’Infinitely Polar Bear’

En kæderygende, alkoholisk og maniodepressiv familiefar spillet af Mark Ruffalo skal passe sine skeptiske døtre og genvinde sin kones tillid. Kan du regne ud, hvor det bærer hen ad?

Debutanten Maya Forbes har selv skrevet manuskriptet, og som instruktør forlader hun sig helt og holdent på, at hendes hovedrolleindehaver nok skal køre den hjem på sit glatte, sympatiske ansigt alene.

Som evig garant for bundsolide birollepræstationer er 47-årige Ruffalo sådan en fyr, der for det meste har haft rampelyset til låns i mesterlige nyklassikere som ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ’Zodaic’, har opnået Oscar-nomineringer for både ’The Kids Are Allright’ og ’Foxcatcher’ og i ’The Avengers’ kæmper om albuerum med Iron Man og Thor.

Men den teknisk uopfindsomme og sjusket instruerede ’Infinitely Polar Bear’ er ikke hans enkeltbillet til en fremtid som rendyrket leading man. For ganske vist dirrer Ruffalo intenst med det ene øje, varierer sin stemmeføring og veksler sit humør som den bipolare Cameron, men bag mimikken aner man en skuespiller, der famler i blinde omkring det mysterium, han er sat til at spille.

For hvem er han egentlig, denne sindslidende mand, der det ene øjeblik tilsidesætter alt og alle for at gå på druk, og som i det næste øjeblik er en både hensynsfuld og legesyg power-daddy slash førsteelsker? Det synes hverken Ruffalo eller publikum at ane, når Maya Forbes film er forbi.

’Infinitely Polar Bear’ får aldrig skovlen under det komplekse drama, der lurer lige under den polstrede indie-overflade: Camerons forhold til sine døtre forbliver et postulat, mens de spirende følelser for ekskonen blot underbygges af et par romantiske optrin i den klichétunge afdeling. Aldrig forstår man for alvor, hvad den langluntede hustru – spillet af smukke og dygtige Zoe Saldana – ser i sin umulige ægtemand, og med Forbes’ manglende interesse i at få ’Infinite Polar Bear’ til at ligne mere end en gennemsnitlig tv-serie, skærer banaliteterne i øjnene.

Temaet om diagnosen som bipolar flagrer i filmens lette indie-brise, der skjuler sig bag en musikalsk velvalgt og lækkert sammenklippet montage, så snart tingene spidser til. Det kan godt være, at alting sejler i den lille lejlighed, hvor Cameron passer sine to utilfredse døtre, mens ekskonen studerer i den anden ende af landet. Og det kan lige så vel være, at vores hovedperson drukner i alkohol, smøger og eder, så selv Hank Moody ville skamme sig.

Men så snart den charmerende montage-musik har spillet sin sidste strofe, løser alting sig med et snuptag, og filmen mister sin sidste rest af troværdighed.