Prolog
Præmissen ligner på papiret en vanvidssatsning: En dansk road movie i serieform, inspireret af ’Thelma & Louise’ med to uprøvede skuespillerinder i hovedrollerne, krydret med mordplot, vaskeægte skytsengle og en god portion David Lynch’sk surrealisme, der involverer en psykopatisk transvestit. Nå ja, og en gæsteoptræden fra Sussi og Leo.
Crazy much?
To år efter ’Nattevagten’s succes og to årtier før 1864’s svimlende budgetter trak overskrifter skabte Ole Bornedal i 1996 miniserien ’Charlot og Charlotte’, filmet over 10 uger fra Valby til Skagen i selskab med folk som Ellen Hillingsø, Helle Dolleris, Ove Sprogøe og Tommy Kenter.
Og skønt resultatet blev præcis så outreret, som oplægget lyder, er ’Charlot og Charlotte’ et overraskende hovedværk i dansk tv-historie, hvis fabulerende stil og sprudlende visuelle kærlighedserklæring til nationalidyllen i dag står i skærende kontrast til den mørke nordic noir, der med ’Broen’ og ’Forbrydelsen’ tegner konsekvent regnvåde portrætter af fatalistisk realisme.
’Charlot og Charlotte’ blev hædret med prisen for bedste europæiske tv-serie ved Prix Italia, verdens ældste prisuddeling for tv og radio, og gjorde sine to hovedrolleindehavere til danmarksstjerner.
Men selvom Ole Bornedal for længst har pennet en fortsættelse, afviser DR at genbesøge iltre Charlot og sagtmodige Charlotte. Er det moderne serieland simpelthen for indhyllet i krimitåger til at turde satse stort på den fandenivoldske, eventyrlige fortælling?
Her fortæller instruktøren om tilblivelsen af den eneste tv-serie, der nogensinde har kombineret Krøyers Skagen med brutalt mejetærskermord.
Intermezzo: Plottet
Jetsetteren Charlot (Ellen Hillingsø) slår designerpjalter og 90’er-bling sammen med den flæbende bondeknold Charlotte (Helle Dolleris), da begge tilsyneladende brændes af af deres respektive mænd i Københavns Lufthavn.
En spontan indskydelse afføder et road trip til Charlottes forældre i Skagen, og på vejen møder de navnebeslægtede modsætninger et farverigt persongalleri, der blandt andet tæller den psykopatiske morder Poul Teddy (Preben Kristensen i en vanvidspræstation, der skræmte livet af mangen en Linje 3-elskende pode), kriminalinspektøren Orson (fremragende Tommy Kenter, modeleret over Orson Welles i noir-klassikeren ’Touch of Evil’) og den døende greve Birksted (en dybt rørende Ove Sprogøe).
Kapitel 1: Københavnersnuderne rykkede ud
»Ideen til ‘Charlot og Charlotte’ blev vel sagtens født ud af mit ønske om at skabe et ’Thelma & Louise’-univers og lysten til at lave noget, der handlede om kvinder og deres venskab.
Nogle gange er ideer bare et flash af noget. Det der med, at man skal ligge og svede i en seng med stoffer ud over det hele for at kunne forløse sin egen hjertelige smerte og slippe dæmonerne løs, det tror jeg sjældent fungerer på film. I alle tilfælde fungerer det ikke for ens eget liv! Ofte handler det bare om at være pragmatisk og få en god idé.
Præmissen for ‘Charlot og Charlotte’ er klassisk dramatisk oplagt: Man har den stærke, Charlot, der er for kynisk, og den svage, Charlotte, der er for tumpet, og på en eller anden måde mødes de alligevel på midten. Måske overhaler de endda hinanden hver sin vej, som historien skrider frem. Jeg havde en fornemmelse af, at det kunne svinge godt.
