10. Leonard Smalls (‘Raising Arizona’)
»The lone biker of the apocalypse«, kalder Nicolas Cages hovedkarakter, H.I., den frygtindgydende dusørjæger, Leonard Smalls.
Smalls selv er mere beskeden i sin introduktion: »Name’s Smalls. Leonard Smalls. My friends call me Lenny… Only I ain’t got no friends«.
Coen-brødrenes anden film ‘Raising Arizona’ er en fjollet krimi-komedie, hvor det barnløse par, den eks-kriminelle, H.I. og eks-betjenten, Ed (Holly Hunter), stjæler en baby fra den velhavende Nathan Arizona (Trey Wilson). Snart har de både politi, presse og ja, dusørjægeren, Leonard Smalls på nakken.
Smalls spilles ironisk nok af den næsten to meter høje, sværvægts- og kickbokser Randall ’Tex’ Cobb. Valget af Cobb er perfekt, da han giver karakteren en nærmest overdimensioneret korporlighed, som er med til at pirre ideen om Smalls som overmenneskelig dræbermaskine.
For som altid i det Coen’ske univers hersker der tvivl – og teorierne er mange: Er Smalls blot en drøm? Er han en personificering af H.I.’s djævelske sider? Eller måske endda hans ukendte far?
Smalls er frem for alt en udspaltning af Coen-brødrenes krøllede genreleg, hvor westernens koldblodige bounty hunters kombineres med ’Trinity’-spaghetti-western-slapstick, ’Easy Rider’-undertoner og ’Mad Max’-attitude, der inkluderer oversavede jagtgeværer og håndgranater.
Prikken over i’et er Smalls tatoveringer: Den ene med påskriften Mama Didn’t Love Me og den anden af selveste Søren Spætte!
Vi stemmer for, at den på en gang goofy og ultra rå outlaw får lov til at uddele tæsk og smarte bemærkninger i sin egen film. Hvad siger I til ’They Call Me Smalls’ efterfulgt af ’Nothing Is 2 Smalls’?
9. Mrs. Samsky (‘A Serious Man’)
Der er meget få filmskabere, der som Coen-brødrene er i stand til at skabe et persongalleri i deres film, hvor selv den mindste karakter efterlader dig med et uudsletteligt indtryk – hvad end de er et humoristisk eller bare mærkværdigt bekendtskab. Tænk bare på den mentalt ustabile Mike Yanagita i ’Fargo’ eller Adam Drivers tenor-sygende Al Cody i ’Inside Llewyn Davis’.
I instruktørparrets måske mest undervurderede film, ’A Serious Man’, optræder ’Transparent’-skuespillerinden Amy Landecker i rollen som den dristige nabokvinde Mrs. Samsky. Karakteristisk for Coen-brødrene er hun ikke kun et humoristisk indslag, men bliver også både et symbol på tiden og vores hovedkarakter Larrys fristelser kontrasteret af de strenge jødiske traditioner.
Allerede i starten ’A Serious Man’, der udspiller sig i de frie 60’ere, nøgenbader Mrs. Samsky til Larrys store overraskelse og ophidselse i haven ved siden af – som det forbudte æble i Paradisets have.
Senere forvilder en fortvivlet Larry, forladt af konen, sig ind til den dragende Mrs. Samsky. Hun tilbyder Larry »to take advantage of the new freedoms«, og idet hun rækker ham sin joint, forvitres vi ind i Larrys drømmeverden.
Den på en gang stenede, men også djævelsk tillokkende Mrs. Samsky kunne danne en fantastisk grobund for en flippet fortælling om 60’erne – med sex, drugs og rock’n’roll i de fine parcelhuskvarterer.
8. Wheezy Joe / Gus ‘The Ass Nailer’ Petch (‘Intolerable Cruelty’)
Mange har nok lykkeligt, og med god grund, glemt den tamme skilsmissekomedie ‘Intolerable Cruelty’, der (sammen med ’The Ladykillers’) er Coen-brødrenes middelmådigste film til dato. Ikke desto mindre fornægter Coen-magien sig ikke, når det kommer til filmens bikarakterer.
