SPOILER ALERT: Her og på de følgende sider vil dele af handlingen i tredje sæson af ’House of Cards’ blive afsløret.
De bedste, nr. 5: Thomas Yates
Flere nye karakterer blev introduceret i den aktuelle sæson. Modkandidaten Helen Dunbar (Elizabeth Marvel) startede lovende som et idealistisk friskt pust, men ligesom Jackie Sharp i sæson 2 endte hun i sidste ende som et lidt kønsløst remedie for at demonstrere Frank Underwoods overlegenhed (eller i det her tilfælde måske rettere: Doug Stampers).
Også Kim Dickens som stjernejournalisten Kate Baldwin havde potentiale, men blev i denne sæson ikke den undergravende journalistiske arvtager til Zoe Barnes, som man kunne have håbet på.
Forfatteren Thomas Yates, som Frank Underwood hyrer som levnedsskildrer, var således en af de nytilføjelser, der sejlede mest sikkert i land. Han brugte sin egen dunkle fortid som trækkerdreng – og sin egen evne til at spinde fantasi over virkelighed – til at lirke sandheder ud af Underwood-parret. Og selvom han også tjente som en slags katalysator for den ændrede dynamik mellem Frank og Claire (se de næste sider), var han også spændende i sig selv: Manden, der får næring af at suge livshistorier ud af andre mennesker, men som i sidste ende nægter at være en prostitueret i sit forhold til Frank.
Yates bliver glimrende spillet af Paul Sparks, der også var et højdepunkt som mellemledergangsteren med pibestemmen, Mickey Doyle, i ’Boardwalk Empire’.
De bedste, nr. 4: Frank Underwood
Tvivlen, der melder sig, når faren til en uskyldigt krigsdræbt beklager sin sorg i Det hvide hus. De humoristiske stikpiller, når vicepræsidenten Bob Birch får en sardonisk sidebemærkning vendt direkte ind i kameraet. De voldsomme skænderier med Claire – og kærligheden mellem dem.
Kevin Spacey mestrer alle facetter af Frank Underwood, så han er umulig at tage øjnene fra. Han gør et uhyre til menneske og svinger mellem de to yderligheder som et pendul i blæsevejr. Frank er selvsagt stadig ankeret i ’House of Cards’, og det var befriende at se ham på dybt vand efter to sæsoner, hvor han har snoet alle om sin lillefinger. Men selvom han måske nok er den mest underholdende figur, var han ikke sæsonens mest fascinerende. Dertil er han fortsat – trods alt, og i hvert fald indtil de sidste par minutter af 13. afsnit – for uovervindelig. Man har efterhånden set alle hans nuancer. Selv hans manflirt med forfatteren havde man set komme.
De bedste, nr. 3: Doug Stamper
Sæsonens store chok var naturligvis, at gode gamle, komplet skånselsløse Doug Stamper vendte tilbage fra de døde. Allerede efter sæson to beskrev vi vores savn, for Michael Kelly har virkelig gjort imponerende ting med den ellers så lavmælt introverte strateg og håndlanger.
Heldigvis kom Doug tilbage. Og langt hen ad vejen var hans genoptræning – fysisk og menneskeligt – den nye sæsons mest vedkommende historie. Som med Claire (se længere fremme) er kompleksiteten i Dougs figur ’House of Cards’, når serien er bedst. Her er en mand, som ingen midler skyer for at hjælpe sin politiske leder, og alligevel håber man, at han kommer tilbage på rette fode. Man fandt trøst i, hvordan Doug gennem sin bror og hans familie genopdagede mennesket i sig selv – samtidig med at man havde en grum forudanelse om, hvad dette helede menneske ville bruge sin nyfundne styrke til: At brænde fortidens broer uden moralske skrupler og kaste sig ind i kampen for den tilsvarende morderiske Frank Underwood.
Med Rachel (undskyld, Cassie) i ørkenen var Doug lige ved at lade sin empatiske side løbe af med sig, indtil han måtte erkende, at i det spil, han nu melder sig frivilligt til, er der ikke plads til løse ender. Og selvom det selvfølgelig var totalt langt ude, at Doug rejste til Sydamerika, mens Frank stod midt i nogle af sit livs mest afgørende politiske dage, tog serien stikket hjem ved at vise Doug fra sin mest kyniske side. Det var et øjeblik, der mindede om, hvordan ’House of Cards’ som oftest er fantastisk veludført pulp snarere end politisk realisme.
De bedste, nr. 2: Præsident Petrov
Okay, måske jeg er en smule farvet af de rødhvide briller her, men so be it. Når man med danske øjne var særligt opmærksom på hver en betoning i Lars Mikkelsens spil, kunne man kun slå over i næsegrus beundring efter tredje afsnit, hvor Mikkelsen som Putin-klonen Petrov fuldstændigt dominerer scenerne i direkte konfrontation med Kevin Spaceys Underwood.
