1. ’The Maltese Falcon’ (1941)
Film noir-genren starter her. Og John Hustons filmatisering af Dashiell Hammetts indflydelsesrige roman med Humphrey Bogart som den hårdkogte Sam Spade, der bliver blandet ind i en dødsensfarlig kamp om en sagnomspunden, uvurderlig statuette, er og bliver en af de allerbedste noirs nogensinde.
De fleste konventioner var allerede på plads: Privatdetektiven med sit helt eget moralkodeks i en bundkorrupt verden. Den forførende og bedrageriske femme fatale. Og så selvfølgelig den helt særlige barske og ligeglade attitude fra hele det fantastiske ensemble, der inkluderer en gemytlig Sydney Greenstreet og den uforlignelige Peter Lorre.
Huston instruerede også ‘The Asphalt Jungle’ fra 1950, der sammen med Stanley Kubricks ‘The Killing’ fra 1956 står som den definitive heist-noir. Og så spiller han med i Roman Polanskis suveræne neo-noir-mesterværk ‘Chinatown’ fra 1974.
2. ’Double Indemnity’ (1944)
Billy Wilders uomgængelige krimi, hvor forsikringsmanden Walter (Fred MacMurray) myrder en kvindes mand for hende, er på alle måder indbegrebet af film noir: Fordi Barbara Stanwycks femme fatale er så skruppelløs, fordi dialogerne er forbilledligt kække, og fordi rammefortællingens desillusionerede voice-over fornemt formidler temaet om det skæbnesvangert uafvendelige: »Suddenly it came over me that everything would go wrong … I couldn’t hear my own footsteps. It was the walk of a dead man«.
Edward G. Robinsons birollepræstation som Walters chef stjæler rampelyset og bringer en patos til filmen, der forhindrer den kolde grundtone i at tage helt over, og man nærer et spinkelt håb om, at hans agtelse for kollegaen er berettiget. Samt for at Phyllis, trods sine kolde kalkuler, besidder ægte kærlighed for Walter.
Manuskriptet til ‘Double Indemnity’, baseret på James M. Cains roman, skrev Wilder selv sammen med en af den hårdkogte krimigenres allerstørste skikkelser, Raymond Chandler, der indgik et nært og udbytterigt samarbejde med instruktøren – helt modsat hans samarbejde med Hitchcock om filmatiseringen af Patricia Highsmiths ‘Strangers on a Train’.
3. ’Laura’ (1944)
Otto Premingers originale fortælling om Dana Andrews’ politimand Mark McPherson, der efterforsker et mord og falder for den afdøde Laura (Gene Tierney), er et mysterium af højeste karat, der for så vidt ligger lige så tæt på den britiske whodunit-tradition som på film noir-genrens hårdkogthed. Men sagen er mere speget end som så, og snart kommer mørke hemmeligheder og løgne for dagen.
McPherson mistænker ingen – og samtidig alle! – i det stærkt underholdende persongalleri (med Vincent Price og Clifton Webb i absolut topform), og denne for genren karakteristiske mistillid er særdeles velbegrundet.
Både Premingers ‘Fallen Angel’ fra 1945 og ‘Angel Face’ fra 1952 er også førsteklasses-noir, men instruktørens næstbedste er den ofte oversete ‘Where the Sidewalk Ends’ fra 1950, hvor en betjent (Andrews igen) prøver at dække over, at han er kommet til at slå en mand ihjel.
4. ’The Big Sleep’ (1946)
Også Humphrey Bogarts Philip Marlowe gør en dyd ud af ikke at stole på nogen. Den fattede privatdetektiv gebærder sig behændigt i et sammensat miljø, hvor han formår at håndtere både overklasseklienter og underverdenens udskud, altid med kølig distance. Filmens forviklinger, centreret omkring rigmanden Sternwood og hans to døtre (den ene spillet af Lauren Bacall), er ubehjælpeligt snirklede, og Marlowes taktik synes at bestå i at kontakte alle de involverede og provokere dem tilstrækkeligt til, at de tilstår eller begår flere mord.
I noir-verdenen er ligegyldighed det smarteste forsvar, og Marlowes replikker er derfor lige så knivskarpe, som Bogarts attitude er cool: »I don’t mind if you don’t like my manners, I don’t like them myself. They are pretty bad. I grieve over them on long winter evenings«.
Howard Hawks (‘His Girl Friday’, ‘Rio Bravo’) instruerede, og til at bearbejde Chandlers roman hyrede han forfatterne William Faulkner og Leigh Brackett. Sidstnævnte skrev sidenhen manuskriptet til Robert Altmans genredekonstruerende neo-noir-perle fra 1973 med Elliott Gould som Marlowe, ‘The Long Goodbye’. Både ’The Big Sleep’ og ’The Long Goodbye’ er med deres kryptiske plots markante forbilleder for ’Inherent Vice’.
5. ’The Killers’ (1946)
Robert Siodmak var en af periodens helt store mestrer, og selv om ‘Cry of the City’ fra 1948, der byder på noirstilens lange skygger og stærkt skuespil fra Richard Conte, måske nok er instruktørens bedste, så er ‘The Killers’ den mest ikoniske af de to, fordi de dystre, eksistentialistiske temaer fra Ernest Hemingways novelle matcher det pessimistiske noir-verdenssyn.
Inden en række flashbacks prøver vi at forstå, hvorfor hovedpersonen The Swede, der ser sig selv som et offer for tilfældige, meningsløse omstændigheder, er så opgivende og fast besluttet på ikke at flygte fra to mordere, der er ubehageligt truende i filmens suspensefulde åbningsscene, der er løftet direkte fra novellen.
