10. Emily Blunt, ’Sicario’
Det her er et longshot, for Denis Villeneuves narkothriller er nok for meget af en hårdtpumpet genrefilm til for alvor at falde i Oscar-akademiets smag.
Men i en tid, hvor der er fokus på manglen på stærke kvinderoller i Hollywood, kan Emily Blunt pludselig få momentum. Hun spiller en FBI-agent, der hverves til en specialmission mod et af de store narkokarteller, og selvom hun bliver kørt rundt i manegen af de mere magtfulde efterretningsmænd, har hun i den grad ben i næsen.
Blunt har udstråling og slagkraft, og selvom hun normalt udfolder sig i film, der ligger uden for Oscar-akademiets horisont, ville det kun være fortjent, hvis der bliver sendt hæder i hendes retning.
9. Marion Cotillard, ’Macbeth’
Den franske skuespiller er en Oscar-yndling, og hun har imponerende nok været hovedrollenomineret i USA for to fransksprogede film, ’Spurven’ (som hun vandt for) og ’To dage, én nat’.
Det betyder, at der altid vil være positiv opmærksomhed omkring hende, når hun indtager en ny, vægtig rolle. Og det må man sige, hun gør i Justin Kurzels Shakespeare-filmatisering, hvor hun inkarnerer én af de mest klassiske karakterer i fiktion nogensinde: Lady Macbeth.
Hun klarer det til ug, og selvom filmen måske nok er lidt for tung til for alvor at blive en spiller i Oscar-ræset, kunne hun meget vel løbe afsted med en birollenominering.
8. Jane Fonda, ’Youth’
Paolo Sorrentinos virtuose film om to gamle venner på et luksushotel i Schweiz blev totalt forbigået ved prisuddelingen i Cannes. Samme skæbne led hans forrige, ’Den store skønhed’, men i det mindste vandt den året efter en Oscar for bedste udenlandske film.
’Youth’ kan også gå store sejre i møde til trods for det sviende nederlag i Sydfrankrig. Da den modsat instruktørens forrige film er på engelsk, er den endda en stærk kandidat til en bedste film-nominering, og får den virkelig vind i sejlene, er der også flere oplagte skuespillernomineringer i vente.
Favoritterne kan man læse om på de næste sider, men en outsider er veteranen Jane Fonda, der har en herlig lille birolle som ekskone til Harvey Keitels kriseramte filminstruktør. Hun dukker op på hotellet i et kort besøg – og sætter ham vidunderligt på plads.
Det taler imod hende, at hun har ganske lidt skærmtid, men det er set før, at roller, der nærmest er cameos, går hele vejen til birollenomineringer. En Oscar-nominering er derfor ikke helt urealistisk for Fonda, der har været nomineret hele syv gange før og har taget to sejre med hjem (for ’Coming Home’ og ’Klute’). Hendes seneste nominering ligger helt tilbage i 1987, og akademiet ville elske at trække hende ind i manegen igen.
7. Charlize Theron, ’Mad Max’
Det vil være meget usædvanligt – for ikke at sige uhørt – hvis en rendyrket actionbasker løber med en skuespillernominering til Oscar. Det højeste, den slags film normalt kan gøre sig håb om, er priser for special effects og makeup.
Men kritikermodtagelsen af ’Mad Max: Fury Road’ har været nærmest enstemmigt positiv, og meget fokus har samlet sig om Charlize Therons hårdkogte, enarmede rebelleder Furiosa, der som én af de få i det udknaldede univers har hjertet på rette sted.
Theron har skabt en mindeværdig figur, og da hun i forvejen er inde i Oscar-varmen (hun vandt for ’Monster’ i 2004 og blev nomineret for ’North Country’ i 2005), ligner den sydafrikanske skuespiller pludselig en realistisk nominering. Det kan samtidig tælle til hendes fordel, at hun formentlig vil blive kørt i stilling til birolle-kategorien, selvom hun – hvis man ignorerer titlen og ser filmen – tydeligvis er en hovedrolle.
6. Rachel Weisz, ’Youth’
I ’Youth’ spiller Rachel Weisz en stjernedirigents (Michael Caine, læs mere om et par sider) datter og assistent. Det er måske ikke hendes allermest mindeværdige rolle, for der er så mange andre skævheder og suveræne karakterer i filmen, at hun drukner en smule.
Men hun spiller en vigtig, ordløs rolle i filmens måske mest rørende scene (som ikke skal spoiles her), og får ’Youth’ virkelig Oscar-vind i sejlene, kunne hun sagtens løbe med en birollenominering. Desværre er netop feltet for kvindelige biroller ofte tyndt. Weisz har tidligere vundet for ’The Constant Gardener’, hvilket bestemt ikke skader hendes chancer for at gentage successen.
