Mikkel Munch-Fals blev et kendt ansigt som overbevisende vært på DR2’s filmprogram ‘Premiere’ i 2008. Han stoppede efter et års tid for at pleje sin egen karriere som instruktør, hvilket resulterede i debutfilmen ‘Smukke mennesker’.
Nu er han så blevet ansat som en af to filmkonsulenter på voksenspillefilmområdet hos Det Danske Filminstitut. Det er en af de mest magtfulde positioner i dansk film, men også en af de mest udsatte. Det er nemlig filmkonsulenterne, der enerådigt bestemmer, hvilke filmprojekter der skal have del af de støttekroner, som er altafgørende for, om en film kan finansieres. Her kan man hurtigt gøre sig populær blandt de udvalgte få – og få fjender for livet blandt dem, der har fået afslag.
Munch-Fals er nu tiltrådt sit nye job, og ved sin velkomstreception holdt han en opsigtsvækkende tale, der efterspørger eksperimenter og originalitet i dansk film. Den slags taler er ofte vage og forglemmelige, men Munch-Fals’ humoristiske og tankevækkende ord fortjener at blive læst og viderebragt.
Her er talen i sin fulde længde med tak til Det Danske Filminstitut:
Mikkel Munch-Fals tiltrædelsestale:
»Vi danskere er glade for det, som var engang. De gode gamle dage. Tiden, hvor det ikke var flygtninge, som styrtede rundt på vores landeveje, men derimod en frejdig og sorgløs Poul Reichhardt, som var dus med himlens fugle. Ak ja, de gode gamle dage.
De gode gamle dage er jeg også blevet konfronteret med i forbindelse med min ansættelse som filmkonsulent. Jeg blev spurgt til min ‘programerklæring’ og min ‘vision’, allerede inden jeg startede i stillingen – og er blevet spurgt mange gange siden. ‘Hvad i alverden er din programerklæring?!’ spurgte en ældre markant producer mig. ‘Da Jørgen Leth trådte til som konsulent, sagde han, at nu skulle alle hans venner lave film. Se det var en programerklæring!’ Åh, de var så herligt fandenivoldske og provokerende i gamle dage.
Som nystartet vil jeg gerne begejstre på lige fod med Jørgen Leth og siger derfor, som han gjorde: Nu hvor jeg er blevet filmkonsulent, skal alle Jørgen Leths venner lave film. Det er skam ikke, fordi jeg ikke selv har venner. Det har jeg. Men han er havbiolog.
Gamle dage og anekdoter om tidligere filmkonsulenter spøger naturligt nok på Filminstituttets gange. Da Thomas Winding trådte til som konsulent, erklærede han vist nok noget i retning af, at han ikke ville støtte film, hvor der indgik håndvåben. Det lyder som udgangspunkt fornuftigt nok, men hvis jeg tilsluttede mig det standpunkt, ville der allerede i morgen ligge et projekt på mit bord med titlen ‘Pistolen – som blev væk!’.
Det, som jeg prøver at sige, er selvfølgelig, at en konkret og officiel programerklæring fra mig sådan set strider imod konsulentens måske fornemmeste rolle, nemlig at anspore selvstændige mennesker med originale ideer og ikke dem, som er bedst til at rette sig efter anvisningerne i en given konsulents programerklæring. Dem, som er bedst til at gøre, hvad der bliver sagt. Dem husker vi fra skolen. De fik 13-taller … og ingen har hørt fra dem siden.
Som filmkonsulent er min rolle gudskelov ikke at få de originale ideer, men at finde dem. Filminstituttet kan ikke støtte bedre film end dem, som branchen selv byder ind med. Det er med andre ord ikke min skyld, hvis danske film kommer til at stinke i de kommende år.
De gode gamle dage bliver man paradoksalt nok også konfronteret med i en hvilken som helst panelsamtale om dansk films fremtid. Der går med garanti ikke mange sekunder, før der første gang bliver henvist til Dogme-filmene. Man skal bestemt ikke forklejne Dogme, men det er 20 år siden, og Dogme-folkene har for længst selv bevæget sig videre. Det er mit håb, at vi snart får noget nyt, vi kan referere til med samme entusiasme. Og det skal helst ikke være Nordic Noir, for det bliver jeg allerede lidt tung i fødderne af.
‘Mænd der hader kvinder’ er hovedværket i den succesrige nordic noir-bølge på film og i serier. En bølge, Mikkel Munch-Fals har fået nok af.
Som danskere er vi pavestolte af de gode gamle dage. Af vores kulturarv. Den materielle såvel som den immaterielle. Fra hygge til hakkebøf, fra H.C. Andersen til humor – denne enestående danske humor, som i modsætning til humor i andre lande er kendetegnet ved at være … skæg.