Jeg var dramachef på DR dengang, og min souschef Svend Abrahamsen blev ved med at hive ideen frem og sige, at jeg altså burde lave den. Dengang var DR knapt så skarp i sin dogmatik som i dag. Det siger jeg ikke kritisk, men dengang fik man nok lov til lidt mere, lidt hurtigere. Og så havde jeg jo på en måde fået de gyldne laurbær ved at lave ’Nattevagten’, så jeg fik lov til at lege igennem.
Eventyret i at lave serien var, at alle vi, der var involverede i projektet, foretog den samme rejse, som ‘Charlot og Charlotte’ gjorde: Fra København til Skagen filmede vi stort set alle scener kronologisk.
Forestil dig, at man fortæller sådan et hold hardcore-prøvede, københavnske filmfolk, der alle sammen er hurtige i replikken og har prøvet lidt af hvert, at nu skal vi ud i det danske forår og se, hvordan de danske landskaber egentlig ser ud. De blev jo som en flok huskatte, der bliver lukket ud på en blomstereng: ’Whaaat, hvad sker der?!’
Men de nød det i fulde drag. Og for første gang i lang tid på det tidspunkt brugte vi den danske natur som et af de smukkeste scenografiske bagtæpper, man kan have«.
Kapitel 2: Et overraskende ensemble
»Castingen var en lang proces. Der var mange forskellige inde – blandt andet Bodil Jørgensen til rollen som Charlotte.
Ellen Hillingsø kendte jeg selv lidt fra byen. Ikke fordi jeg var en del af jetsettet i København, men hun var standardinventar på visse smarte barer, hvor jeg selvfølgelig også kom. Hun var meget fremme i skoene og lavede radioarbejde osv. Ellen var frisk, og hun var fræk – og lidt grænseoverskridende. Det kunne jeg godt lide.
Helle Dolleris var i virkeligheden også helt oplagt, da vi fandt hende. Hun kom fra Nørresundby, hvor jeg også selv er fra, og havde dermed det jyske sprog i orden. Hun og Ellen matchede hinanden lynhurtigt, så det var lidt af et lucky strike.
Det spændende med en road movie er, at man skifter persongalleriet ud undervejs. Mange af de nødder, pigerne møder undervejs, var ligesom Ellen og Helle nye talenter – Nicolaj Kopernikus som Charlottes fyr Thomas, Henrik Prip som stammende politibetjent, Sidse Babett Knudsen som skuespiller i en enkelt scene og Ulrich Thomsen som læge. Han havde også været med i en lille rolle i ’Nattevagten’.
Preben Kristensen kendte jeg og vidste, at han var en teatralsk og ret dyb skuespiller – selvom der jo var noget Linje 3-luft over ham, med hans dronningeparodier. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville være god som seriemorderen Poul Teddy, som pigerne samler op på vejen. Og han syntes, det var sjovt at spille trans og at skulle stå der på en mark og masturbere med et oversavet jagtgevær. Preben har dog været lidt sur på mig lige siden over, at jeg ikke har fundet roller til ham i andre ting.
Tommy Kenter spillede kriminalkommissær Orson, som jagter ‘Charlot og Charlotte’ for bankrøveri, og han elskede sin rolle. Han gik i mange år efter og spurgte, hvorfor vi ikke lavede en spin-off om Orson.
Baard Owe havde det imidlertid lidt svært ved at skulle spille den gale sektleder af Jobs Børns, for han havde selv haft en meget hård indremissionsk opdragelse. Det var vanskeligt for ham at gå ind i, næsten for personligt. Men han gjorde det, og han gjorde det godt«.
Kapitel 3: Og tårerne trillede
»Ove Sprogøe spillede greven Birksted, der bliver samlet op af pigerne uden for Riget, hvor han tomler for at komme hjem til Fyn. Han var det største ved at lave ‘Charlot og Charlotte’. Hans karakter farver hele serien, selvom han kun er med i to afsnit. Jeg synes, Ove er serien i ånd.
Ove er en af de største skuespillere, der har været i dette land. Han var dybt socialt engageret og enormt klassisk. Han havde en stor kunstnerisk dannelse, spillede stor dramatik på scenerne, var kunstsamler og revyskuespiller. Han kombinerede alle de elementer, det nærmest er forbudt at kombinere i det her land.
