Anmeldelse: Oscar-showet 2015

Anmeldelse: Oscar-showet 2015

Det er i sagens natur en stærkt subjektiv følelse, hvilken film man betragter som årets kronjuvel i Oscars ’bedste film’-felt. Og lidt på samme måde er det med ens oplevelse af den fire timer lange live-tv-transmission, som er den, der holder én gående under Oscar-natten, fordi de fleste priser er afgjort på forhånd.

Nogle vil græmmes over det, andre finder morsomt. Var det sjovt, pinligt eller bare lidt synd, da Lupita Nyong’o sagde »and the actor goes to…«, da hun skulle uddele prisen for bedste mandlige birolle? Var Tim McGraws abnormt bredskyggede hat under fremførelsen af Glen Campbells bidrag til bedste sang-kategorien en stilmæssig forbier eller et passende personligt statement? Ledte scenedesignet med store bronzerede tandhjul ikke tankerne hen på socialistisk-realistisk DDR-kunst? Var lyssætningen af åbningssekvensen, der henlagde de medvirkendes (Jack Black og Anna Kendrick) ansigter i skygger, en generende amatørfejl eller en bagatel uden betydning? Og sådan kunne man blive ved.

Oscar er altid en sær smeltedigel mellem det komiske og det rørende, det oprigtige og det (selv)ironiske, det velmenende og det hykleriske, det banale og det rammende, det morsomme og det tåkrummende, det traditionelle og det fornyende. Og sådan skal det også være. Der er ikke én rigtig måde at afvikle showet på, og hvis der er, er det endnu ikke lykkedes nogen at ramme den magiske formel.

Og da slet ikke i år, som var noget så kedsommeligt som en blød mellemvare.

Guderne skal vide, at det er en utaknemmelig tjans at være vært ved en Oscar-uddeling. Der er en grund til, at der er blevet skiftet ud på posten hvert år siden 1998, og nyeste skud på stammen, Neil Patrick Harris, der har gjort sig fortjent til jobbet ved sine værtsopgaver i både Emmy- og Tony-sammenhæng, formåede desværre ikke at løse et problem, der efterhånden synes at være indgroet i institutionen Oscar.

Læs også: Must see-highlights fra nattens Oscar-show 

Harris fik ellers lang snor. Hans blodfattige song-and-dance-åbning (med hilsner til alskens filmklassikere fra ’Singing in the Rain’ til ’North By Northwest’ over ’Fargo’ og ’Basic Instinct’ (!)) var trods gæstebesøg fra Black og Kendrick skuffende, og især kunne det undre, at man ikke så meget som forsøgte at bruge indklippene af værten selv i de store filmscener med komisk effekt. Her virkede det, som om man allerede på forhånd havde opgivet at give den sidste af fordums tids store værtslegender, Billy Crystal, kamp til stregen.

Men Harris fik til gengæld – ulig mange forgængere – muligheden for at opveje for den sløve start med tilpas mange præsentationsinterludier til, at han ikke tilnærmelsesvis forsvandt som en central del af showets afvikling, som aftenen skred frem. Han fik rent faktisk meget skærmtid.

Det var derfor også en skam, at Harris ikke brugte tiden bedre. Det var småt med jokes, der virkelig ramte målet eller overhovedet tog sigte efter noget eller nogen, selvom han kom fint fra start med bemærkningen om, at det var »the best and the whitest«, der var samlet i salen.

Men herefter kaldte Harris Oprah for »filthy rich«, hvilket næppe kan kaldes for sjovt, eftersom det jo er en simpel konstatering af fakta. Den obligatoriske Harvey Weinstein-som-ond-bagmand-joke var uinspireret, og det hjalp ikke, at Harris efterfulgte denne og alle sine øvrige jokes med et selvfedt smil som et tydeligt cue til publikum om at kvittere med bifald og latterudbrud – eller som en indikation af, at han godt vidste, at noget af materialet bare var under lavmålet. Som da han introducerede Reese Witherspoon med et ordspil på, at han ville spise hende »with a spoon«. Get it?

Læs også: De største what-the-fuck-øjeblikke ved årets Oscar-fest

Neil Patrick Harris’ stunt med at forvilde sig rundt backstage og på scenen kun iført hvide underbukser (som Michael Keaton i ’Birdman’) sad næsten i skabet, en godt udtænkt seance, der dog stadig ikke helt kunne måle sig med den tilsvarende ’Birdman’-parodi, Fred Armisen, Kristen Bell, Adam Scott og Bill Hader fremviste ved Independent Spirits Awards dagen før, også med en gæsteoptræden fra Teller. Harris’ aflevering af J.K. Simmons-mantraet fra ’Whiplash’ til en trommespillende Teller – »not my tempo!« – manglede den sidste, afgørende timing.

