‘Spectre’
‘Spectre’ tager sig selv mindre seriøst end ‘Skyfall’ fra 2012, hvor Sam Mendes viskede tavlen ren ved at nedprioritere de blærede gadgets og vittige bemærkninger, der har været fast inventar i den over et halvt århundrede gamle franchise. I stedet bragte den noget så eksotisk som karakterdrevet drama i centrum.
Den lettere tone slås an tidligt i den nye film – Daniel Craigs fjerde som Agent 007 – da Bond, efter at være blevet slynget hid og did af murbrokker fra en eksplosion og et derpå følgende fald, lander i en magelig siddestilling på en sofa. Senere kører han en Aston Martin udstyret med flammekaster og katapultsæde, og den humoristiske Q (Ben Whishaw) har en replik om, at han risikerer, at M benytter hans kugler som julepynt.
Så meget er ved det gamle i ‘Spectre’, seriens hidtil dyreste produktion, der foruden MI6’s hovedsæde i London tager os med til locations som Italien, Østrig og Marokko – alle ualmindeligt flot fotograferet af Hoyte Van Hoytema. Og det lange, tilsyneladende ubrudte tracking shot, der i den mindeværdige åbningssekvens under De Dødes Dag i Mexico City følger Bond på en uofficiel mission, vidner om legesyge og overlegent overskud.
Det samme gør Christoph Waltz’ skurk, Franz Oberhauser – den onde, men muntre SPECTRE-bagmand, der i årevis har bestræbt sig på at gøre livet surt for vores helt ved at trække i organisationens tråde i ly af skyggerne. Både Waltz’ idiosynkratiske præstation og Léa Seydoux’ (‘Adèles liv’) – som Bonds primære love interest, den unge psykolog Madeleine Swann – leverer i allerhøjeste grad varen.
Jesper Christensen vender kortvarigt tilbage som Mr. White og rammer også hovedet på sømmet, og generelt er filmen befolket med bifigurer, der fortjener mere plads: Monica Bellucci, den ældste Bond-babe nogensinde (50 år), spiller en smuk gangsterenke, og Dave Bautista fra ‘Guardians of the Galaxy’ er Mr. Hinx – en håndlanger af monstrøse proportioner, et lille ordforråd og endnu færre skrupler.
Efter ‘Skyfall’ kunne jeg denne gang savne en smule mere kød på de benede baghistorier. Til gengæld ville det ikke have skadet filmen, hvis de fire manusforfattere havde droppet sideplottet med Denbigh (Andrew Scott), der agter at lukke 00-afdelingen og skrue op for landets overvågning. Men man hænger på, fordi en sydende Ralph Fiennes er helt perfekt som M.
Filmen drives fremad, ofte i formidabel fart, af traditionel og veldoseret action (en helikopter slår kolbøtter i luften, et fly får kappet vingerne under en dristig jagt, Bond slås med den brutale Mr. Hinx på et tog), og plottets mysterium er det mest medrivende siden ‘Dr. No’.
Mendes’ andet Bond-bidrag, der har arvet Connery-filmenes stil, Moore-filmenes nonchalance, Dalton-filmenes råhed og Brosnan-filmenes momentum, forædler på storartet vis Ian Flemings formel.
‘Spectre’ er gammeldags Martini i nye, funklende drinkglas, men den er stadig mindst lige så berusende at slubre i sig som tidligere.
Kort sagt:
Der er fuld knald på ‘Spectre’, Sam Mendes’ anden Bond-film med Daniel Craig som Agent 007, der leverer præcis det, fans måtte ønske sig af skurke, babes, gadgets, jokes, locations og eksplosioner. Man begynder med andre ord allerede at glæde sig til, at Bond og hans velvalgte nye hold vender tilbage.
Læs også: Jesper Christensen – »Når jeg har lavet James Bond, kan jeg holde fri i et år«
Læs også: Vi rangerer de fem bedste og de tre værste James Bond-film