg ikke skulle have en Oscar-venlig behandling. I forsøget på at indfange poetens lyrik byder ’Howl’ på både sort-hvide sekvenser og psykedeliske animationer, mens tågehovedet Franco yder ikonet stor respekt med en stærk præstation.
Samtidig foregår en stor del af filmen i retssalen, hvor Jon Hamm og David Strathairn vender Ginsbergs kultdigt ’Howl’ fra hver sin side af bordet. Diskussionen af kultværket, der med overvældende vildskab anklagede det brede samfund for at undertrykke kunsten, tilfører filmen et interessant historisk perspektiv.
Kan ses på Blockbuster.
5. ’Bernie’
Richard Linklater ligger lunt i svinget til at rydde Oscar-bordet med 12 års-projektet ’Boyhood’, men den filmiske kamæleon har gjort sig i andet end eksistentielle dannelseshistorier. I ’Bernie’ udfordrer han biopicens forskrifter og slører grænserne mellem dokumentar, mockumentary og dramatisering i fortællingen om Bernie Tiedes mord på en ældre enkekvinde.
Hvilken funktion blandingen af forskellige genrer tjener i forhold til portrættet af Bernie, er på sin vis underordnet. I stedet fungerer den tilsyneladende stilforvirring perfekt som led i filmens tilbagelænede tone, der fra start til slut holder en ironisk distance til de gravalvorlige hændelser.
Præsten Bernie (Jack Black) er god, som dagen er lang, men ender alligevel med at slagte alle tiders mest enerverende enkekvinde (Shirley McLaine) med et jagtgevær. Egentlig synes det kun rimeligt, at den gamle kælling får den yderste straf, men pacifistens pludselige voldseksplosion bringer ham naturligt nok i juridiske problemer.
I retssalen har Matthew McConaughey desuden et par gyldne stunder som advokat med cowboyhat og tyk texansk dialekt (hvad ellers?).
Kan ses på amerikansk Netflix.
6. ‘Confessions of a Dangerous Mind’
»I have written pop songs, I have been a television producer … In addition, I have murdered 33 human beings«.
Sådan præsenterer Sam Rockwells gådefulde tv-producer Chuck Barris sig selv i George Clooneys biopic ’Confessions of a Dangerous Mind’. Filmen er baseret på Barris’ selvbiografi af samme navn, hvor han påstår at have kombineret et liv i showbizz med en skyggetilværelse som kynisk lejemorder.
Charlie Kaufman – manden bag de kryptiske kulthit ’Adaptation’ og ’Being John Malkovich’ – har skrevet manuskriptet, mens de berømte og berygtede brødre Harvey og Bob Weinstein har produceret. Blandingen af kunstneriske og kommercielle interesser skinner da også tydeligt igennem i den færdige film: Fortællingen om manden, der kæmper sig op fra bunden og slutter sig til showbranchens elite blot for at ende i moralsk forfald, er velkendt i den biografiske genre, men Kaufman og Clooney lægger en dyne af surrealisme over de kulørte begivenheder.
Måske meget passende i en film om en kombineret showman og lejemorder.
Kan ses på amerikansk Netflix.
7. ’Ed Wood’
Hvor Burtons film til tider drukner i deres eget visuelle overdrev, viser instruktøren i ’Ed Wood’ sig fra en mere følsom side. Filmen om historiens vel nok ringeste instruktør, Edward D. Wood, afviger i og for sig ikke så betydeligt fra den klassiske biopic, men universet er trods alt så kulørt, at den fortjener en plads på listen.
Udover at fylde horrible sci-fi-film med forfejlede first takes ynder Ed Wood også at iklæde sig dametøj, så der er virkelig tale om en Burton’sk outsider. Trods den sociale og professionelle inkompetence er det umuligt ikke at elske Johnny Depps udgave af Ed Wood, alene for hans ukuelige gåpåmod og optimisme.
Burtons biopic er bedst i det amatøristiske galeshow på instruktørens filmsets, hvor blandt andre Bill Murray og Martin Landau brillerer i uforglemmelige roller.
Kan ses på Netflix.
8. ’127 Hours’
Danny Boyle er ganske enkelt tvunget til at nytænke biopic’en i sit portræt af Aron Ralston, manden, der sad fastspændt i en klippe i 127 timer, inden han indså, at det ikke var klippen, han skulle hugge i. Der er ikke mange, der kan transformere en så statisk lidelseshistorie til et pulserende portræt af et rastløst sind, men Boyles flair for audiovisuel dynamik gør ’127 timer’ til et paradoksalt klaustrofobisk sansebombardement.
Meget af æren må samtidig tilskrives James Franco, for spærres man inde i en grotte, er det en fordel at være i godt selskab. Som adrenalinjunkien Ralston rammer skuespilleren balancen mellem det kække og det sårbare, mens han håndterer det snigende sammenbrud uden at forfalde til sentimentalitet.
Kan ses på Blockbuster.
9. ’Waltz with Bashir’
De senere år har budt på en bølge af dokumentariske animationsfilm, der har udfordret dokumentarfilmens traditionelle objektivitetsideal. Udover at afskaffe sandhedsbegrebet i et forfriskende syn på virkeligheden giver animationsformatet i sagens natur rige muligheder for at dykke ned i karakterernes følelsesunivers.
Det understreger ’Waltz with Bashir’ med al ønskelig tænkelighed. I selvterapiens navn dykker den israelske filmskaber Ari Folman ned i Israels invasion af Libanon i 1982, en aktion, han selv deltog i. I en regulær forsvarsmekanisme har instruktøren slettet de gruopvækkende billeder fra hukommelsen, men drevet af ønsket om at uddrive sine dæmoner frem for at fortrænge dem forsøger han i ’Waltz with Bashir’ at genskabe det tabte. En betagende personlig rejse udvikler sig til et smerteligt dokument om Israels betændte og blodige fortid.
Filmens dialog består udelukkende af båndede optagelser af virkelige samtaler, hvilket giver filmen et mekanisk præg, men suppleret af de sanselige billeder fra den libanesiske krigszone, fremstår det kun naturligt. Og når filmen mod slutningen foretager en opsigtsvækkende stilistisk kovending, er effekten til at tage og føle på.
Kan ses på Youbio.
10. ‘Dykkerklokken og sommerfuglen’
Hvordan laver man en film om en mand, der kun kan bevæge det ene øjenlåg?
Multikunstneren Julian Schnabel besvarer spørgsmålet med bravur i ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ om moderedaktøren Jean-Dominique Bauby, der efter en blodprop rammes af det såkaldte locked-in-syndrom: Mens hans tanker forbliver krystalklare, svigter hans krop.
Sammen med Spielbergs hoffotograf Janusz Kaminski skaber Schnabel et rigt visuelt univers, der præcist kommenterer Baubys sindsstilstand, hvad enten han befinder sig i modelivets overhalingsbane eller fastlåst til en kørestol.
Det er først, da Bauby fængsles i sin egen krop, at hans fantasi bryder fri, og hans virkelighedsflugt gengives med utrolig idérigdom af Schnabel og Kaminski. En lige dele melankolsk og livsbekræftende film – mod alle odds.
Kan ses på amerikansk Netflix.
Læs også: Amazon nupper Nicolas Winding Refn-serie
Læs også: On demand – Det skal du streame i januar