Dagens Fassbender
’Macbeth’, der blev vist her til morgen, var årets sidste konkurrencefilm i Cannes. Med Michael Fassbender og Mario Cotillard i rollerne som Shakespeares magtsyge skotske konge og dronning var den på papiret én af årets mest tiltalende titler, men Justin Kurzel har ikke haft ambition om at popularisere stoffet.
Kurzels version er godt nok den mest naturalistiske filmudgave af klassikeren, vi endnu har set, med håndholdt kamera, manende billeder af de tågede skotske landskaber og ikke mindst blodige kampscener: Filmen starter flot og hektisk med Macbeth i hårdtslående infight som en anden Braveheart.
Men den nye ’Macbeth’ foregår stadig på Shakespeare-engelsk, og tilsat franske undertekster gjorde det hernede filmen til en svært håndterbar størrelse. Og uanset hvornår og hvor man ser filmen, er det i hvert fald en fordel at kende lidt til handlingen i forvejen: Hvordan tre hekse spår, at hærføreren Macbeth én dag bliver konge, og hvordan han – ansporet af Lady Macbeth – sætter sig for at myrde den nuværende mand på tronen.
Fassbender er rå i titelrollen, som han spiller som en martret krigsveteran, mens Cotillard både kan de lurvede konspirationer og den mentale opløsning til fingerspidserne. Det er en loyal filmatisering, som næppe bliver en stor kommerciel succes, men – som én bemærkede hernede – i hvert fald vil gøre alle engelsklærere begejstrede: Fassbender og Cotillard er vellugtende lokkemad til Shakespeares komplekse univers.
‘The Assassin’
Dagens højpandede
Nu vi er ved det højstemte: Man kan se Cannes-festivalen som en 10-12 dage lang, intens diskussion om, hvad god filmkunst egentlig er. Hvilker typer film bliver udtaget, hvilke film sætter en ny dagsorden, hvilke film bliver afskrevet som ude af trit med tiden?
For mig har årets vigtigste, underliggende kunstneriske diskussion handlet om værdien i rendyrket æstetik: Hvornår må en film godt ’bare’ være flot? Hvad er det, der gør, at vi nogle gange raver uforbeholdent over det visuelle udtryk og andre gange skoser en film for at være et overfladisk skønmaleri, for at mangle substans?
Jeg elskede Paolo Sorrentinos virtuose ’Youth’, men fandt taiwanesiske Hou Hsiao-Hsiens martial-artfilm ’The Assassin’ om en lejemorder med et moralsk dilemma i 900-tallets Kina gudsjammerligt kedelig. Andre anklager ’Youth’ for at være banal, mens forguder til gengæld ’The Assassin’ alene for den overdådige billedside. En lignende polarisering kan anes i modtagelsen af den nye ’Mad Max’: Nogle kalder den årets action-brag, særligt på grund af dens action-kvaliteter, mens andre mener, at den har for lidt på hjerte.
Jeg er i tvivl om, hvornår jeg selv tillader formen at overskygge indholdet. Én afgørende faktor er selvfølgelig, om filmen foregiver at være dyb, men ikke er det – at den er prætentiøs. Men for mig tror jeg som hovedregel, det handler om karakterstyrke og følelsesmæssig resonans. ’The Assassin’ er billedpoesi, et halvanden time langt maleri. Men der er intet, jeg kan gribe fat i, intet der gør mig interesseret i historien eller universet. Jeg bliver på alle planer holdt ud i strakt arm.
’Mad Max’ har en mindeværdig karakter i Charlize Therons Furiosa, og så hjælper det naturligvis, at den er medrivende og tempofyldt uden at foregive at være stor eksistentiel filmkunst. Og den selvbevidst blærede symfoni af billeder og lyd i ’Youth’ om Michael Caines aldrende dirigent taler meget direkte til følelserne. Dens kvalitet er netop, at den formidler de banale, eller enkle, følelser så rent, at man mærker dem helt nede i salen.
’Youth’ siger ikke nødvendigvis noget nyt om elegisk skønhed og melankolsk alderdom. Men film er ikke kun filosofi, det er også et forstørrelsesglas for vores følelser.
Årets bundlinje
Cannes Film Festival 2015 er slut – for mit vedkommende i hvert fald. Juryen må klare prisoverrækkelsen i morgen aften uden mig, og før vi har set, hvem der løber med Guldpalmen, er det svært at drage endegyldige konklusioner om årets festival.
Man kan dog godt allerede nu kigge tilbage på filmudbuddet, og jeg brygger da også på en artikel om mine yndlingsfilm fra årgang 2015. Overordnet har det været et udmærket, men ikke overstrømmende fantastisk program. Bundniveauet har været for lavt, og der har været langt mellem de helt store overraskelser, som ingen havde set komme.
Stadig har jeg dog set tre mesterværker og rigeligt med gode film derudover til, at det er svært at lave cuttet til en top 10. Hvilken anden festival kan levere det udbytte på en gennemsnitligt sæson?
HER kan man se mine gæt på årets vindere – og hvilke film jeg selv hepper på. I år hedder min personlige bundlinje 30 film, 7 interviews, 15-20 artikler og cirka lige så mange baguettes. Nu: Hjem på detox.
Læs også: Cannes dag 10 – ‘Dope’ med ASAP Rocky charmer røven ud af bukserne på vores udsendte
Læs også: Alt om Cannes Film Festival