Stop!
Den imaginære natdragtskone
Lad os få det ud af verden med det samme. Forleden skrev jeg om en vis tendens i tidens tv-serier, hvor gud og hvermand snakker med de afdøde, som var det lige så normalt som at købe babybites i 7Eleven på vej hjem fra byen eller falde i søvn til Deadline på DR2.
Nu ved vi strengt taget ikke, om Henrik Sabroes smukke kone er blevet til aske og steget til himmels, men princippet er det samme. Den gode Thure Lindhardts primære samtalepartner i ’Broen’ er et evigt, blidt natdragtklædt fantasifoster. Jeg håber, dem fra ’Åndernes magt’ kommer forbi og får udmanet gespenstet én gang for alle.
Det heftige clusterfuck af kryptiske parallelhistorier
’Broen’ har altid haft en ubehændig trang til at sætte for mange skibe i søen, og tredje sæson er ingen undtagelse. Faktisk skal man have bestået kurset Avanceret Parallel Narrationsteknik på en højere læreanstalt, hvis man skal være helt skarp på, hvem der er hvem, og hvorfor de optager så meget plads i historien om Sære Saga og Promiskuøse Thure.
Vi har været forbi Sonja Richters højreorienterede pundit (hvor blev hun egentlig af?), hendes slangekælende psykopat af en rengøringshjælp og den PTSD-ramte bror til den myrdede Helle Anker. Vi har også mødt det unge par Jeanette og Marc, som kommer i klammeri med en gangster forklædt som socialarbejder, Lucas, og er rugeforældre for forretningsmanden og kunstelskeren Freddie (Nicolas Bro), som vist ikke er helt fin i kanten. Dem følger vi også.
Freddie er gammel ven med Claes, en selvhjælpsguru, som engang var gift med Freddies kone, slår sin egen far ihjel og nu stalkes af en creepy fan.
I Sverige er en celeber virksomhedsarving sin mand utro med venindens teenagesøn, hvilket er svært som seer at forholde sig til, al den stund at det ikke står klart (eller bare uklart), hvordan det hænger sammen med resten af plottet. Jeg har i øvrigt for længst glemt, hvem det var, der blev løsladt fra fængslet i første afsnit, selvom det virkede meget vigtigt dengang.
Måske flettes trådene sammen til en smuk nynordisk sweater, men lige nu føles vævearbejdet lovlig avanceret. Kryptisk er ikke det samme som komplekst, og der kan også komme så mange lag på kagen, at den til sidst bliver ganske uappetitlig.
Det dansk-svenske tværknalderi
Alle i ’Broen’ har en svensk kæreste, kone, slægtning, chef eller kollega. Det dansk-svenske kulturmøde er naturligvis hele præmissen for serien, og det afspejler sig lige så selvfølgeligt i noget så jordnært som produktionsforhold som castings og location.
Men det afhjælper ikke det ufrivilligt komiske i, at danske Helle Ankers kæreste er svensk, at danske Nicolas Bros kone er svensk, at danske Lilian og svenske Hans har sluppet kærlighedshormonerne løs i fælles tråd, og man kunne blive ved.
Men måske er ’Broen’ bare noget så smukt som en nordisk utopi, drømmen om et fælles forbund med Øresundsbroen som den pulserende blodåre. Her forstår danskerne og svenskerne i hvert fald hinanden, lige meget hvor meget der bliver vævet og mumlet, og virkelighedens barske realiteter, hvor vi tyer til engelsk for at finde fælles fodslag, er ikke sluppet gennem dette gul-blå-rød-hvide paradis.
Mere!
Mysteriet om Thure
Jeg var til at begynde med skeptisk over for Thure Lindhardts slikhårede Henrik Sabroe. Han virkede i for høj grad som en klon af Kim Bodnias Martin Rohde, altså den empatiske og hyggelige modvægt til den socialt handicappede Saga, og det faldt måske ikke den dygtige danske skuespiller helt naturligt at spille kontant, snarrådig politimand.
Men i de seneste afsnit er der kommet kød på hans baghistorie, og mysteriet om hans families forsvinding er pirrende (altså bortset fra fantasikonen, se ovenfor). Der er i det hele taget tiltag til en række spændende bånd mellem Henrik og Saga, som nu ikke bare er kolleger, men også fuckbuddies, og mon kimen er lagt til en egentlig romance? Noget tyder i hvert fald på, at de to fortabte sjæle kan finde frelse i hinandens arme.
Lige nu er jeg faktisk mere optaget af denne gåde fra fortiden, som Saga skal oprulle som en anden Carl Mørck, end det aktuelle seriemord med ledetråde i munden og overskårne lemmer.
Saga i krise
Som jeg allerede påpegede i anmeldelsen af de første to afsnit, balancerer Sara Norén på kanten af karikatur med sin menneskelige analfabetisme og faglige brillans.
I denne sæson er hun mere presset end nogensinde før. Med den trofaste Hans i koma er den nye politichef Linn i byen, og denne stramme svenske tante har langt fra så stor forståelse for Sagas særprægede personlighed som den hyggelige farfigur. Samtidig dukker Sagas mor ubelejligt op med nyheder om Sagas fars død og grimme anklager mod den mere og mere isolerede efterforsker. For var Saga i virkeligheden skyld i søsterens selvmord, eller er historien om morens overgreb med Münchausen by proxy sandfærdig?
Her kommer der nye lag på de karakterer, der er grunden til, at man investerer en værdifuld ugentlig time i ’Broen’.
Krimi med samfundskant
Tredje sæson startede spændende med emner som ytringsfrihed, politisk korrekthed og hate crimes som omdrejningspunkt. Det er dog trådt i baggrunden til fordel for en mere traditionel sporjagt og mordopklaring, og de nye sideplot synes ikke umiddelbart at følge tematisk trop. Lige nu står det i hvert fald ikke klart, hvad Nicolas Bro og Sarah-Sofie Boussnina har med de større samfundsdiskussioner at gøre.
Men det kan komme. Vi krydser fingre for endnu mere power på karakterer og tematisk tilsnit i de sidste fem afsnit.