Listen over fortjente Oscar-vindere i skuespillerkategorierne er uendelig lang. Heldigvis. Men her har vi slået ned på et udvalg af 10 præstationer, der repræsenterer alle fire kategorier – primært med fokus på nyere præstationer, som de fleste af os har et forhold til, men mikset sammen med et par absolut uomgængelige, klassiske Oscar-vinder-roller, der peger lidt længere tilbage i tiden.
Listen skal ikke forstås som en definitiv liste over de 10 største Oscar-vinder-præstationer, men snarere som et åbent oplæg til diskussion og som en anerkendelse af, at akademiet heldigvis ofte rammer plet. Kom endelig med dine egne bud i kommentarsporet!
10. Dianne Wiest, ’Hannah and Her Sisters’ (bedste kvindelige birolle, 1986)
For nylig viderebragte medierne historien om, at Wiest (nu 66 år) må flytte fra sin penthouselejlighed i New York, fordi hun ikke har råd til at leve i den længere. Så småt er det blevet med rollerne for den dobbelte Oscar-vinder, der især er kendt fra Woody Allens film (hun vandt også sin karrieres anden Oscar for en birolle i en Allen-film: ’Bullets Over Broadway’, 1994). At Wiest har svært ved at skaffe brød på bordet, understreger om noget manglen på gode roller til kvinder over 50, der ikke lige hedder Meryl Streep eller Helen Mirren. Sørgeligt.
Nå. Wiest er fantastisk i ’Hannah and Her Sisters’: Fragil, nervøs, sødmefuld, selvdestruktiv, men også håbefuld trods den megen modgang, hun oplever. På mange måder er hun et spejl for Allens karakter i filmen. Hvilket i så fald kan forklare, at Holly er det måske mest nænsomme, naturtro og rørende kvindeportræt i nogen Allen-film overhovedet.
9. Frances McDormand, ’Fargo’ (bedste kvindelige hovedrolle, 1996)
Frances McDormand har for nylig taget prissæsonen i stiv arm med sin meget roste præstation i HBO’s tv-miniserie ’Olive Kitteridge’, hvor hun spiller den stoisk nedtrykte titelfigur med indeklemt fyndighed.
For 19 år siden vandt hun en atypisk Oscar for en atypisk Oscar-kvinderolle i en atypisk Oscar-film, brødrene Coens ’Fargo’, der desværre tabte hovedprisen for bedste film til krigsmelodramaet ’The English Patient’. McDormands figur – den gravide politibetjent Marge Gunderson – er en pragtfuldt skrevet og spillet figur, der går imod alle gængse standarder for glamourøse kvinderoller. McDormand er lige dele sjov, kæk, naturlig og rørende.
På en måde minder rollen om Tommy Lee Jones’ sherif i den mindst lige så nihilistiske ’No Country For Old Men’ fra 2007. Gunderson er bare en mere interessant og iøjnefaldende figur, men inkarnerer de samme dyder: Som en forsvarer af værdier, der er hendøende i en fragmenteret, fremmedgjort moderne verden. Hun er hjertet og det moralske kompas i ’Fargo’.
8. Javier Bardem, ’No Country For Old Men’ (bedste mandlige birolle, 2007)
Og nu vi har fat i ’No Country For Old Men’… Bardems Anton Chigurh er en kreation for the ages: Hans portræt af den psykopatiske lejemorder er en af Coen-brødrenes mest isnende og uforglemmelige karakterer. Alene hans pagehårsfrisure er en genistreg og et eksempel på, at det lattervækkende kan være modbydeligt uhyggeligt, hvis det bruges på den helt rigtige måde.
I de forkerte hænder kunne Chigurh være blevet en karikatur, et fortegnet skræmmebillede fra fantasiens overdrev, men det er Bardems stillestående intensitet, der gør hele forskellen. De små henkastede smil og sideblikke, og ikke mindst det løftede øjenbryn, får det til at løbe koldt ned af tilskuerens ryg – selv ved 17. gensyn. Det er uhyggeligt, men frydefuldt og delikat. Og – utroligt nok – samtidig underspillet.
Bardem forsøgte at kopiere lidt af Chigurh-magien som superskurken i ’Skyfall’, og selvom den homoerotiske undertone i kattens leg med musen (der i dette tilfælde var James Bond) var en kærkommen detalje, så kan man bare ikke kopiere Chigurh.
7. Kevin Kline, ’A Fish Called Wanda’ (bedste mandlige birolle, 1988)
En af Akademiets kardinalsynder er, at det rutinemæssigt ignorerer komiske roller: Tænk bare på Ralph Fiennes’ præstation i ’The Grand Budapest Hotel’, der er skammeligt overset i år, eller på, hvor skørt det er, at Reese Witherspoon, en komedienne af rang, kun er blevet nomineret for dramatiske roller (’Walk the Line’, ’Wild’), men ikke for sine bedre, komisk bårne præstationer i film som ’Legally Blonde’ og ’Election’.
