Helt fra første afsnit af ’Bedrag’ har man mærket, at ’The Wire’ tjener som en væsentlig inspirationskilde for hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram med makkerparret Nicky og Bimse som danske fætre til arbejderklassefyrene Nick og Ziggy fra havnen, der på tilsvarende vis kommer i opportunistisk uføre i sæson 2 af David Simons mesterværk.
Aldrig har inspirationen dog været mere tydelig end i aftenens afsnit, hvor SØK’s efterforskning kom gevaldigt under pres fra en overskriftshungrende minister.
Som i ’The Wire’ undergraver behovet for kortsigtede resultater hos kyniske karrieremennesker på politisk niveau den langsigtede effekt: Skal mastermind Sander virkelig gå fri, mens hans håndlangere Claudia og Ulrik ofres og sendes lige lukt i kachotten?
Alf og Mads måtte handle hurtigt, men i Sander har de en overlegen modstander, der er usædvanligt nærig med sin signatur. Og her på kimen til sæsonens sidste to timer, ser det på alle måder sort ud for vores helte. Om det ender så sortsynet som i ’The Wire’, må tiden vise, men serien har fået bedre fat i de seneste afsnit, og aftenens udgave var rigere på neglebidderspænding end nogen anden episode hidtil. Claudia og Jens Kristians afpresning af Sander samt Nicky og Bimses fint forløste indbrud fik pulsmåleren til at bonge ud.
Det ændrer dog ikke på, at serien stadig har svært ved at få alle cylindere til at arbejde sammen i fælles suspense-motor. Spændingen lever i enkeltscenerne, men måske knap så meget i den samlede fortælling.
Ugens bedrag
Claudia, hvordan kunne du!?
Claudia er seriens mest komplekse og interessante karakter, fordi hun er troværdigt splittet mellem flere valg, hvoraf ingen er perfekte. Og bedst som man troede, at hun havde valgt side og trådte i karakter som politiets nye deep throat i samarbejde med den dydige Jens Kristian, vendte hun på en tallerken (eller var det hendes plan fra start af?) og fortsatte sit loyale ledtog med slimede Sander Sødergren.
Hun gjorde det dog næppe for hans skyld, men for selv at kunne flygte til Paris med knaster på kontoen og uden at blive yderligere involveret. Et smart træk mod tabula rasa – men er det ikke noget med, at man ikke kan flygte fra sin fortid?
Afsnittet byggede flot op mod hendes dobbeltspil, og det var vel første gang, at serien virkelig tog røven på os. Well done.
Ugens forsvar for Bimse
Når man tager temperaturen på de sociale medier, synes Lucas Hansens Bimse at dele vandene. Og med dele vandene mener jeg naturligvis: Folk kan ikke lide ham.
Men selvom Bimse har taget den ene idiotiske beslutning efter den anden, har jeg fra start af haft et ømt punkt for den let underbemidlede, men godhjertede fyr, der ynder at brænde alle de chancer, han får i livet. Nogle kalder figuren utroværdig, men tro mig: De findes.
Aldrig har mit hjerte blødt for Bimse som i aftenens afsnit, hvor han modsat Nicky udviste anger og empati oven på svenskens nedplaffen af den arme narkodesperado Andreas. Bimse projicerede ømheden for barndomsvennen over på dennes nuttede hund, Batista (efter WWE-kæmperen Dave Batista!), og Nicky fandt da også til sidst mennesket i sig selv med pistolen i hånden og nuttede hundeøjne på nethinden.
Det skulle ikke undre, om Bimse ender som the good guy i sagaen om de to heldigt uheldige helte – men måske kommer han også til at betale for sin grundlæggende godhed?
Ugens bromance
Godt nok tænker man: Har Mads ingen andre i sit liv end den akavede politimakker, han mødte for fire dage siden? Familie? Venner? Nej?
Åbenbart ikke, for nu bliver han delevoksen hos Mads, der åbenbart har så lidt imod lidt kollegialt selskab på matriklen, at han cracker ironiske jokes om at mene det modsatte.
Mads og Kristina måtte gå på kompromis og blive boende i deres lavt værdisatte hus (»man troede, man ejede et hus, men så viser det sig, at huset ejer dig«), og så kan man jo selv lave parallellen til stramvestsentusiasten hos Energreen, der lever i sus og dus med moralen parkeret i kælderen.
Mads gestaltes her som Kyle Chandlers ubestikkelige FBI-agent fra ’The Wolf of Wall Street’, der sveder i den tætpakkede metro i det samme lurvede jakkesæt dag ud og dag ind, mens DiCaprios Jordan Belforts sværeste valg står mellem privathelikopteren, yachten og palæet (så længe det varer). Pointen er tydelig nok – og rammende – men alligevel føles Mads’ ægteskabskvaler som et lidt tidsødslende påhæng i fortællingen. Lidt for meget køkkenvaskfamiliedrama a la start-00’erne i en serie om økonomisk svindel.
Strøtanker:
– Nu er jeg ikke jurist, men kan det virkelig passe, at den øverste chef kan undgå at få blod på hænderne i retten, bare fordi hans ansatte har sat deres krusedulle på papirerne i stedet for ham? Det bliver i hvert fald svært at bortforklare for den administrerende direktør, at han intet kendskab har haft til metoden.
– Det er anden gang, serien slutter med en cliffhanger på Mias død. Men modsat billikvideringen, der bragte hende ned i hospitalssengen i første omgang, ser det ikke ud til, at hun klarer den denne gang. Omvendt er det farligt trendy at genoplive tv-karakterer i disse tider, så lad os nu se.
– Bliver Ulrik mon nu politiets guldkilde i stedet for Claudia? Han så i hvert fald temmelig nedslået ud (Lars Simonsen kan se træt ud som få andre), da Sander bad ham skrive under på oprettelsen af endnu et par skuffeselskaber.
– Jens Kristian-karakteren gik i hundene, men jeg har svært ved helt at forholde mig til figuren, hvis motivation for at pippe løs til politiet (ud over god gammeldags moral, jo jo) har virket temmelig underbelyst.
– Politichef Stine Stengade er forbløffende hurtig til at affeje Jens Kristian som troværdig kilde. Man kunne godt undre sig over, hvorfor ingen bare overvejede muligheden for et setup, vel vidende hvor skånselsløst Energreen har ageret tidligere. Plottet knager.
– Jeg havde stadig helst været foruden flirteelementet i Claudia og Sanders relation. Det forekommer som en træg måde at formidle hendes fascination af den visionære leder, og hvorfor holder hun egentlig ikke større afstand, nu hvor hun har erfaret fra hestens egen mund, hvem der torpederede en journalist ned på åben gade?
– Han er sgu sød ham Bertram.
– Men alligevel: Claudia, hvordan kunne du?