Hvad vi ved lige nu: Er ’Twin Peaks’ i fare?

Tidligere på ugen såede David Lynch tvivl om, hvorvidt kultserien ’Twin Peaks’ ville blive genoplivet, selv om manuskripterne er færdigskrevne, Kyle MacLachlan er tilknyttet, og projektet officielt har fået grønt lys af Showtime. Som vi tidligere har berettet, kører kontraktforhandlingerne ikke som smurt, og nu viser det sig, at gnidningerne er opstået i forhandlingerne med Lynch selv.

Til ABCNews24 udtaler Lynch:

»Jeg er ikke tilbage endnu, og vi arbejder stadig på kontrakten, men jeg elsker ‘Twin Peaks’-universet og -karaktererne. Jeg tror, det ville være helt specielt at vende tilbage til den verden«.

Det er ikke nødvendigvis en nedslående udmelding for fans af serien, men med tanke på, at Showtime har haft en tidlig premiere i 2016 i tankerne, og at Lynch er udset til at instruere alle ni afsnit i den nye sæson, kan det godt være, vi skal væbne os med mere tålmodighed end først antaget.

Ifølge filmfotografen Will McCrabb, en mand med solide kontakter i Lynch-lejren, bunder kontraktstridighederne i noget så usexet som uenighed om Lynchs andel i seriens dvd- og streaming-salg.

Showtime tager dog komplikationerne med ophøjet ro.

»Der er intet usædvanligt i denne proces sammenlignet med andre præproduktionsfaser med David Lynch. Det hele går fremad, og alle er sindssygt spændte«, siger kilder fra kabelstationen til Entertainment Weekly

Om det blot er en påtaget afmålt facade, er i sagens natur svært at vurdere, men i kølvandet på diverse offentlige optrin fra Showtimes side, er de nok fast besluttede på at realisere det lovede gensyn med ’Twin Peaks’. Og når David Lynch samtidig frydes ved tanken om at genoplive sit banebrydende mesterværk, ville det mildest talt være en skam, hvis tørre procentandele i dvd- og streamingsalg viser sig at være en afgørende hindring. Hvilket da også virker utænkeligt.

Læs også: 10 serier, der står i gæld til ‘Twin Peaks’

Læs også: Her er ‘Twin Peaks’-skuespillerne i dag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af