1. Sean Penns mexicaner-kommentar
Anklagen:
Før Sean Penn annoncerede på scenen, at Alejandro González Iñárritu vandt aftenens hovedpris, bedste film, for ’Birdman’, udbrød han: »Who gave this son of a bitch his green card?!«.
Det fik en række folk, ikke mindst på Twitter, til at fare i flint: Kommentaren var nedladende mod mexicanske immigranter i USA og underbyggede en diskurs om, at mexicanere tager amerikanernes jobs og muligheder. En overskrift på The Huffington Post, der behandlede Twitter-vreden, lød: »Sean Penns green card-kommentar har måske ødelagt hele Oscar-showet«.
Vores take:
Sean Penn er vidt og bredt kendt som en af de mest aktivistisk venstreorienterede skuespillere i Hollywood, hvorfor han virker som et helt forkert mål for skinhellig forargelse.
Penn spillede en af hovedrollerne i Iñárritus ’21 Grams’, og de er således gamle venner. Iñárritu har selv udtalt, at han fandt bemærkningen hylemorsom, og at det reflekterer den humor, der altid er mellem de to. Erin Keane skrev på mediet Salon, at private jokes, der er på grænsen af god smag, ikke hører hjemme på den store scene.
Men helt ærligt: Hvis det er den politisk korrekte linje, så kan vi vist lige så godt stryge alle tiltag til grin under Oscar-showet én gang for alle.
Gør man sig rigtigt umage, vil man da måske også kunne øjne en vis ironi i udsagnet, eftersom vinderen af verdens største filmpris jo ikke ligefrem er en stakkels indvandrer – og at Iñárritu, hvis ikke før, så nu er en af de mest respekterede og eftertragtede instruktører i Hollywood.
Iñárritu fortsatte da også selv den satiriske linje, da han tog mod prisen. Med henvisning til, at en mexicaner ligeledes vandt sidste års bedste instruktør-pris (Alfonso Cuarón for ’Gravity’) sagde han: »Måske vil regeringen næste år påtvinge akademiet nogle immigrationsregler. To mexicanere i træk – det er da mistænkeligt«.
Derefter rettede instruktøren i en mere alvorlig tone opmærksomheden mod samfundsproblemerne i Mexico, og i stedet for at hidse sig op over en uskyldig, kærligt ment bemærkning kunne man jo glæde sig over, hvordan Iñárritu brugte sin platform til at kaste lys over en vigtig problemstilling.
2. Patricia Arquettes feministiske opråb
Anklagen:
Bedste birolle-vinder Patricia Arquettes opråb for ligeløn mellem mænd og kvinder fik Meryl Streep og Jennifer Lopez til at hvine af lykke. Men ikke alle var lige begejstrede. På Fox News bemærkede Stacy Dash, at der har eksisteret en ligelønslov i USA siden 1963, et argument, der er så tyndbenet, at det ikke er værd at bruge mere tid på. Hos The New Republic bemærkede Elizabeth Stoker Bruenig i en længere svada, at Arquettes tak til alle mødre bekræftede et reaktionært verdensbillede, hvor kvinder først og fremmest er hjemmegående støtter for deres mænd.
De alvorlige problemer opstod dog først, da Patricia Arquette i en backstage-session med journalister efter talen uddybede sine holdninger og sagde: »Det er tid for alle kvinder i USA, og alle mænd der elsker kvinder, og alle homoseksuelle og alle farvede, som vi alle sammen har kæmpet for, at kæmpe for os nu«.
Det medførte en storm af kritik – heldigvis også flere med humoristisk anstrøg: Twitter-brugeren Saeed Jones skrev således: »Patricia Arquette burde mødes med castet fra ’Orange Is the New Black’ og belære dem om, hvordan homoseksuelle og farvede folk ikke er feministiske nok«.
Vores take:
Indrømmet: Arquettes backstage-kommentar kunne godt have været mere elegant formuleret: Man kan jo faktisk godt være både kvinde, homoseksuel og sort.
Men stormangrebet virker helt fejlplaceret. Her har vi en prominent Oscar-vinder, som endelig bruger sin taletid til at kommunikere et fornuftigt politisk budskab i stedet for bare at takke sin makeupartist og hundelufter. De pertentlige analyser af hver en detalje virker som unødig nitpicking, for selvfølgelig er det vigtigt, at vi ikke bare sluger de velmenende budskaber ukritisk, men man tør slet ikke tænke på, hvad det gør ved andre skuespilleres lyst til at deltage i den politiske debat, når de ser, hvordan en intelligent, erfaren og velreflekteret kvinde som Patricia Arquette får sit opråb lige tilbage i hovedet.
