’Spy’
Kameraet bevæger sig majestætisk over et palæ i Østeuropa til tonerne af hemmelighedsfulde, James Bond-agtige strygere.
En agent nyder et glas champagne og hilser på smukke overklassekvinder, før han snildt afleder sikkerhedsvagternes opmærksomhed og står face to face med en skurk, der som den eneste ved, hvor en tikkende atombombe befinder sig. Et pludseligt anfald af pollenallergi, agenten nyser, og hans pistol går ufrivilligt af: Skurken ligger på gulvet med en kugle i panden.
Åbningsscenen siger alt om ’Spy’, der er en gennemført agentkomedie spækket med uforudsigelige morsomheder, og som hurtigt viser sig at have større ambitioner end at skrive sig ind i den ofte platte og distancerende spoof-genre.
Instruktøren bag er Paul Feig, og filmen markerer hans tredje samarbejde med Melissa McCarthy efter romcom-mesterstykket ’Bridesmaids’ og den usjove kvinde-buddycop-film ’The Heat’. Sammen har de to været med til at rykke grænsen for kvindelig komik i Hollywood. Feig har givet kvinder plads til at skide og være skæve i humorens tegn, og McCarthy har lagt krop og veltimede grimasser til. Men McCarthys talent strækker sig langt ud over det fysiske spil, og det er ’Spy’ et glimrende bevis på.
Hun har hovedrollen som CIA-kontordamen, der bliver sendt i marken for at finde den forsvundne atombombe, efter en topagent bliver myrdet, og uden tøven er hun det omskiftelige centrum i et virvar af mindeværdige karakterer. Hun magter de bandeordsmættede bitch fights – »du ligner en slutty delfintræner« – over for Rose Byrnes herlige, snobbede skurkedatter fra Bulgarien, der hader sit hjemland, fordi der altid er nogle, som er i gang med at koge kål. Hun himler med øjnene, når Jason Statham i en morsom anticasting som uduelig machoagent kaster om sig med usandsynlige røverhistorier. Og hun formår at skabe et rørende portræt af den ringeagtede papirnusser, hvis undercover-identiteter altid er som alenemor eller kattedame, og som må kigge langt efter Jude Laws dånende perfekte agent.
Så gør det ikke så meget, at hendes evner som spion får lidt for fuld skrue, så plottet kan hænge sammen. For mest af alt vil ’Spy’ være sjov, og det lykkes oftest for det meste. Især når humoren bevæger sig væk fra legen med spionfilmens konventioner og hen mod det overraskende sorthumoristiske.
Som når en ansat på det skadedyrsinficerede CIA-kontor tørt og helt ukommenteret konstaterer: »Der er en mus på mine patter«.
Kort fortalt:
Manden bag ’Bridesmaids’ har lavet en stilsikker spionkomedie med Melissa McCarthy, der mesterligt balancerer i centrum af filmens morsomme, forskelligartede karaktergalleri.
Læs også: Melissa McCarthy i seks ubetalelige klip