Rollen som The Swede var Burt Lancasters debut som skuespiller, og som sædvanlig skyldes karakterens penible situation en kvinde – denne gang i form af smukke Ava Gardner.
6. ’The Postman Always Rings Twice’ (1946)
»Someday fate, or some mysterious force, can put the finger on you or me for no reason at all.«
Sådan lød det i b-films-noiren ‘Detour’. Og også Tay Garnetts ‘The Postman Always Rings Twice’ arbejder med spørgsmål om fri vilje og metafysiske begreber som karma og det fatalistisk skæbnebestemte.
Plottet fra James M. Cains roman, der forinden var blevet filmatiseret i både Frankrig og Italien, minder en hel del om ‘Double Indemnity’: John Garfields Frank møder den attraktive, men grådige blondine Cora, der overbeviser ham om, at de skal dræbe hendes mand – men de kommer til at døje med konsekvenserne.
I 1981 udkom en langt mindre vellykket version med Jack Nicholson og Jessica Lange. Se hellere et andet højst seværdigt Cain-baseret noir-melodrama, ‘Mildred Pierce’ fra 1945 med Joan Crawford.
7. ’Gun Crazy’ (1950)
Joseph H. Lewis’ billigt producerede noir om et skydegalt par var på mange måder prototypen for Arthur Penns ‘Bonnie and Clyde’ – og samtidig et pragteksempel på, at begrænsede midler ofte medførte autenticitet, da det kostede mindre at optage on location.
Filmen er trods det lave budget teknisk overlegen. I en berømt sekvens, optaget i ét meget langt kameraskud, røver John Dall og Peggy Cummins en bank. Vel og mærke uden at filmholdet på forhånd have gjort nogen af de omkringstående opmærksomme på, at de bare var skuespillere!
Generelt var noir-instruktørerne tit meget kreative. Interessante film noir-eksperimenter inkluderer Siodmaks ‘The Dark Mirror’ fra 1946, hvor Olivia de Havilland spiller tvillingesøstre, der ofte optræder i samme frame, og Robert Montgomerys ‘Lady in the Lake’ fra 1947, der er optaget udelukkende fra Philip Marlowes synsvinkel.
8. ’The Big Heat’ (1953)
‘The Woman in the Window’ og ‘Scarlet Street’ fra 1944 og 1945, begge med Edward G. Robinson i hovedrollen, er noirs fra øverste skuffe, men Fritz Lang (‘M’) overgik sig selv med den brutale og genrebevidste ‘The Big Heat’.
Da et forbrydersyndikat myrder en politimands (Glenn Ford) kone, bobler han over af vrede og sværger at gøre en ende ikke kun på byens korruption, men også på sine nye dødsfjender.
Fritz Langs film rammer noir-bølgens masochisme på kornet. Man vil for eksempel sent glemme en modbydeligt sadistisk Lee Marvin vansire stakkels Gloria Grahames ansigt med skoldhed kaffe.
9. ’Kiss Me Deadly’ (1955)
Den voldelige og mandschauvinistiske privatdetektiv Mike Hammer (Ralph Meeker) er en logisk ’forædling’ af Spade og Marlowes mest ucharmerende karaktertræk, og fordi censuren var slækket betydeligt siden starten af 40’erne, kunne man skrue op for den slibrighed, man førhen havde måttet nøjes med at antyde.
Hvor trashy og camp Mickey Spillanes historie end måtte synes, så har den dog trods alt noget på hjerte: nemlig frygten, der dengang herskede for atomkrig – symboliseret af en udefineret, lysende McGuffin (som Tarantino refererede til i ‘Pulp Fiction’). En anden effektiv, tematisk brug af den utrygge stemning, der kendetegner film noir, finder man i Samuel Fullers antikommunistiske ‘Pickup on South Street’ fra 1953.
Robert Aldrichs kultklassiker markerer enden på de klassiske noirs. Der findes dog vigtige efternølere som Orson Welles’ ‘Touch of Evil’ fra 1958 og Allen Barons sammensmeltning af film noir og karakterstudie, ‘Blast of Silence’ fra 1961.
10. ’Sweet Smell of Success’ (1957)
»I love this dirty town,« bekendtgør Burt Lancasters indflydelsesrige, magtliderlige og direkte ondskabsfulde klummeredaktør J.J. Hunsecker, der i Alexander Mackendricks skarpe, kyniske og (i denne skribents øjne) ultimative noir dagligt tryner Tony Curtis’ underdanige, men forræderiske kamæleon Sidney Falco.
De uforglemmeligt amoralske karakterer, den stramme dramaturgi, der – i trit med filmens jazz-score – aldrig misser et beat og James Wong Howes formidable cinematografi, der dyrker chiaroscurostilens høje kontraster, gør New York City til en fremmedgørende jungle, hvor kun de integritetsløse klarer sig, og de allermest svinske når til tops.
Kan man slet ikke få nok noirs, så hermed en håndfuld bonusanbefalinger på falderebet:
Nyere neo-noirs: ‘L.A. Confidential’ fra 1997 og ‘Brick’ fra 2005
Favorit-femme fatale: Rita Hayworth i ‘Gilda’ fra 1946 og ‘The Lady from Shanghai’ fra 1947
Dygtigste lyssætter: John Alton (‘T-Men’, ‘Raw Deal’ og ‘The Big Combo’), om hvem Paul Schrader har skrevet: »Måske noir-filmenes største mester… kunne lave lyset om på Times Square ved middagstid, hvis det var nødvendigt«.
Læs også: Det skal du se i biografen i februar
Læs også: David Fincher arbejder på noir-krimiserie for HBO
Læs også: Oplev Joaquin Phoenix i ‘Inherent Vice’