Tips til den lille nazisvindler: Fem film og serier, der vil gøre Lars Løkke i bedre humør

I den forgangne uge er Lars Løkke Rasmussen blevet kaldt »en lille svindler« af Mogens Lykketoft og sammenlignet med en nazist i en satiretegning i The Guardian. Statsministeren trænger utvivlsomt til at trække stikket på sofaen, og vi kommer ham her til undsætning med fem film/serier, som kan få ham i bedre humør.

Il divo2
»Jeg er hverken den største eller mindste svindler«: ’Il divo’

Mogens Lykketofts beskrivelse af Lars Løkke er blevet læst, som fanden læser Biblen. For hvem siger egentlig, at udtrykket »en lille svindler« relaterer sig til statsministerens vertikale statur?

Måske mener Lykketoft snarere, at Venstre-formandens svindleri er af beskedent omfang, han er altså ikke »en storsvindler«, men holder sit bedrageri fint i ave som en lille fisk på den store svindelskala. Det gør Lykketofts ord meget mere snusfornuftige og rimelige, for selv Lars Løkke må vel erkende, at han har svindlet en lille smule med alle de hotelregninger og ølbonner og limousineture – og tja, hvem kan efterhånden også hidse sig op over det, levemænd lever, som levemænd leve.

En storsvindler var til gengæld Italiens tidligere premiere Giulio Andreotti, der i Paolo Sorrentinos fremragende film bliver skildret som en aparte lille mand, der snor magten om sin lillefinger og bliver valgt ad hele tre ombæringer, selvom hans mafiarelationer og korruptionstilbøjeligheder er almentkendte.

I Toni Servillos fremtoning bliver han beskrevet som et højdemæssigt meget lille menneske, der bedrager meget stort. Han overgår således Løkke på alle parametre, så med ’Il divo’ får den gamle Græsted-gut en perfekt film til trøst og adspredelse.

The Fugitive2
»Flygtning mig her, flygtning mig der«: ‘Flygtningen’

Med eksempelvis annoncer i mellemøstlige aviser har Venstre haft travlt med at slå fast over for omverdenen, at Danmark ikke er et rart sted at opholde sig som flygtning. Men det var jo ikke ment på den måde. Eller, jo, det var det, men det var i hvert fald ikke ment på den måde, at andre end flygtningene skulle fange budskabet om ubehagelige Danmark. Vores venner i verdenseliten skulle jo helst blive i den opfattelse, at Danmark gør meget mere end alle andre for de trængende asylansøgere.

Det er bare for frækt, at EU, Kofi Annan & co. lytter med ved den intime samtale, regeringen prøver at føre med verdens flygtninge for at holde dem langt væk fra vores dejlige, nej, forfærdelige land. Og man må omvendt håbe, at flygtningene ikke formaster sig til at lade sig inspirere, når regeringen i disse timer sender krisekommunikationsbudskaber ud til omverden om, hvor altruistisk Danmark i virkeligheden opfører sig.

De evigt overkritiske politiske iagttagere underkender simpelthen, hvor strategisk udfordrende det er at føre skræmme- og forskønnelseskampagne på samme tid. Det kræver en brandgod statsleder, og så tror da fanden, at Lars Løkke føler sig misforstået og uskyldigt forfulgt.

LLR har lige nu brug for at kunne forsikre sig om, at retfærdigheden sker fyldest i sidste ende, og derfor bør han i sin velfortjente weekend sætte sin gamle VHS-kopi af 90’er-thrilleren ’Flygtningen’ i maskinen.

For i modsætning til de mange lykkeriddere, der oversvømmer de danske grænser, er her tale om en ægte flygtning: Dr. Richard Kimble, der uretfærdigt bliver anklaget for mordet på sin kone og får Hollywoods svar på Margrethe Auken, Tommy Lee Jones, på nakken.

Kimble bliver tilmed spillet af Lars Løkkes amerikanske tvilling minus 35 kilo, Harrison Ford.