Filmen gemmer nemlig på to stærkt mindeværdige karakterer, der helt efter den Coen’ske håndbog erhverver sig som henholdsvis lejemorder og privatdetektiv.
B-skuespilleren Irwin Keyes er fornøjelig som den astmatiske lejemorder, Wheezy Joe, der udstyret med en inhalator og et håndvåben dræber, hvad end du betaler ham for. Konstant hivende efter vejret og totalt afstumpet er Joe ikke til at stå for. Da George Clooneys Miles spørger, om ofret kommer til at lide, svarer Joe koldt: »Not unless you pay extra«. En film med Joe ville være en dyb indånding – efterfulgt af et latterbrøl.
Mens Wheezy Joe står som Coen-brødrenes karakteristiske kyniske dræber, giver Cedric the Entertainer den som den festlige, fandenivoldske Gus ’The Ass Nailer’ Petch, der har specialeret sig i at, ja, nagle utro røvhuller på film. Replikken »uhh, I’m gonna nail yo’ ass« gentages i en uendelighed af Petch, der er selvskrevet til denne liste – for hvem ville ikke gerne se en hel film med den kulørte privatdetektiv, der fanger røvhuller på film?
Måske en meta-film med titlen ‘How to nail ass by Gus Petch’ eller ‘How not to get yo’ ass nailed by Gus Petch’?
7. Chad Feldheimer (‘Burn After Reading’)
Den kulsorte spionkomedie ‘Burn After Reading’ er faktisk en skjult kritik af det jeg-centrerede og kropfikserede moderne samfund, hvor alle er hinanden utro eller sparer sammen til kirurgiske indgreb på siden.
En del af filmen er logisk nok henlagt til det lokale fitnesscenter med det rammende navn Hardbodies. I centrets inkompetente trænerstab finder man den overenergiske og snotdumme Chad. Coen-brødrenes mod-casting af den normalt tjekkede og dramatiske Brad Pitt er genial – og Hollywood-skuespilleren leverer en af karrierens sjoveste og måske mest undervurderede præstationer.
De to instruktører skåner aldrig deres karakterer hverken fysisk eller intellektuelt – og Chad er ingen undtagelse. Han er måske endda brødrenes største idiot til dato, men med Brad Pitt-charme, lækkert hår, Coen’sk dumdristighed og uimodståelig deadpan-humor er Chad en sand publikumsfavorit.
Forestil dig en sitcom, der udspiller sig i ’Hardbodies’ med alle centerets mærkværdige personligheder: Den kropsfikserede og begærlige Linda Litzke, den kærlighedshungrende, eks-græsk-ortodokse præst Ted og rengøringsmanden Manolo, hvis eneste og konstante sætning er: »On the floor… just lying there«.
Kemien mellem karakterne er spot-on. Se overstående klip og udbryd i kor med Chad: »I think that’s the shit«.
6. Charlie Meadows (‘Barton Fink’)
På en liste over de bedste Coen-karakterer kan man ikke komme uden om brødrenes yndling John Goodman. Instruktørerne har flere gange formået at kombinere den kraftige skuespillers unikke evne til umotiveret at veksle mellem almindelig venlighed og uregerlig aggression.
Mens rollen som den bowlingglade Vietnam-veteran Walter Sobchak i kultfilmen ’The Big Lebowski’ er publikumsfavoritten, så er Goodmans rolle som forsikringsagenten Charlie Meadows i Cannes-vinderen ’Barton Fink’ absolut den mest interessante og mytiske.
Faktisk er Charlie slet ikke Charlie. For hvad der starter med at være en konstant svedende, arbejdende everyday man med en slem ørepine, viser sig nemlig at være seriemorderen Karl ’Madman’ Mundt, der muntert henretter sine ofre med ordene »Heil Hitler«.
Eller er Charlie faktisk satan selv? Der er utallige teorier om karakteren og ’Barton Fink’, der som de bedste Coen-film altid er fyldt med enigmatisk symbolik. Ondskab er en tilbagevendende tematik i Coen-universet – og når det kommer til den djævelske og utilregnelige Charlie Meadows, der sætter hotellet i spontan brand, er der ingen ligemand.