Men hvis vi altid er tilbageskuende, hvis vi kun hylder det, som var, gennem uendelige kulturelle gentagelser og reproduktion, så holder vi samtidig op med at tænke, for vi bliver hurtigt uimodtagelige over for ting, vi har hørt, set og oplevet før. I sin værste afskygning er nostalgi en form for kulturel nekrofili. Den eneste væsentlige forskel er, at der ikke for alvor er nogen, som tager skade af rigtig nekrofili.
Overdreven kulturel nostalgi kan derimod godt være skadelig. For i nostalgien lurer selvtilstrækkeligheden – og med den stagnation og intolerance. Et had til tiden og en frygt for forandring. Historisk er de fleste fascistiske og totalitære samfund karakteriseret ved et ønske om at modsætte sig udvikling, ved et ønske om at fastfryse tiden eller ligefrem spole den tilbage. Der var derfor, en cambodjansk landmand den ene dag kunne stå med en glimrende John Deere-traktor og dagen efter Pol Pots ‘reformer’ pludselig stod med en bøffel. ‘Hvad fanden?!’ må han ha’ tænkt. På cambodjansk.
Lille Per og Bodil skal et godt stykke uden for deres comfort zone, hvis det står til Mikkel Munch-Fals.
Vi må ikke sidde fast i de gode gamle dage. Vi skal udvikle os, samfundsmæssigt og menneskeligt. Der spiller kunsten – og måske især filmkunsten – en helt central rolle.
Vi skal huske, at det, som var engang, altid bare er en mellemregning til det, som er i dag. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal forkaste alt, som virker og som er afprøvet med succes. Både Harry Potter, Batman og Bond har udviklet sig med verden og deres publikum. Vi behøver altså ikke forkaste det gamle fuldstændigt, men vi er forpligtede til at puste nyt liv i det. Og dermed nyt liv i os selv.
Det er som udgangspunkt ikke mit bord, men jeg støttede hjertens gerne en Far til fire-film, hvis den lod Lille Per udvikle sig med verden og tiden.
Hvis vi fik lov at opleve Pers formative teenageår, hans første flirt med homoseksualitet, hans første ægteskab, hans første barn, hans første uægte barn, hans skilsmisser, hans deroute med alkohol og amfetamin. Hvis vi fik lov at opleve ham blive gammel, komme på plejehjem, se ham ophængt i seletøj for at blive vasket i enden, være der, når han tager sit sidste åndedrag og deltage i begravelsen, hvor han hyldes med en musikalsk medley af de sangperler, han gjorde til dansk folkeeje: ‘Det er sol, det er sommer, det er søndag’, ‘Til julebal i Nisseland’, ‘Hej for dig og hej for mig’ og endelig ‘En sort lille nigger fra Afrika’.
Men Pers død er ikke et punktum for serien, for ved hjælp af en antropomorf elektro-kryoteknik, som omdanner dødt stof til organisk materiale, vækkes elefanten Bodil til live og fortæller om alle de år, stående paralyseret i Pers drengeværelse, hvor den så ting, som ingen tøjelefant bør se.
Med sin mosaiske fortællestil og sine pågående portrætter af afvigende seksualitet repræsenterede Mikkel Munch-Fals ‘Smukke mennesker’ noget nyt i dansk film. Nogle mente, at han lykkedes – andre, at han fejlede. Foto: Christian Geisnæs.
Min konklusion er, at vi ikke må sidde fast i de gode gamle dage. Vi kan og skal ikke forfalde til kulturel reproduktion. Ikke hylde de gamle dage overdrevent, men naturligvis heller ikke fremelske et fælles hukommelsestab.
Det nytter ikke noget, at vi siger: Åh ja, en fed film – den vil jeg også lave! Hvis vi skal udvikle os, har vi brug for originalitet. For noget, som har en indre kunstnerisk nødvendighed i sig.
Jeg vil som udgangspunkt hellere se en film, som prøver noget nyt – og dermed risikerer at fejle – end jeg vil se en film, som lykkes med noget, der er prøvet før.
Og der var den så alligevel – en slags programerklæring.
Vi fortæller historier for at forstå os selv. For at blive klogere på vores fortid, samtid og fremtid. For at kunne orientere os i en kaotisk og vilkårlig verden. Og vi fortæller historier for at muntre og underholde os selv, så ventetiden frem til vores uundgåelige død bliver en tand mindre utålelig. At lave underholdning er som sådan nobelt nok. Men vi skal alligevel spørge os selv: Vil vi hellere dø kloge og oplyste end underholdte?
Tak fordi I lyttede – eller så ud, som om I gjorde det. Og tak til Filminstituttet for at betro mig dette hverv. Jeg skal gøre mit bedste for at passe på det«.
Læs også: Realisterne vs. poeterne – fronterne trækkes endelig op i dansk film