5. Michael Fassbender, ’Macbeth’
Hollywood kan godt lide at demonstrere, at de elsker og forstår de store klassiske fortællinger som nu Shakespeares mesterlige stykker. Og når den nye udgave af ’Macbeth’ samtidig forener noget helt klassisk (replikkerne, plottet) med noget meget moderne (rå krigsscener, realistisk skuespil), kan den sagtens blive en Oscar-contender, i hvert fald på skuespilsiden.
Michael Fassbender, som var Oscar-nomineret for sin birolle i ’12 Years a Slave’, leverer en hudløs præstation som den skotske krigsherre og konge, hvis langsomme mentale opløsning han spiller ud, som var han krigsveteran fra Afghanistan. Et tidssvarende og dristigt portræt, som sagtens kan bringe Fassbender ind i prisvarmen, hvis filmen formår at fravriste sig bismagen af uforsonlig artfilm.
4. Rooney Mara, ’Carol’
Rooney Mara spillede sig for alvor ind i Oscar-kampen med prisen for bedste skuespillerinde i Cannes – for snuden af sin medskuespiller i ’Carol’, storfavoritten Cate Blanchett.
Filmen tilhører da også på mange måder lige så meget Mara som Blanchett. Hun er den unge, generte pige, som bliver bjergtaget af den ældre og på overfladen anderledes selvsikre kvinde. Mara, der slog igennem i Finchers udgave af ’The Girl with the Dragon Tattoo’, forvalter nuanceret hendes sårbare udvikling, og det er i høj grad hendes coming of age, der er hjertet i filmen.
Den 30-årige skuespiller blev Oscar-nomineret for netop sin rolle som Lisbeth Salander i Stieg Larsson-filmatiseringen, og hun er således inde i det fine selskab. Samtidig har ’Carol’ kampagnemogulen Harvey Weinstein i ryggen, hvilket bestemt også taler til Maras fordel.
Det store spørgsmål er, om både Mara og Blanchett køres frem som hovedroller – og dermed vil komme til at tage stemmer fra hinanden – eller om Rooney Mara reduceres til birollekategorien. Det vil være temmelig misvisende i forhold til filmen, men til gengæld vil det nok øge Maras vinderchancer.
3. Harvey Keitel, ’Youth’
Efter mange år med svage og halvsvage roller er Harvey Keitel i gang med en imponerende renæssance. Han var herlig i Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, og nu har han en af karrierens bedste roller som aldrende filminstruktør og Michael Caines bedste ven i Paolo Sorrentinos ’Youth’.
Keitel er stærkt fornøjelig som manden, der sammen med et entourage af yngre manuskriptforfattere kæmper for at finde slutningen på sin nye film. Og samspillet mellem ham og Caine er en vidunderlig artfilm-opdatering af ’Gnavne gamle mænd’.
Den 76-årige skuespiller har kun været nomineret til en enkelt Oscar (for ’Bugsy’ i 1992), men aldrig vundet. Det vil være mærkeligt, hvis akademiet ikke griber chancen nu. De elsker at hylde Hollywoods aldrende helte, og de elsker film, der handler om filmfolk (dem selv, altså). Den ligger lige til højrebenet for Keitel.
2. Michael Caine, ’Youth’
Endnu mere Oscar-sikker end Keitel bør hans medspiller i ’Youth’ dog være. Han er lettere apatisk, men også dybt charmerende som den pensionerede mesterkomponist, der hvert år holder ferie på et schweizisk luksushotel, hvor han kontemplerer over livets forgængelighed og sin fremskredne alderdom. Et dagligt samtaleemne mellem Caine og instruktørvennen, spillet af Harvey Keitel, er, hvor meget de har tisset. De kommer sjældent over fire dråber om dagen.
Det er efterhånden noget tid siden, vi har set Caine i en rigtig Oscar-film, og han har da heller ikke været nomineret siden 2003 (for ’The Quiet American’). Briten har i alt været nomineret seks gange og vundet to (for ’Æblemostreglementet’ og ’Hannah and Her Sisters’), men i ’Youth’ leverer han sin måske bedste og mest rørende præstation i det nye årtusind, og det vil være højst overraskende, hvis akademiet forspilder sin chance for at hylde den 82-årig legende, før det er for sent.
1. Cate Blanchett, ’Carol’
Alle havde regnet med, at Cate Blanchett ville vinde Guldpalmen for bedste skuespillerinde for sin rolle som den enigmatiske titelfigur i Todd Haynes’ ’Carol’.
Blanchett spiller kvinden, som er ulykkeligt gift – og på vej til at blive skilt – i 50’ernes New York og indleder et forhold til den yngre butiksassistent Therese, spillet af Rooney Mara. I stedet løb Mara med prisen, men det betyder langt fra, at Blanchett har spillet sig af Oscar-banen.
Hun leverer en af karrierens bedste præstationer som den stolte rigmandsfrue, der ikke lader sig indordne de kønsmæssige konventioner, men hvis selvsikre facade også sprækker, da hun risikerer at miste sin datter.
Læs også: ‘Dheepan’ løb med Guldpalmen – se alle vinderne
Læs også: Her er Cannes-filmene, du får at se i Danmark