Så snart man siger ordet ’underholdning’ i Danmark, bliver det jo helt odiøst, og man skal til at undskylde for sig selv. Til trods for at underholdning i andre lande er en dybt respekteret og meget svær disciplin. Jeg taler ikke om, at man tager en rød næse på og tisser ud over publikum, men at man er i stand til at entertaine folk og gøre det med en vis mening og oprigtig glæde ved det.
Det kunne Ove. Jeg havde arbejdet med ham tidligere på en tv-serie, der havde floppet fælt, og hvor han spillede en af rollerne. En dag sad jeg så i kantinen inde i Radiohuset, da han kom forbi. Aftenen før havde jeg set ’Baronessen på Benzintanken’ på tv med Ove, Dirch Passer og Ghita Nørby. Den var jeg blevet meget overrasket over, for den var rigtig fin.
Jeg sagde tak for i aftes til Ove, men han havde ikke selv fjernsyn, så han vidste ikke, hvad der blev vist. Jeg fortalte ham, at jeg havde set ’Baronessen’.
’Ah ja, var det ikke godt?’ spurgte han. Og jeg sagde, jo, det var det.
’Ja’, sagde han så, ’for vi tog det jo alvorligt. Vi spillede det, og vi tog det virkelig alvorligt’.
Og det kunne jeg godt mærke. Ove var 75 år, da han ankom på settet. Ellen og Helle var helt forelskede i ham, ligesom jeg var, og i pauserne på Fyn sad de og flettede mælkebøttekranse, han fik på hovedet. Han var sød og pjattede med alle.
En aften havde jeg bestilt bord til ham og mig på en restaurant i Svendborg, og folk rejste sig op, da han kom ind i lokalet. Der var så stor kærlighed og respekt omkring hans person.
Da vi skulle hjem ved halv tolvtiden, gik jeg med ham fra restauranten op til hotellet, og jeg skulle holde godt fast i ham, for han havde meget svage ben. Det var en helt stille Svendbog-sommernat, og jeg tænkte, ’det her er den største succes i mit liv’. På dansk kunne det ikke blive bedre end at følge Ove hjem den aften.
Jeg instruerede Ove meget specifikt under Birksteds dødsscene på Lykkesholm. Han sad i en lænestol med udsigt over landskabet. Jeg havde oplevet min mors død på en lignende måde forinden, og den lavede jeg sådan set et replica af på film. Det var hårdt.
Ellen og Helle græd som piskede, de kunne slet ikke klare det, og jeg stod og tudede bag kameraet. Kim Larsen var endda kommet forbi den dag og så med, og han var lige så rystet.
Og så døde Ove på film. Og vi vidste nok godt alle sammen, at det her var Oves sidste film og hans sidste scene på film. Det var 1:1 på et plan, der næsten ikke var til at bære. Der var en underlig stemning omkring det.
Uheldigvis nåede han jo så at lave Olsen Banden 114, som var noget crap, men sådan var det. For mig står scenen med Ove på Lykkesholm som hans sidste filmscene«.
Kapitel 4: Bar røv og strandbajer
»Hvis man skulle lave sådan noget som ’Charlot og Charlotte’ i dag, ville man fejle, hvis man tog den alvorligt. Den lever på, at den er lavet på skøre indfald og eventyrlighed og ’det gør vi da bare!’ Det var en leg.
I en scene skal Charlotte pludselig overtage rollen som Ofelia i ’Hamlet’ på et teater. Jeg gjorde grin med teaterverdenen, for teater kan jo ofte være røvkedeligt. Man kan sagtens føle sig småunderholdt af en halvdårlig film, mens et halvdårligt teaterstykke virkelig er døden (senere blev jeg så selv teaterchef på Aveny-T – sådan kan det jo gå).
Jeg dirigerede statisterne i teatersalen og skulle have dem til at skrige af grin. Så jeg stod og holdt tale, men de var lidt svære at trække op. Til sidst sagde jeg, ’jeg smider bukserne, hvis I virkelig lover mig, at I skriger af grin over at se mig stå her med bar røv’. Og så gjorde jeg det, og det virkede.
