Clint Eastwood udset som instruktør på Leonardo DiCaprio og Jonah Hills nye projekt

Clint Eastwood udset som instruktør på Leonardo DiCaprio og Jonah Hills nye projekt

Sidste år begyndte rygterne at svirre omkring ‘The Wolf of Wall Street’-makkerparret Jonah Hill og Leonardo DiCaprios nye fællesprojekt, en filmatisering af begivenhederne omkring bombeangrebet ved OL i Atlanta i 1996, og nu er endnu en af Hollywoods helt store spillere muligvis blevet tilknyttet projektet.

Ifølge Deadline har Clint Eastwood nemlig udset sig filmen, der er baseret på Vanity Fair-artiklen ‘American Nightmare: The Ballad of Richard Jewell’. Oprindeligt var ‘Bourne’-instruktøren Paul Greengrass rygtet til at indtage instruktørstolen på projektet, hvor Hill skal spille sikkerhedsvagten Richard Jewell, der fejlagtigt blev anklaget for at stå bag bombeattentatet, mens DiCaprio snupper rollen som Jewells karismatiske sydstatsadvokat, der fik ham ud af de voldsomme anklager og FBI-forfølgelser.

Instruktørvalget kommer imidlertid ikke helt uden problemer. ‘American Sniper’-instruktøren har nemlig i årtier haft et yderst loyalt forhold til Warner Bros., men filmens rettigheder er opkøbt af 20th Century Fox. Hvis Eastwood og filmselskaberne ellers kan få en aftale i hus, bliver det unægteligt spændende at se, hvad der kan komme ud af en potentiel DiCaprio-Hill-Eastwood-supertrio.

Læs også: Clint Eastwood: ’American Sniper’ er en antikrigsfilm

Læs også: Clint Eastwoods bedste og værste film rangeret

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af