1. Den perfekte: Yoda (‘Star Wars’)
Skuffelsen står malet i Luke Skywalkers ansigt, da han første gang står over for sin nye lærermester på planeten Dagobah i ‘Star Wars: Episode V – Imperiet slår igen’. Hvad pokker kan en lille, grøn trold med et alternativt forhold til engelsk kongruens lære ham om at være Jedi-kriger? Alt, skal det vise sig. Uden Yodas åndelige vejledning og vise ord havde Luke Skywalker højest sandsynligt valgt den mørke side akkurat som sin far.
Den lille trold med den store visdom trækker sine tråde helt tilbage til Homers klassiske heltefortælling ‘Odysseen’. Han er den klassiske mentor, der leder helten på rette vej og får ham til at udnytte sit fulde potentiale. Da Yoda løfter et rumskib op af en sump alene ved tankens kraft, udbryder Luke Skywalker: »I don’t believe it«. Yodas svar kommer prompte: »That is why you fail«. Og det er måske det vigtigste, den berømte mentor lærer sin elev: At tro. Både på sig selv og sine egne evner, men også på, at selv det umulige kan lade sig gøre, så længe man tillader sig selv at tro på det.
2. Den tålmodige: Mr. Miyagi (‘Karate Kid’)
Den unge elev Daniel-san er skeptisk, da han første gang havner i audiens hos karatemesteren Mr. Miaygi i 80’er-klassikeren ‘Karate Kid’. Her gik han og troede, at han skulle lære at sparke kung fu-røv, og i stedet bliver han sat til at vaske bilruder og male husfacader. Men der er, selvfølgelig, en mening med galskaben. Mr. Miyagis alternative træningsmetoder og kryptiske læresætninger viser sig nemlig ikke blot at give den unge elev indsigt i kampsportens ædle kunst – de gør ham også klar til at tage de tæsk, som uundgåeligt følger med voksenlivet.
Ligheden mellem Yoda og Mr. Miyagi er slående, både hvad angår udseendet og de livsbetragtninger, der bliver strøet ud med gavmild hånd gennem filmen. Ligesom i ‘Star Wars’ sørger Mr. Miyagi også for at guide og inspirere sin elev, så han kan blive den bedste udgave af sig selv og udnytte sit fulde potentiale. Det kan godt være, at visdomsordene smager af lykkekager og lommeuld i dag, men respekten og kærligheden mellem Daniel-san og Mr. Miyagi kan man ikke sætte en finger på.
3. Den drikfældige: Rooster Cogburn (‘True Grit’)
Jeff Bridges’ kvabsede og drikfældige sherif Rooster Cogburn i Coen-brødrenes western ‘True Grit’ står ikke øverst på hylden over glimrende mentorer. Faktisk vil han helst være fri for at tænke på andre end sig selv, og allerhelst vil han bare have lov til at pleje aftenens brandert i slagterens baglokale. Men da den snarrådige og handlekraftige cowboytøs Mattie vifter et bundt pengesedler foran næsen på ham, vælger han modvilligt at hjælpe hende med at finde sin fars morder.
Og så skulle man ellers tro, at vejen var banet for en klassisk fortælling om mentoren, der tager eleven under sine kyndige vinger. Men så simpelt er det heldigvis ikke. For jo længere duoen ridder ud på prærien, desto mere uklart bliver det også, hvem der egentlig er eleven, og hvem der er mesteren. Når Rooster Cogburn ikke kan styre sin brandert eller bliver pattebarnsstædig, er det Mattie, der træder i karakter og påtager sig lederrollen. Og når Mattie jokker i bønnesovsen og får brug for en hjælpende hånd, kommer sheriffen hende til undsætning. Hos Coen-brødrene bliver forholdet mellem mentor og elev ikke reduceret til fladtrådte klicheer, men snarere som en relation under konstant forhandling.
4. Den brutale: Pai Mei (‘Kill Bill: Volume II’)
»Han hader hvide mennesker, kan ikke fordrage amerikanere og har ikke andet end foragt til overs for kvinder«. Det er i den grad op af bakke for Uma Thurmans hævngerrige brud i Quentin Tarantinos ‘Kill Bill: Volume II’. Og den brutale lærermester Pai Mei viser sig da også at være lige så frygtindgydende, som rygtet siger – og så lidt til. Dovenskab straffes med stokkeprygl, beklagelser mødes med hånlige grin, og trodsighed koster i værste fald et øje.