En tilbagevendende gag med en forseglet kuvert i en kuffert i en glasmontre med værtens egne forudsigelser til showet (en ’leg’, der involverede en sagesløs Octavia Spencer, der var sat til at holde øje med den) var bovlam undervejs, om end den da bestemt gav bedre mening til sidst, da ’forudsigelserne’ blev afsløret. De involverede blandt andet John Travoltas besynderlige ansigtsbefamling af Idina Menzel.

Enkelte jokes var naturligvis gode. Travoltas ’Adele Dazeem’-brøler fra sidste år blev adresseret, da Harris fortalte salen, at ’Hollywoods bedste navn’, Benedict Cumberbatch, lød som noget, Travolta ville komme på, hvis han skulle præsentere Ben Affleck. En harmløs spøg, ja, men charmerende på en let drilagtig facon og en elegant måde at indflette hele tre stjerner i en og samme joke. Ellers var et af Harris’ fineste øjeblikke, da han for en gangs skyld improviserede ved at kommentere på en af kortdokumentarvindernes kjole – besmykket med et bizart sjal med store sorte kugler – med ordene: »It takes balls to wear that dress!«.

Men Harris var for glat til rigtig at lykkes i værtsrollen. Man fornemmede aldrig rigtig mennesket – eller den arbejdende komiske hjerne – inde bag facaden i den resterende del af showet. Vores tip er, at Harris ikke vender tilbage næste år.

Læs også: Birdman’ den store Oscar-vinder – se alle priserne

Oscar er et forudsigelighedens teater, og i årets udgave hjalp det ikke stort, at ikke så meget som en eneste presenter gjorde noget sjovt, tankevækkende eller overraskende.

Forudsigeligheden behøver dog ikke være et problem – den bliver bare for sjældent vendt til en styrke.

Den fast tilbagevendende In Memoriam-sekvens havde fået et anderledes grafisk udtryk i år, og det var forfriskende at høre Meryl Streep citere den amerikanske forfatter Joan Didion, men snart føltes forudsigeligheden atter tyngende, da Jennifer Hudson – for hvad der allerede føles som 117. gang i Oscar-regi – skulle skråle sig igennem en svulstig ballade til minde om de afdøde.

De musikalske indslag udgør mere end noget andet det showstopper-element, som mange ønsker sig af Oscar. Lady Gaga fik sunget/skreget sig effektivt igennem et medley fra 50-års-fødselaren ’The Sound of Music’ og blev lykønsket for sin bedrift af selveste Julie Andrews. Et rigtigt Oscar-øjeblik, der dog led lidt under, at det ikke er første gang, netop Andrews er blevet hyldet på lignende vis.

John Legend og Common fik taget til at løfte sig og modtog en stampende, stående ovation for deres fremførsel af ’Glory’ fra ’Selma’. Det var en flot hyldest til en fornem fremførelse, men bag den lurede naturligvis en fornemmelse for det hykleri, ovationen var udtryk for: Nemlig, at de selvsamme mennesker, der gerne vil vise solidaritet med sorte, når de er på tv, ikke i tilstrækkelig grad gad stemme på filmen, da de havde muligheden for det.

Læs også: De bedst og værst klædte på den røde løber

Oscar vækker følelser. Sådan skal det også være. Graham Moore forsøgte sig med en tale, der appellerede til følelserne, da han modtog prisen for bedste adapterede manuskript for ’The Imitation Game’. Han indgød alle teenagere om at bevare håbet, selv når det ser sortest ud. »Stay weird«, opfordrede han: »Stay different«.

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget bedre hans eget manuskript havde været, hvis han havde været sit eget credo tro! Nuvel, en meget sikker, konservativ og konventionel film om en ’mærkelig’ og ’anderledes’ mand er en Hollywood-basisopskrift på succes.

Måske var aftenens bedste tale i virkeligheden den, som en polsk outsider til Hollywood-maskineriet holdt. Nemlig Pawel Pawlikowski, manden bag vinderen for årets bedste fremmedsprogede film, ’Ida’. Han nægtede at lade musikken ’spille ham ud’ og afleverede en uhøjtidelig og humoristisk tale, hvor han titulerede Hollywood (eller var det eksklusivt The Dolby Theatre?) som »the epicentre of noise and entertainment«.

At selv Pawlikowski – tydeligvis i hjertet en modstander af Hollywood-cirkusset – alligevel lod sig rive med af øjeblikkets glamour, står som en passende tvetydig melding om en branche, der elsker at fejre sig selv, mens den fortsætter med at skabe lige dele larm og skønhed. Oscar-night er en lykkelig anledning til at lade larm være larm og fest være fest.

Læs også: Must see-highlights fra nattens Oscar-show 

Læs også: De største what-the-fuck-øjeblikke ved årets Oscar-fest

Oscar-showet. Søndag 22. februar 2015:. Den 87. udgave:
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af