En gang imellem hænder det heldigvis, at en komisk rolle rammer med så stort et plask, at selv Akademiet ikke kan ryste vandet af sig: Kevin Kline er en komisk kraftreserve i ’A Fish Called Wanda’, som han fuldstændig stjæler fra hovedrollefigurerne (John Cleese og Jamie Lee Curtis, selvom sidstnævnte også er pragtfuld) med sin vanvittige energi og komplette uforudsigelighed.
Nogle gange glemmer man, at gestaltningen af komiske figurer kræver præcis lige så meget (hvis ikke mere) fordybelse og forberedelse. Bag det løsslupne og spontane gemmer sig en nøje planlagt og gennemprøvet overvejelse om rollens effekt og timing. Klines præstation i denne mesterlige komedie er et smukt og vitalt eksempel.
6. Diane Keaton, ’Annie Hall’ (bedste kvindelige hovedrolle, 1977)
Nok har Woody Allen skrevet et hav af pragtfulde kvinderoller gennem årene, men den mest ikoniske er stadig Diane Keatons titelfigur i hans bedste film-vinder (og så for en komedie… gisp!), den måske bedste og mest velskrevne komedie nogensinde.
Det er nok den film, jeg har set flest gange i mit liv, og meget af attraktionen knytter sig til, at jeg aldrig kan få nok af Diane Keaton. Hvorfor? Hendes nervøse energi, hendes androgyne tøjstil, hendes brug af den ellers i 1977 uddøde catchphrase ’la-di-da’ (den fik et comeback!), hendes elendige evner som bilist og mere generelt: Hendes humor, distræthed og sørgmodighed.
Det utrolige ved ’Annie Hall’ er, hvor fuldtonet en karakter, titelfiguren er – den er lige så dyb og prægnant som filmen, der omgiver den: Meget sørgelig, men samtidig meget morsom og inderligt romantisk på trods af den (for Allens Alvy Singer) ulykkelige slutning.
5. Hilary Swank, ’Boys Don’t Cry’ (bedste kvindelige hovedrolle, 1999)
Hvor har ’stakkels’ Hilary Swank dog skullet høre meget for, at hun har vundet to Oscars på to nomineringer (mandlige skuespillere i en lignende situation, såsom Kevin Spacey og Christoph Waltz, har ikke på samme måde stået for skud, selvom også deres anden statuette – for henholdsvis ’American Beauty’ og ’Django Unchained’, er mindre essentielle variationer over dem, de vandt deres første for). På den måde er Swank en af de mest underkendte kvindelige skuespillere.
Der har også været mange tvivlsomme rollevalg i hendes karriere, men hun viste i denne sæson tænder med en stærk præstation i ’The Homesman’, der dog akkurat ikke opnåede en nominering. På grund af den generelle ’swank-o-fobi’ i visse filmkenderkredse er det mig magtpåliggende at henvise til hendes fantastiske rolle i det knusende indiedrama ’Boys Don’t Cry’ som den transseksuelle Brandon Teena. Én ting er den slående og krævende fysiske transformation, rollen krævede, noget andet er den benhårde emotionelle forankring i portrættet. Det er et smukt eksempel på en skuespillerinde, der fuldstændig lader sig opsluge i en rolle, der kræver både stor dygtighed og stort mod.
4. Elizabeth Taylor, ’Who’s Afraid of Virginia Woolf?’ (bedste kvindelige hovedrolle, 1966)
Instruktør Mike Nichols’ nylige død er kun endnu en god grund til at gense Richard Burton og Elizabeth Taylor gå i kødet på hinanden i filmatiseringen af Edward Albees (på det tidspunkt kun fire år gamle) teaterklassiker. Det skal siges, at Burton også burde have vundet en Oscar for sin rolle som George, men Akademiet så i det mindste helt rigtigt, da de gav Taylor hendes anden Oscar-statuette for rollen som Martha.
Taylor er frygtløs i rollen, skiftevis isnende kold og hæmningsløs varmblodet. Der er en dybt kalkuleret præcision i hendes spil, og effekten er mageløs. Man er – selv som tilskuer til dramaet – konstant på lur, for Taylors magnetiske udstråling er ildevarslende, både når hun dæmmer den inde, og når hun giver den fuld skrue. Med rollen som Martha fik Taylor definitivt understreget, at hun udover et meget kønt ansigt var en stor skuespillerinde. Hendes samspil med Burton burde vises som tvungent pensum på enhver skuespilleruddannelse.