Dét vil jeg sige til yngre instruktører: Man gør alt for film. Hvis det virker, er det dét, man gør!
I sidste afsnit holder Charlotte båltale på stranden i Skagen til Skt. Hans, og jeg sagde, at jeg i hvert fald ville have 2.000 statister til den scene. Der er jo ikke noget værre end en dansk film, hvor man kan se, at de kun har haft råd til at købe 15 statister, der står og klumper sig sammen for at syne af noget.
Min statistkoordinator kiggede på budgettet og sagde: ’Det kan vi da ikke, 2.000 statister vil koste en formue!’
’Hør her’, svarede jeg. ’Vi er i Vendsyssel. Du skal bare sætte en annonce i den lokale avis, hvor du skriver, at vi kommer og filmer ‘Charlot og Charlotte’, og der er gratis øl på stranden’. Altså, det var jo vendelboere! Så kom der ca. 2.000 forbi og drak øl den aften.
Som vi stod og filmede scenen, kunne vi undervejs pludselig se, at himlen ovre på vest-siden af Skagen begyndte at stå med den slags høje lammeskyer, der får det til at se ud, som om der er tag over himlen, og solen skinnede helt rødt.
Dan (Laustsen, fotografen, red.) flippede fuldstændig ud, og eftersom vi havde en slutscene med Ellen og Helle tilbage, smed vi alt udstyr ind i bilen og drønede over til Gammel Skagen med det samme. Vi løb ned på stranden, og jeg sagde til pigerne, at de skulle droppe dialogen. Vi skulle bare have dem ind i billedet foran de skyer. Så måtte de finde ud af at udtrykke, at karaktererne hver især havde fået knaldet igennem med deres nye fyre.
De endte med bare at sige, ’har du?’, hvortil den anden svarede: ’Ja, har du?’ Det var en simpel og enormt smuk scene«.
Kapitel 5: At ramme den rene følelse
»Det er klart, når man leger, samtidig med at man skriver, så finder man løbende ud af, hvad der ikke virker.
Det sidste, fjerde afsnit forsøgte at lande alle følelser og få alle enderne til at mødes som i klassisk dramaturgi. Jeg havde oprindeligt skrevet nogle lange dialoger til Peter Gilsforts karakter Niels og Ellens Charlot, hvor Charlot finder ud af, at Niels (som er Charlottes bror, red.) er dybt kunstinteresseret, og at han på mange måder ligner hende. Men det var en fejl og en alt for klassisk manuskriptidé, at de skal mødes, fordi de er ens. De skulle jo netop være uens.
Så jeg fandt på, at uanset hvor Charlot gik, så skulle Niels hele tiden gå bagved med hænderne i lommen. Det blev et enormt skarpt udtryk på en mand – en meget, meget jysk lakonisk mand, som har set his mind på den her pige. Og hvad gør sådan en mand, der ikke har talegaverne i orden? Man følger selvfølgelig bare efter fem skridt bagved.
Scenen, hvor Charlot og Niels sidder over for hinanden på baren i Skagen, og han spørger, om hun er varm, er en af min favoritter. Hun tror, han spørger, om han gør hende varm, og så afslører hun sig selv, da hun siger ja. Hvorefter han siger: ’Jeg mente nu solen’.
Og så bryder Helle Dolleris sammen af grin. Derefter kommer et ophold i musikken, Niels sætter ’Kvinde min’ på jukeboksen, af alle numre. Og så træder Nicolaj Kopernikus’ Thomas ind ad døren og får øjenkontakt med sin Charlotte. Det var ren romance.
Jeg har altid været en instruktør, som har elsket og været enormt loyal over for min kærlighed til noget, der kan være banalt, så længe det virker. Jeg synes, det er storartet. At kunne ramme den rene følelse på film er en af de største ambitioner, jeg nogensinde har haft, om det så er den romantiske kærlighed eller dæmoni.