Og hvem ville ikke gerne se en hel film om satan selv i form af Goodman som manisk seriemorder?
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
5. Mattie Ross (‘True Grit’)
(Dum)stædighed er et gentagende karaktertræk hos Coen-brødrene – tænk bare på The Dude og hans tæppe i ’The Big Lebowski’. Det er derfor heller ikke svært at forstå, hvorfor filmskaberne faldt for den lille standhaftige pige Mattie Ross i Charles Portis westernroman ’True Grit’, der allerede i 1969 var blevet filmatiseret med John Wayne.
Den stærkeste egenskab hos Mattie Ross, der drager ud for at dræbe sin fars morder sammen med U.S. Marshal Rooster Cogburn (en fordrukken Jeff Bridges), er netop stædighed. Ross har dog også skruet hovedet rigtigt på, og hendes kløgtighed, talegaver og mod hjælper hende gang på gang – som da hun snører hestehandleren (i ordets dobbelte forstand) Stonehill eller pløkker sin fars morder.
Mattie lægger sig i klar tråd med Coen-brødrenes stærke, selvstændige kvindelige karakterer, som også inkluderer Ed McDonagh i ’Raising Arizona’ og Marge Gunderson fra ’Fargo’.
Selvom man sagtens kan argumentere for, at den velspillende og filmdebuterende, dengang 13-årige Hailee Steinfeld er filmens hovedperson, blev hun ikke desto mindre nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle – og kan derfor med god samvittighed snige sig med på denne liste.
I filmens slutning afslører en voksen Mattie, at hun aldrig blev gift, »det var der ikke tid til«. Hvad mon Mattie har lavet i de mellemliggende år? Vi ville gerne se en femi-western med Mattie Ross som sej, frigjort kvinde i det vilde, vilde vesten.
4. Loren Visser (’Blood Simple’)
Coen-brødrenes flirt med film noir startede allerede i deres fortrinlige debutfilm ’Blood Simple’, der er et jalousifyldt trekantsdrama, som ender med, at eksmanden, Ray, hyrer en detektiv til at dræbe eks-konen Abby og hendes nye fyr, Marty.
Men denne slimede detektiv, Loren Visser, viser sig at have sin helt egen dagsorden. Rollen var skrevet specifikt til veteranen, M. Emmet Walsh, der er fænomenal som den overvægtige, altid svedige og diabolske Visser.
»If the pay’s right, I’ll do it!« fortæller den luskede privatdetektiv – og afslører dermed det tilbagevendende motiv for Coen-skurkene: Penge. Grådighed bliver som i Biblen (bogstavligt talt) en dødssynd i brødrenes film, hvor mange af deres skurke hverken ejer moral eller pli og derfor har umanerlig svært ved at sætte tæring efter næring.
Heldigvis er Visser ikke uden sarkasme, som da han, efter Ray har fortalt ham, at man i det gamle Grækenland huggede hovedet af budbringeren af dårlige nyheder, hånligt siger: »Gimme a call whenever you wanna cut off my head… I can always crawl around without it«.
En hel film med den glatte og bestikkelige Visser, der kryber rundt i den kriminelle underverden? Ja tak.
3. Carl Showater & Gaear Grimsrud (‘Fargo’)
De to uduelige lejemordere fra Coen-brødrenes Oscar-vindende ‘Fargo’ er på mange måder indbegrebet af de to filmskaberes arketypiske grundkarakterer: Den speed-snakkende halvhjerne og den stille hævner.
Det umage makkerpar Showater og Grimsrud er derfor også svær at splitte op. Sat på spidsen kommer den pandekage-elskende Gaear Grimsrud (Peter Stormare med usædvanlig døde øjne) til at stå som et symbol på hensynsløse ondskab, som hersker i mennesket, mens kompagnonen, charlatanen Carl Showater (en velspillende Steve Buscemi) repræsenterer menneskets uendelige grådighed.
Makkerparret står for en af 90’ernes mest mindeværdige scener, nemlig dén med flishuggeren – et stærkt billede på to af brødreparrets tilbagevende hovedingredienser: Den groteske humor og den æstetiske skør- og skønhed.
