Med 148 filmkrediteringer til sit navn er det på tide, at alle lærer navnet JK Simmons at kende. Den 60-årige skuespiller er en sand birollernes mester, der har sat sit præg på et væld af nyere komediedramaer.
Han er nem at genkende. I de oftest humoristiske og autoritære roller imponerer han altid med bredt smil, blottet isse og sjove one-liners i de få scener, han bliver tildelt. På søndag modtager han nu med al sandsynlighed en Oscar i selv samme supportende fag for sin rolle i ‘Whiplash’. Så hvis man ikke skulle hylde hans bedste roller nu – hvornår så?
5. ‘Burn After Reading’ (2008) – CIA-chef
Med en fin komisk timing og en beundringsværdig naturlighed mestrer J.K. Simmons de sjove one-liners til fulde. Hans lækre repliklevering har da også givet ham stemmeopgaver til både tv, spil og animationsfilm. Han har blandt andet siden slutningen af 1990’erne lagt stemme til den gule M&M i de populære slik-reklamer. En rolle, han overtog fra John Goodman.
Coen-brødrene har også gjort brug at JK Simmons’ talenter. Deres fremragende manuskripter med skæve karakterer og morsomme replikker har vist sig at være et perfekt match med skuespillerens spidskompetencer. Samarbejdet blev først prøvet af i den noget skuffende genindspilning af ’The Ladykillers’. Det var dog især med spionkomedien ’Burn After Reading’, at J.K. Simmons gjorde det klart, at han kunne levere ægte Coen-magi.
Her spiller han en ansvarsundvigende CIA-chef, der sammen med en fortvivlet medarbejder står for filmhistoriens sjoveste CIA-briefing. I filmens sidste scene hamrer han satiren på efterretningsagenturet i hus med denne prisværdige reaktion på handlingsforløbets absurde udvikling: »Jesus what a clusterfuck!«
4. ’Spider-Man’ (2002) – J. Jonah Jameson
Før ’Whiplash’ kendte de fleste J.K. Simmons fra sin signaturrolle som den kompromisløse tabloid-redaktør J. Jonah Jameson i Sam Raimis ’Spider-Man’. Jameson er et mareridt for enhver freelance-journalist, når han skiftevis underbetaler og fyrer avisens tilknyttede fotografer og andre håbefulde aspiranter. Simmons giver ordrer og tilsvininger i samme tempo som et maskingevær på overarbejde, og det er svært at forestille sig Jameson-figuren uden skuespillerens tydelige mimik.
Med stor cigar i mundvigen ejer J.K. Simmons denne tegneseriekarikatur i sådan en grad, at han var største og måske eneste humoristiske lyspunkt i filmens to efterfølgere. Ligeledes savnede man ham også gevaldigt i rebooten ’The Amazing Spider-Man’, og der gik sidste år rygter om, at han ville, burde og måske skulle være en del af Edderkoppens eventyr igen i fremtiden – altså som den eneste genganger fra Sam Raimis versioner. For hvem ville kunne afløse ham i denne rolle i den nye franchise? Ingen.
3. ’Juno’ (2007) – Mac MacGuff
J.K. Simmons bliver kaldt ’Kim’ af sine gode venner (JK er forkortelser for Jonathan Kimble.) Og en af hans bedste venner er instruktøren Jason Reitman, som skuespilleren har takket i samtlige sine takketaler op til Oscar-showet. J.K. Simmons har spillet med i samtlige Jason Reitmans film, hvilket blandt andet har ført til nogle udmærkede birollepræstationer i ’Up in the Air’ og ’Thank You for Smoking’. Foruden at gøre brug af skuespillerens humoristiske timing, så udfordrer Jason Reitmans film også skuespilleren til at vise en smule mere seriøsitet og en del flere følelser.
Det bliver især klart med det romantiske komediedrama ’Juno’, hvor JK Simmons spiller den forstående og meget sympatiske far til Ellen Pages gravide teenagepige. I selv samme dialog kan han det ene øjeblik få os til at grine og dernæst snøfte med den efterfølgende replik. Det er en svær balance mellem komedie og drama, der passer perfekt til stemningerne i Jason Reitmans film. Man fornemmer dog næsten stadig, at de to herrer stadig har deres bedste samarbejde til gode.
2. ’Oz’ (1997-2003) – Vern Schillinger
’Oz’ var den første timelange dramaserie fra HBO og muligvis også en af de mest undervurderede. Her fik J.K. Simmons sin gennembrudsrolle som Oz-fængslets nazistiske leder Vernon Schillinger, der har mere magt end mange af fængslets ansatte. Vi oplever allerede her noget af den skurkagtige ondskab og brutalitet, som senere skulle kendetegne hans præstation i ’Whiplash’.
Over 56 episoder følger vi dette racistiske og homofobiske væsen, der ikke er bleg for en voldtægt eller et mord på en af fængslets øvrige indsatte. Og selvom vi under størstedelen af de seks sæsoner væmmes ved Vern Schillinger, så formår J.K. Simmons samtidig at skildre en fascinerende karakter, der indimellem også får vores sympati. En meget nuanceret præstation af den dygtige skuespiller, der er én af mange gode grunde til at se ’Oz’.
1. ’Whiplash’ (2014) – Terence Fletcher
Der er ingen vej udenom. Ingen af skuespillerens øvrige præstationer kommer i nærheden af rollen som den terroriserende og ambitiøse underviser og dirigent Terence Fletcher i jazzthrilleren ’Whiplash’. Hvor han i ’Spider-Man’ gjorde det klart, at han kunne mestre karikaturen, så viser han med denne præstation, at han i lige så høj grad er exceptionelt dygtig til at illustrere en nuanceret karakter, der konstant får publikum i tvivl om, hvorvidt han i virkeligheden er ondskabsfuld eller blot vanvittig ambitiøs.
Det ene øjeblik er han afdæmpet og sympatisk, og det næste øjeblik smider han instrumenter og lussinger igennem lokalet. Selv i ellers sikker afstand i biografen bliver man chokeret over de pludselige adfærdsskift. J.K. Simmons har med Terence Fletcher leveret en uforglemmelig karakter til filmhistorien, der på alle måder fortjener den gyldne Oscar-statuette på søndag.
Læs også: Vores eksperters bud på vinderchancerne til bedste mandlige birolle
Læs hele vores omfattende Oscar-dækning HER.
Lyt til særudgave af Soundvenue Filmcast: Oscar-diskussion med høj nørdefaktor