Årets Berlinale har haft adskillige kendte instruktører i konkurrence, men hverken Terrence Malicks navlepillende associationsleg ‘Knight of Cups’, Werner Herzogs uventet konventionelle biografiske drama ‘Queen of the Desert’, Isabel Coixets lidt sløve åbningsfilm ‘Nobody Wants the Night’ eller Peter Greenaways vanligt idiosynkratiske ‘Eisenstein in Guanajuato’ løb af med nogle af statuetterne, der blev uddelt lørdag aften.
Festivalens hovedpris, Guldbjørnen, gik nemlig til Jafar Panahis ‘Taxi’. Den iranske instruktør, der i 2000 vandt en Guldløve i Venedig for ‘Cirklen’, blev i 2010 anholdt i sit hjemland, hvor han blev sat i husarrest og fik forbud mod at fortsætte sin filmkarriere. I 2011 smuglede han ‘This Is Not a Film’ til Cannes, og sidste år modtog han en Sølvbjørn i Berlin for det delvist selvbiografiske drama ‘Closed Curtain’.
I årets Guldbjørn-vinder, ‘Taxi’, spiller han igen sig selv. Filmen foregår i Irans gader (med Panahi som taxichauffør og skuespillere som hans passagerer) i løbet af én enkelt dag, og instruktøren behandler gennem en række optrin kærligt og muntert samfundsforholdene i Iran, inklusive myndighedernes strenge filmcensur.
Tom Courtenay og Charlotte Ramplings stærke præstationer i Andrew Haighs ’45 Years’ blev fuldt fortjent belønnet med sølvbjørne for bedste skuespil, og sølvbjørnen for bedste instruktion blev delt imellem Radu Jude for ‘Aférim’, en Balkan-western i sort-hvid, og polske Malgorzata Szumowska for ‘Body’, et tragikomisk drama om at finde mening med livet og døden.
Der blev uddelt yderligere fem Sølvbjørne: Grand Jury-prisen gik til chilenske Pablo Larrains ‘The Club’, og en anden af konkurrenceprogrammets bedst anmeldte film, dokumentaren ‘The Pearl Button’, blev anerkendt for sit manuskript.
‘Ixcanul’ fra Guatemala og Frankrig vandt for dens nye perspektiver, og henholdsvis det tyske drama ‘Victoria’ (140 minutter i ét take – flere danske kræfter har arbejdet på filmen) og den symbolske, russisk-ukrainsk-polske ‘Under Electric Clouds’ fik priser for kameraføring.
Læs også: Højdepunkterne fra Berlin-festivalen – del 2
Læs også: Højdepunkterne fra Berlin-festivalen – del 1