’Blade Runner’

Det skal gå meget galt, hvis verden anno 2019 skal se ud, som den gør i ’Blade Runner’, Ridley Scotts tech-noir-mesterværk fra 1982.

Lykkeligvis, for der ser ikke rart ud i Scotts suggestive cyberpunk-dystopi – et hult L.A. med evig nat, som illumineres af et blåligt neonskær brudt og spejlet i tyk røg og en endeløs øsregn af stikkende nåle.

Men hvor er det sønderknusende smukt at opleve Scotts gennemførte sci-fi-vision slå sine vinger ud og nå helt nye luftlag, når den vender tilbage til det store lærred 33 år efter premieren. For første gang i ’Final Cut’-versionen fra 2007, den definitive og bedste udgave af en film, som eksisterer i hele syv versioner. Kun med ’Final Cut’ har Scott haft uindskrænket kunstnerisk frihed.

Den har han blandt andet brugt til at sakse biograforiginalens påklistrede happy ending og den overforklarende, Raymond Chandler-inspirerede voice-over, der var så drævende og uengageret indtalt, at det rygtes, at Harrison Ford bevidst gjorde sit værste, i håb om at den ikke ville blive brugt.

Uden dem fremstår ’Blade Runner’ som en langt mere sammensat, filosofisk dyb og poetisk vibrerende film, der lader sine moralske, allegoriske og eksistentialistiske spørgsmål svæve i luften: Hvad vil det sige at leve? Hvad gør et menneske til et menneske, og hvad giver os retten til at definere og bestemme over et andet liv? Skellet mellem god og ond, mand og maskine udviskes, efterhånden som Harrison Fords Rick Deckard indser, at han måske har mere tilfælles med de replikanter, han er sat til at ’pensionere’, end han selv tør tænke.

Rollen som Deckard hører stadig til Fords bedste, spillet med mådehold og dobbelthed, men han overskygges af Rutger Hauer, som er ærefrygtindgydende intens og karismatisk som Deckards modstander Roy Batty – ikke mindst i den ikoniske ’Tears in Rain’-monolog, hvis kraft er aldeles usvækket.

Med ’Final Cut’ fik ’Blade Runner’ også en digital ansigtsløftning, og den har aldrig set smukkere ud. Billederne har en betagende dybde og skarphed, som fremhæver det pertentlige produktionsdesign og det mesterlige farve-/skyggespil uden at ofre filmens smågrynede patina. Et nyt lydmiks gør underværker, og Vangelis’ drømmende synth-soundtrack bidrager mere end nogensinde til filmens hypnotiserende rytme.

For selvom plottet på papiret er lige ud ad motorvejen – Harrison Fords blade runner Deckard skal fange en gruppe farlige, menneskelignende KI-robotskabninger på flugt – er fortælletempoet dvælende. Det irriterede samtidens anmeldere (og mig, da jeg så filmen første gang, før jeg udviklede smag, og havde forventet et sci-fi-brag med tjubang).

Heldigvis blev vi alle sammen klogere. Vi lærte at lade os omslutte af filmens sælsomme univers, betage af dens banebrydende billedside og provokere af dens eksistentialisme. ’Blade Runner’ fik sit kapitel i filmhistoriens kanon, og i Imperial en tirsdag i 2015 virkede den ikke det mindste bedaget, men tværtimod lige så moderne og visionær som for 33 år siden.

Så nej, ’Blade Runner’ er ikke lige så god i dag, som den var dengang. Den er bedre.


Kort sagt:
En af de bedste og mest banebrydende science fiction-film nogensinde er tilbage på det store lærred i sin ultimative udgave. ’Blade Runner’, Ridley Scotts mesterværk fra 1982, er smukkere end nogensinde, dens cyberpunk-univers lige så fascinerende og dens store spørgsmål lige så relevante.

Læs også: ‘Blade Runner’s blodsbrødre – Kontroversielle filmslutninger, vi stadig er i chok over

Læs også: Director’s cut – Når instruktøren ler sidst og bedst

Spillefilm. Instruktør: Ridley Scott. Medvirkende: Harrison Ford, Rutger Hauer, Sean Young, Edward James Olmos, M. Emmet Walsh, Daryl Hanna, William Sanderson. Spilletid: 117 min.. Premiere: Den 7. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af