3. Robert De Niro, ’Raging Bull’ (bedste mandlige hovedrolle, 1980)
De Niro havde allerede vundet en birolle-Oscar for ’The Godfather II’, men det forsvarer ingenlunde, at han ikke vandt én mere for hovedrollen i ’Taxi Driver’ (bortset fra, at han var oppe imod en anden ikonisk præstation: Peter Finch i ’Network’, men er det ikke snarere en – indrømmet, essentiel – birolle?).
Det blev der heldigvis snart rådet bod på. Hans præstation som bokseren Jake LaMotta i Scorseses andet mesterværk på få år (efter, ja, ’Taxi Driver’) er omtrent definitionen på den fuldt dedikerede, transformative skuespilpræstation, et emblematisk eksempel på metoderollefagets omkostningsparate fordring til skuespilleren: At give sig helt hen til rollen, koste hvad det koste vil. Rollen kan dog ingenlunde reduceres til at tage 25 kilo på eller lære boksebevægelser. Den lever i kraft af, at De Niro formår at menneskeliggøre LaMotta, der ellers på mange måder er et forkasteligt menneske.
Man føler for ham og forstår ham, og derfor er hans opførsel også så chokerende og øjenåbnende, når han går over grænsen. De følelsesmæssige ekstremer og pendulsvingninger i karakteren fremmaner De Niro på forbilledlig vis.
2. Vivien Leigh ’A Streetcar Named Desire’ (bedste kvindelige hovedrolle, 1951)
Vivien Leigh bærer naturligvis en stor del af æren for, at Scarlett O’Hara er en af filmhistoriens mest ikoniske karakterer (hun vandt også en Oscar for den præstation), men sin anden Oscar fik hun for en lige så ikonisk karakter, Blanche DuBois, i filmatiseringen af Tennessee Williams’ feterede skuespil, der på dansk har titlen ’Omstigning til paradis’.
Cate Blanchett vandt sidste år en Oscar for sin stærkt Blanche DuBois-inspirerede, fallerede rigmandshustru i ’Blue Jasmine’, hvilket understreger aktualiteten og evigtgyldigheden i Leighs originale præstation, der var uhørt modig for en kvindelig Hollywood-stjerne i de endnu konforme og puritanske 1950ere.
Leigh er både skrøbelig og stærk, hjemsøgt af hemmeligheder, men parat til at gå giftigt til modangreb. Hele filmen igennem balancerer hun på en knivsæg mellem virkelighed og fantasi og mellem fornuft og følelse. Først til sidst toner karakteren rent ud og lader sig falde ned i psykosens afgrund. Før vi når derhen, ser vi hende langsomt falde fra hinanden i mødet med Marlon Brandos Stanley Kowalski, der i ’A Streetcar Named Desire’ er inkarnationen af rå, dyrisk seksualitet, som man aldrig før havde set det på film.
DuBois’ kunstfærdighed og tillagte manerer skrumper sammen som et brændende stykke hvidt papir i mødet med mandedyret Brando, og det er den skrøbelighed-i-passion, som Leigh med fintfølende intuition indfanger.
1. Marlon Brando, ’On the Waterfront’ (bedste mandlige hovedrolle, 1954)
Og apropos Marlon Brando…
Sin anden Oscar fik han for comebackrollen i ’The Godfather’, og Don Vito Corleone er da også hans karrieres måske mest ikoniske rolle (i hvert fald for nyere generationer af filmfans).
Han viste potentialet i ’A Streetcar Named Desire’ og fuldbyrdede det til mageløs effekt i Elia Kazans ’On the Waterfront’ tre år senere. Den indbragte ham hans første Oscar for rollen som Terry Malloy. Scenen på bagsædet af en bil, hvor han siger de berømte ord »I coulda’ been a contender« til sin bror Charley (Rod Steiger) hører til filmhistoriens mest uudslettelige. Men endnu bedre er faktisk fortsættelsen: »… instead of a bum, which is what I am – let’s face it«.
Scenen er Brando, når han er bedst: På samme tid virkelighedsnær og larger-than-life. Malloy er en realistisk figur, men med et cinematisk schwung, der er Brandos udefinerbare signatur.
Hans særlige geni lå i hans evne til at krybe helt ind under huden på en karakter og dermed få det svære til at se let ud, samtidig med at hans figurer brænder igennem. Der er et lys i Malloy, selv når han er allermest nede, og det lys er altid til stede i Brandos øjne, når han er på. På den måde er han vel nok filmhistoriens mest karismatiske skuespiller – og derfor en selvfølgelig nummer 1 på denne liste.
Læs også: De største fejltagelser i Oscar-historien
Læs hele vores omfattende Oscar-dækning HER.
Læs også: Lyt til ny særudgave af Soundvenue Filmcast: Kun om Oscar!