Alle taler og budskaber kan twistes og tolkes til døde, men man kunne også bare tage Arquettes tale for, hvad den var ment som: Et spark i kuglerne til en verden, hvor mænd generelt tjener mere end kvinder for det samme stykke arbejde.
Arquette har selv svaret på kritikken på Twitter og fremført, at hun længe har støttet LGBT-rettigheder, og at kampen for ligeløn er en kamp, der involverer alle kvinder.
3. Neil Patrick Harris’ Edward Snowden-joke
Anklagen:
Laura Poitras ’Citizenfour’ om Edward Snowden vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm. Snowden har som bekendt fast adresse i Rusland og vil efter alt at dømme blive anklaget for landsforræderi, hvis han vender tilbage til USA. Og med ét af hans mere eller mindre vellykkede ordspil bemærkede vært Neil Patrick Harris, at Snowden ikke kunne være til stede under showet »for some treason«.
Glenn Greenwald, en af journalisterne, der hjalp Snowden med sit læk, og som spiller en væsentlig rolle i ’Citizenfour’, udtalte, at han tog bemærkningen som en joke, men at han alligevel fandt den »pretty pitiful«. At smide den slags efter en mand, som ikke er anklaget for noget, er dumt og uansvarligt, tilføjede han. Også på Twitter anklagede kritikere joken for at være dårlig smag.
Vores take:
Det burde være unødigt at skulle slå fast, men der er forskel på at lave en joke om noget og at mene det inderligt. Man kunne lige så godt se Neil Patrick Harris pun som en indforstået kommentar til, hvordan den amerikanske magtelite anskuer Snowdens læk. Og i hvert fald skal man være mere end almindeligt hårdnakket, hvis man mener, at Patrick Harris dermed selv har den holdning, at Snowden har begået landsforræderi.
Snowden har selv udtalt på Reddit, at han grinede af joken, og i stedet kunne man jo glæde sig over, at instruktør Laura Poitras benyttede sin takketale til at hylde journalister og whistleblowers, der afslører sandheden.
4. ’The Imitation Game’-forfatters hyldest til de anderledes
Anklagen:
Graham Moore vandt let overraskende en pris for bedste adapterede manuskript for sit arbejde på ’The Imitation Game’ om det homoseksuelle matematiske geni Alan Turing. Moore leverede en rørende tale, hvor han fortalte, at han som 16-årig havde prøvet at begå selvmord, fordi han havde følt sig anderledes og udenfor. Men se hvor han stod nu, bemærkede han og håbede, at det kunne tjene som inspiration for unge, som føler sig anderledes. »Stay weird«, lød budskabet.
Talen fik ros fra mange kanter, men nogle mente, at Moore skabte en uheldig parallel mellem at være mærkelig og at være homoseksuel.
»Dem, der udtrykker ubekvemhed med talen, tager ikke fejl i at påpege det forkerte i Grahams antydede sammenligning mellem oplevelsen af at være homoseksuel og almindelig teenage-utilfredshed«, skrev J. Bryan Lowder i en klumme på Slate.
Vores take:
J. Bryan Lowder har blik for, at Graham Moore nok ikke mente det så slemt, og fred være med det. Men som med Patricia Arquette virker det som en lovlig aggressiv fordrejning af mandens ord og budskaber. For det første er Moore ifølge ham selv ikke homoseksuel, og der er ikke noget i hans tale, der antyder, at den handler specifikt om homoseksualitet, hvilket altså er en tolkning, der må stå for kritikernes egen regning. Snarere handler den netop bare generelt om at føle sig anderledes.
Men hvis vi nu siger, at talen faktisk – med reference til historien om Alan Turing, der blev forfulgt i England på grund af sin seksualitet – handler om at være homoseksuel, så betoner Moore jo følelsen af at være anderledes og mærkelig. Han siger ikke, at man er mærkelig.
Moores tale var rørende, fordi den talte til unge mennesker, som ikke føler, de passer ind – han tilbød dem et glimt af håb om, at fremtiden er lys. At vende det velmenende budskab mod ham virker som et tåbeligt projekt.
Læs også: De største what-the-fuck-øjeblikke fra Oscar-showet
Læs også: Vores anmeldelse af årets Oscar
Læs også: De største highlights fra Oscar-festen