Black Mirror
»Det kunne have været værre«: ’Black Mirror’ afsnit 1

Det må gøre ondt på selv den mest hårdføre karrierepolitiker at se sig selv portrætteret i brun ruskindsjakke og rødt Johnny Hansen-slips i selveste The Guardian.

Når man er lidt tvær og trist, ved vi dog alle sammen, at det kan genvække livsgnisten, når man hører om andre, der har det endnu værre. Og netop denne funktion tjener første afsnit af ’Black Mirror’, som kan ses på Netflix. Her bliver Englands premiereminister afpresset til at kopulere med en gris på live-tv, da en af landets prinsesser er blevet kidnappet. Hvilket den skånselsløse politikertype selvfølgelig finder ydmygende på indtil flere niveauer, som satiretegningen af en forbløffende muskuløs dansk statsminister trods alt ikke kan hamle op med.

’Black Mirror’-afsnittet er fra 2011, men fik sidste år en revival, da der florerede rygter om, at David Cameron havde haft seksuel omgang med en død gris i sine universitetsår.

Når man tænker over det, viser The Guardian-tegningen dog faktisk Lars Løkke i en ret mistænkelig positur rettet mod rumpen af en grisebasse. Tilmed med hånden på halen. De er nogle svin, de briter.

World's end
»Fuck en uge, jeg trænger til en bajer«: ’The World’s End’

Vi kender det alle sammen: Det har været en hård uge, papirstakkene har hobet sig op på skrivebordet, man har fuldstændigt mistet overblikket over indbakken, møderne har ligget væg-til-væg, man er blevet karaktermyrdet af en af Danmarks mest respekterede politikere, og man er blevet sammenlignet med en griseelskende nazist af Englands førende avis.

Selv en puritaner som Lars Løkke kan i den situation få behov for at slappe af med en læskende kold øl til at pirre ganepartiet, og vi har fundet det perfekte stykke underholdning som supplement til procenterne, ’The World’s End’, hvor en gruppe gamle venner beslutter sig for at gennemføre en hasarderet pubcrawl på 12 barer i Newton Haven.

Titlen er måske ikke den mest betryggende for en mand i statsministerens forfatning, og da filmen efterhånden udvikler sig til rendyrket science fiction med rumvæsner og jeg skal give dig, er vi dog lidt bange for, om den politiske realist Løkke vil stå af (»for at undgå fremadrettede udfordringer vil jeg i al stilfærdighed plædere for en mere ansvarlig tilgang til genreanvendelserne«), tilbyder vi for en sikkerheds skyld et par opmuntrende alternativer: ’Beer Fest’ om den ultimative drikkekonkurrence under Oktoberfesten i München og ’Flight’, hvor Denzel Washington afværger en forfærdelig katastrofe, selvom han er pumped up på sprut og dope.

Der untergang
»Fuck det hele, jeg trækker min ministerpension«: ’Der Untergang’

Der er altid en vej ud, selv for folk, der mere eller mindre retfærdigt er blevet stemplet som nazister. Nu foreslår vi naturligvis ikke, at Lars Løkke tager sig af dage – det ville være dårlig smag – men film tilbyder som bekendt en mere ekstrem version af virkelige mulighedsrum, så der skulle alligevel være inspiration at hente i Oliver Hirschbiegels fortælling om Hitlers sidste dage i bunkeren mod slutningen af Anden Verdenskrig. Uden sammenligning i øvrigt, selvklart.

Den lille svindler Carl Holst fik efter sigende 1,8 mio. kroner i kompensation for at have rodet rundt som minister i 93 dage, så kun fantasien sætter grænser for, hvor forgyldt en mand med Lars Løkkes anciennitet vil blive med ministerpension, eftervederlag, og hvad har vi, hvis han trækker en streg i sandet og roligt og afdæmpet slår fast, at nok nu er nok.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af