’Den gode dinosaur’
Damn you, Pixar! Så sidder man igen med duggede 3D-briller og voksen-snøfter diskret ned i popcornsbøtten, mens hjertet smelter om kap med vinter-kynismen.
For anden gang i år nedbryder animationsdrømmefabrikken sålunde alle bange anelser, man måtte nære over for Teletubby-pangfarvede hovedrolleindehavere, og leverer et større følelsesmæssigt punch, end langt de fleste spillefilm formår med skuespillere af kød og blod.
’Den gode dinosaur’ er skåret over tegnefilmens mest elskeligt skamredne skabelon: Sødt dyr mister forælder på dramatisk vis og tvinges i skyldplaget clinch med den store vide verden på en farefuld dannelsesrejse, der undervejs avler tværkulturelle venskaber. Dén sang kender vi til tårevædet bevidstløshed fra barndommens ’Bambi’ og ’Løvernes konge’, men der er mere på spil i ’Den gode dinosaur’, end filmens første formulariske kvarter lægger op til.
Vi befinder os i USA’s maleriske midtvest kort før den sidste istid. Dommedagskometen, der ville have udryddet dinosaurerne, ramte aldrig, og dermed er øglerne nu klodens mest civiliserede livsform, mens de første mennesker krabler rundt på alle fire og hyler mod månen.
Den skravlede langhals Arlo bor med sin familie på prærien, og jo hurtigere man kommer sig over det gakkede nybyggerscenarie, hvor dinoerne dyrker majs, holder høns og binder spejderknob med klumpfødderne, jo bedre. De uddøde kæmper er nu engang lige dele monsterguf for de mindste og evolutionens symbolsk-formanende gave til det miljøaktivistiske Hollywood.
Arlo vil bare så gerne gøre sig fortjent til sin malmrøstede farmands ros, og da et besynderligt ’skadedyr’ – en snerrende menneskeunge med primitive Mowgli-manerer – fråder sig i forrådskammeret, skal Arlo stå sin manddomsprøve. Drengen undslipper imidlertid, og mens far og søn sætter efter, trækker tordenskyerne sammen over Rocky Mountains.
Et styks traumatiserende Mufasa-død senere og Arlo er fortabt i vildmarken med menneskedyret som eneste selskab. Herfra begynder en møjsommelig færd, og ’Den gode dinosaur’ tipper vellykket på hatten til Disney-klassikeren ’Den fantastiske hjemrejse’, mens den krydrer sit parallelunivers med forfriskende syrede bipersoner, der siger knapt så børnevenlige ting som »If you pull my leg, I’ll eat yours« (citat: T-Rex).
Resultatet er en fantasifuld fusion af nostalgisk western og ’Landet fra længe siden’, hvor bekymrede klimareferencer og kameraets kælen for detaljerne i den absurd flotte Yellowstone-natur indgyder et indtrængende visuelt budskab om at værne om en verden i rivende forandring.
Nok er ’Den gode dinosaur’ ikke så dramaturgisk original som depressionskomedien ’Inside Out’. Til gengæld trækker dinodysseen paralleller til Disney-katalogets fineste filmfabler som ’Dumbo’ og ’Bambi’ i kultiveringen af en rørende ordløs kommunikation karaktererne imellem. Det usagte bliver en urkraft, der går lige i hjertekulen.
Kort sagt:
Duoen Pixar/Disney gør det igen. Mindre end et år efter den geniale ’Inside Out’ føjer ’Den gode dinosaur’ sig til rækken af studiernes mest hjertefølte animationseventyr med en nostalgisk, lettere miljøpolitisk dannelsesrejse igennem USA’s midtvest, der sjældent er set flottere.