Den russiske præsident er intelligent og fræk som en slagterhund, og Lars Mikkelsen giver den hele armen med lige dele charme og arrogance. Det kræver sin skuespiller at gøre en troværdig figur ud af en karakter, som er så tæt beslægtet med den virkelige Putin (vodkaelskende surfer med KGB-fortid), at det nærmer sig karikaturen. Men Mikkelsen løser det til UG, så man – ligesom Underwood – konstant er på vagt over for hans knusende brutale politiske magtstrategier, der visse steder får den amerikanske præsidentkollega til at ligne Poul Nyrup til sammenligning.
I ’Sherlock’ viste Lars Mikkelsen, at han sagtens kan være med på internationalt niveau. Nu har han fået sin glansrolle.
De bedste, nr. 1: Claire Underwood
Man kunne have troet, tredje sæson ville tilhøre Frank Underwood. Det var trods alt ham, der ad om- og bagveje var blevet sat i tronstolen i det ovale kontor. Men netop denne ulige fordeling af magten i The Underwoods ægteskabssymbiose gjorde, at det var Claire, der blev sæsonens mest interessante karakter.
Hun startede optimistisk med at forfølge sine egne karrieredrømme for ikke at blive reduceret til blot at være leder for påskeæg og yndige smil i baggrunden.
Men det gik skævt, allerede da hun havde brug for sin mands hjælp til at erhverve sig ambassadørposten i FN, og trods hendes skarpslebne politiske evner traf hun i flere omstændigheder de forkerte beslutninger: Hun faldt i søvn, så Corrigan kunne tage sit eget liv i det russiske fængsel, og hun blev – som Frank påpegede i et knusende ærligt øjeblik – spillet ud af banen af sine russiske modstandere i spillet om Jordandalen.
Claire blev afsløret som politisk underlegen i forhold til sin mand, men hendes svaghed er også hendes styrke. Når hun bliver snydt, er det, fordi hun tror på andre mennesker, og hendes empati og yndefuldhed er netop det, der gjorde hende til Franks bedste argument i sin kampagne. Politik er andet end rænkespil.
Claires langsomme erkendelse af, at hun må forlade sin mand for igen at blive jævnbyrdig med ham, var smukt og tålmodigt skildret, ikke mindst takket være Robin Wrights elegante spil. Mens ’House of Cards’ ofte er tomme – velsmagende, men tomme – kalorier, er der noget andet på spil i portrættet af Claire. Hun er seriens mest komplekse figur, og ægteskabsdramaet udgjorde således sæsonens centralnerve, ligesom det udløste afslutningens helt store cliffhanger, der var spændende, men også fik sæsonen til at føles som abrupt.
Det skal der kompenseres for i næste sæson. Kan man forestille sig, at Claire bliver Franks direkte modkandidat?
Se vores bud på tre karakterer, der kørte af sporet i den nye sæson ‘House of Cards’, på næste side.
Knap så god, nr. 3: Jackie Sharp & Remy Danton
Remy Danton har fra start været en overlegen figur i den professionelle sfære af ’House of Cards’. På samme måde var Jackie Sharp en forfriskende figur i sidste sæson som et værdigt modstykke til Frank Underwood.
På den private front er de dog aldrig rigtigt blevet interessante, og det gjaldt heller ikke i tredje sæson, hvor deres mytteri mod Underwood var et medrivende twist. Deres konstante tilnærmelser og flirten om den varme grød var trættende.
Knap så god, nr. 2: Gavin Orsay
Et af de mere anstrengende underplots i tredje sæson var mesterhackeren Gavins forsøg på at lokalisere den forsvundne Rachel. Det virkede helt hen i vejret, at computerovernørden Gavin skulle være i stand til at gennemføre et så subtilt socialt undercover-stunt, som han gjorde mod Lisa – og selv hvis man accepterede usandsynligheden, føltes det som spild af tid set i relation til seriens andre, mere interessante historier.
I det hele taget føltes Rachel-plottet som et skridt tilbage mod noget, vi allerede havde gennemlevet én gang. I det mindste fik det en definitiv afslutning.
Knap så god, nr. 1: Edward Meechum
Stakkels Meechum. I anden sæson havde han en væsentlig birolle, kulminerende i den famøse Threechum på stuegulvet Denne lille menage á trois mellem Frank, Claire og deres bodyguard har næppe vakt stor genklang i fokusgrupperne, og i sæson tre var Meechum således reduceret til døråbnende og ditto lukkende statist, hvis eneste egentlige funktion var at have et horn i siden på forfatteren, der da også var en trussel i flere henseender.
Læs også: Anmeldelse af ‘House of Cards’ sæson 3
Læs også: Se Kevin Spaceys komiske pletskud som imitator og entertainer