’Fargo’ er blevet genoplivet i den fremragende FX-serie af samme navn, og selvom vi her allerede har fået en moderne afart af de to lejemordere, vil vi altså også have Showater og Grimsrud tilbage.
2. Anton Chigurh (‘No Country For Old Men’)
Det – eller nærmere ham – de fleste bedst husker fra Coen-brødrenes Oscar-triumf ‘No Country For Old Men’, er lejemorderen Anton Chigurh, der udstyret med sit ikoniske pagehår og en kvægpistol utrætteligt jagter en kuffert med penge.
Ulig brødrenes vanlige stil er ’No Country For Old Men’, der er baseret på Cormac McCharthys pulp-roman af samme navn, nærmest renset for humoristiske indslag og fremstår i højere grad som en dyster og pessimistisk fremstilling af en blområdden verden. Netop den amoralske og skrupelløse Chigurh, der ingen respekt har for menneskeliv, står som det levende symbol på rådenskaben.
Spanske Javier Bardem leverer en enestående og intens præstation, der ikke bare sikrede ham en Oscar for bedste mandelige birolle, men også en plads på listen over de vanvittigste seriemordere fremført på film nogensinde.
Den afstumpede og dyriske Chigurh er fascinerende på den mest kuldegysende facon – og sammenligningerne med Ingmar Bergmans Død fra ’Det syvende segl’ er ikke skudt helt ved siden af. Men i stedet for et spil skak nøjes Chigurh med at slå plat og krone om sine ofres liv.
Bardems Chigurh er allerede blevet udsat for parodiering, blandt andet i den rædsomme ’Disaster Movie’, men det afholder ikke os fra at foreslå en solofilm om lejemorderen: ’Anton: Portrait of a Serial Killer’. Tanken om Chigurh på nye creepy eventyr er altså sadistisk tiltalende!
1. Jesus Quintana (‘The Big Lebowski’)
»Nobody fucks with the Jesus« – og det tør vi heller ikke. Så selvfølgelig topper John Turturros popkulturfænomen Jesus Quintana vores liste.
I bund og grund ønsker vi os jo nok bare en ’The Big Lebowski 2’ – selvfølgelig med bevidstheden om, at det formentlig ville være umuligt at leve op til vores forventninger. Men nu hvor Coen-brødrene kategorisk har afvist det, hvorfor så ikke kaste sig over et Jesus-spinoff. Turturro har selv luftet ideen, for i 2014 udtalte skuespilleren: »Hvis jeg kan få den tilladelse, jeg behøver, vil jeg gerne gentage rollen«.
Men hvorfor har filmfans verden over kastet kærligheden på den erklærede børnelokker, der selvhøjtideligt kalder sig selv ’The Jesus’ og faktisk kun har små fem minutters skærmtid?
Det skyldes nok, at hele figuren er så dejlig over-the-top, at man ikke kan andet end at forelske sig i ham. Fra de små detaljer som den lange, lilla lillefingernegl, der matcher bowlingtøjet, over hans fantastiske strike-dans til Gipsey Kings version af ’Hotel California’ og Turturros sleske accent og aparte fremtoning.
Rygtet om et spin-off har floret i årevis, og fans har leget med titler som ’100 Minutes of Jesus’. Ifølge Ethan Coen har Turtorro sågar selv pitchet en konkret spin-off historie for brødrene, som de desværre ikke er hoppet på. Endnu.
I et interview fortalte Turturro, at han havde leget med tanken en film med Jesus som chauffør for en skolebus. Selvom denne ide absolut lyder tilpas underlig – og med en voldsomt tabubelagt humoristisk vinkel – til, at det sikkert kunne fungere, ville en film, hvor vi følger Jesus i en bowlingturnering, også være stærkt underholdene. For som The Dude siger: »That creep can roll, man«.
Læs også: Interview med Coen-brødrene: Når man laver et dansenummer, behøver det ikke handle om flygtninge
Læs også: Anmeldelse af ‘Hil Cæsar!’