Jeg var aldrig i tvivl om, at ‘Charlot og Charlotte’ skulle have en happy ending. Men sidenhen har jeg forsøgt at lave en efterfølger, som DR dog ikke har været interesseret i. Desværre. I det femte afsnit jeg skrev til DR, sidder Charlot fordrukken oppe i Skagen, fordi Niels er død på havet. Og Charlotte kommer tilbage fra udlandet for at redde sin gamle veninde.
Jeg synes, det kunne være sjovt at gense ‘Charlot og Charlotte’ med 10 års mellemrum i forskellige kvindeuniverser«.
Kapitel 6: Angsten for stilheden
»Når jeg ser ‘Charlot og Charlotte’ i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor forældet meget af den virker. Især spillestil og teknologi viser spor af tidens tand. Og man kan tydeligt se på scenen, hvor Poul Teddy bliver kørt ned af en majetærsker, at vores budget ikke var kæmpestort. Derfor kunne det også være sjovt at lave den igen i dag.
Men sådan er det. Hvis mit filmsprog var det samme i dag som for 20 år siden, så ville jeg have et seriøst filmisk-gerontofilt problem. Og de få film, der ikke er falmet igennem historien, kan nærmest tælles på to hænder: De sande værker.
Uden at skulle lyde nostalgisk synes jeg, der blev lavet flere gode, spændende film i 80’erne og særligt i 70’ernes USA. Der var et anderledes mod og nogle seriøse auteur-instruktører, der ikke behøvede blive så abstrakte, at de lavede film om nymfomaner på seks timer, men skabte underholdende kunst på et højt plan.
De største kunstneriske oplevelser, jeg har haft de seneste fem år, har været tv-serier. Første sæson af ’True Detective’ var et mesterværk, men så skete der jo det, at manden, der lavede et mesterværk, fik fuld power og troede, at han kunne gå på vandet. Og det kunne han slet ikke.
Det største problem i dag er ikke, at filmene leger for meget. Det er, at filmene leger for lidt og bliver for formfuldendte og mainstream. For nogle år siden sagde jeg ja til at lave gyserfilmen ’The Possession’ i USA, fordi det var et job. Manuskriptet var ikke i top, men vi fik gjort det tåleligt. Jeg vidste, at den historie skulle fortælles i stilhed, fordi skrækken foregår i stilhed. Vores fantasier lever af det, vi ikke kan se.
Så jeg lavede en film med nogle stille breaks, inspireret af kvalitets-horrorfilm som ’The Shining’. Producenterne fra Lionsgate var imidlertid bange for stilheden. Hollywood har meget vært ved at tro på, at ikke alting handler om hastighed og støj. Men hvem har nogensinde sagt, at en god historie skal fortælles i hast?«
Kapitel 7: Alt er muligt
»Jeg var flyttet til Hollywood, da ‘Charlot og Charlotte’ kom ud i efteråret ’96 og havde allerede hovedet fuldt af alt muligt andet, så jeg fulgte ikke med herhjemme. Men modtagelsen var vist vældig god.
Den er næsten allegorisk snarere end naturalistisk. Det naturalistiske er vel i virkeligheden altid det farlige element. Når noget bliver for naturalistisk, så bliver det en diskussion af tiden og falmer hurtigt.
Alt for mange film i dag kan man regne ud inden for de første fem-ti minutter, fordi de er bygget over samme skabelon. Jeg har lige afvist et manuskript fra en amerikansk producent, hvor morderen kom ind ad døren til to kvinder i et sommerhus allerede på side 17. Så ved man, at resten derfra bare er en opvisning i galskab. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til.
Det sker sjældent i dag, at jeg læser noget virkelig originalt. Der er ingen, der tør træde ved siden af. Alle skriver til forventningerne.
‘Charlot og Charlotte’ var uansvarlig i forhold til, hvordan man ville gøre det i dag. Men det kan sagtens lade sig gøre. Det kræver bare, at man har modet og nogle producenter, der tør lege med. Så er alt muligt«.
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.