Pai Mei leder efter devisen »management by fear«. For ham handler det ikke om at guide og nurse eleverne til at finde deres indre styrke frem, men snarere om at bryde dem ned, indtil han kan forme dem i sit eget spejlbillede. Respekt er i den grad noget, man skal gøre sig fortjent til, men hænger man i, bliver man også belønnet i stor stil. Uma Thurman ender ikke blot som Pai Meis yndlingsstudine – hun er også den eneste elev, der får fortalt hemmeligheden bag mesterens legendariske ‘Five-Point-Palm Exploding-Heart-Technique’.
5. Den urkomiske: Chazz Reinhold (‘Wedding Crashers’)
De fleste af os er på et eller andet tidspunkt i vores liv stødt på en fyr som Chazz Reinhold fra komedien ‘Wedding Crashers’. Ja, måske møder vi ham hver morgen, når vi kigger os selv i spejlet. Will Ferrells urkomiske mentortype er en selvfed, selviscenesættende klovn, der lagde damerne ned i gymnasiet og nu tyer til alle midler for at bevare sin status som hjerteknuser. Herunder at crashe begravelser for nemmere at kunne slå kløerne i de følelsesmæssigt sårbare kvinder. Chazz Reinhold er sådan set en udmærket mentor – han er desværre også bare et gennemført råddent menneske.
For Owen Wilson og Vince Vaughns to singlefyre er Chazz Reinhold stadig en levende legende. Billedet af den übercool scorekarl krakelerer dog, da Owen Wilson besøger ham for at få et godt råd og opdager, at han stadig bor hos sin mor. Chazz Reinhold gør, hvad han kan, for stadig at fremstå som en helvedes Don og en mentor udi scoretrickets ædle kunst. Men alverdens blottede brysthår og skinnende tandpastasmil kan ikke fjerne stanken af desperation fra hans smagløse silkeskjorte.
6. Den nihilistiske: Tyler Durden (‘Fight Club’)
Da vi første gang møder Edward Norton i David Finchers ‘Fight Club’ er tilværelsens ulidelige lethed langsomt ved at tage livet af ham. Det eneste, hans tanker kredser om, er, hvilket sofamøbel der bedst matcher gulvtæppet i hans perfekte lejlighed. Og det eneste tidspunkt, han føler sig i live på, er, når han får lov til at græde ud med snotten begravet i Meat Loafs enorme brystparti.
Alt det ændrer sig, da Tyler Durden (Brad Pitt) gør sin entre i filmen. Han er Edward Nortons diametrale modsætning: Selvsikker, fandenivoldsk, anarkistisk og pissehamrende ligeglad med, hvor IKEA-skabet skal stå. Som han selv proklamerer over for sin nye elev: »Det er kun, når vi har mistet alt, at vi har friheden til at gøre noget som helst«. Tyler Durdens nihilistiske mentor fungerer som en slags perverteret udgave af Yoda og Mr. Myiagi. Han guider og vejleder sin elev til at blive den absolut værste udgave af sig selv. For ham handler det ikke om, at lede (anti)helten væk fra de mørke kræfter, men snarere om at sparke ham derind med hovedet først.
7. Den vrisne: Clint Eastwood (‘Million Dollar Baby’ og ‘Gran Torino’)
Clint Eastwood slår ikke umiddelbart én som den perfekte mentor. I hvert fald ikke, når man tager et kig på hans tidlige roller som tavs cowboyhelt i Sergio Leones legendariske spaghettiwesterns eller som hævngerrig politibetjent i 1970’ernes populære filmserie ‘Dirty Harry’. Her skød han først og spurgte bagefter – hvis han da overhovedet orkede at åbne munden – og fik han en makker på slæb, gjorde han alt for at slippe af med ham igen (spørg bare Tuco fra ’The Good, The Bad and The Ugly’).
Men tiderne skifter selv for en tidløs helt, og i 00’erne begyndte den aldrende instruktør og skuespiller at øse ud af sin erfaring på det store lærred. I den Oscar-vindende ‘Million Dollar Baby’ påtager Clint Eastwood sig rollen som boksetræner for Hillary Swank, mens han i ‘Gran Torino’ tager en ung asiat under sine vinger.
Den gamle cowboyhelt grynter og vrisser sig gennem begge film, men man er aldrig i tvivl om, at der bag det vejrbidte ansigt gemmer sig en leder, der vil gå gennem ild og vand for sine elever. Som mentor er Clint Eastwood ikke typen, der slynger om sig med visdomsord. Til gengæld tøver han ikke med at træde i karakter, når dem, han holder af, bliver trådt over tæerne. Og helt ærlig, hvem vil ikke have Clinten ved sin side, når man står med ryggen mod muren?
Læs også: ‘Whiplash’-sadisten J.K. Simmons fem bedste biroller