’11.22.63’: James Franco er for stiv i Hulus tidsrejseserie
Med Hulus filmatisering af Stephen Kings tidsrejse-thriller ’11.22.63’ har James Franco fået sin første seriehovedrolle siden den geniale ’Freaks & Geeks’ (1999-2000). Rollen som high school-slackeren Daniel Desario katapulterede Franco til stjernestatus og gjorde hans charmerende smil til et brand.
I ’11.22.63’ spiller Franco den nyskilte engelsklærer Jake Epping fra Maine. Ejeren på hans stamdiner Al Templeton (Chris Cooper) indvier Jake i hemmeligheden bag hans super billige hamburgere. I et skab i baglokalet er en portal, der altid fører den person, der gå igennem, til samme dag og tidspunkt i 1960. Al har købt sit burgerkød billigt i en slagter i 1960, men har også sat sig selv den mission at ændre fortiden og stoppe mordet på John F. Kennedy i Dallas i 22. november 1963.
Als problem er, at han på sin sidste tur til fortiden, fik terminal kræft og faktisk er på dødens rand. Portalens regler er, at uanset hvor længe man er i fortiden, er der altid kun gået to minutter, når man kommer tilbage igen, og at fortiden bliver nulstillet, hvis man genbesøger den, og alle de forandringer, man forårsagede sidst, dermed forsvinder. Al fortæller også Jake, at fortiden skubber tilbage – den vil ikke ændres, og det er måske grunden til, at Al har fået kræft.
Al overtaler Jake til at overtage missionen og stoppe mordet på JFK. For at hjælpe giver Al Jake en fil med information og en bog over sportsresultater i 60’erne, så Jake kan leve af væddemål.
Jeg gik selv død halvvejs i Stephen Kings roman, hvor Jake Epping irriterede mig for meget med sin jævnhed og overfladiskhed. Derfor kan det også undre, at James Franco har fået rollen som Epping. Franco er bedst som outsideren, ikke som en normal amerikansk everyman. Bare se på, hvordan det gik i normalitetens klæder under Oscar-showet i 2011.
Hans præstation er her energiforladt og stiv. Det generer mindre, når ’11.22.63’ kører for fuld fart, og plottet udvikler sig, og det elementært spændende ved konspirationsteorierne omkring JFK’s mord udfoldes, men efter en forrygende start sætter serien farten gevaldigt ned og bliver i store passager et romantisk periodedrama. Det kræver en karakterdybde, som Franco hverken får serveret fra bogtillægget og eller selv mønstrer.
Heldigvis er det omgivende cast habilt. Lee Harvey Oswald, den formodede gerningsmand, spiller selvfølgelig en helt central rolle, og han spilles helt perfekt af Daniel Webber, der giver rollen præcis den grad af sindsforstyrrelse, den forudsætter.
Også Oswalds kone, spillet af Lucy Fry er god, og det samme er Jake Eppings romantiske interesse, bibliotekaren på den skole, Epping arbejder på, Sadie Dunhill (Sarah Gadon). Tidsbilledet i sig selv er knap så interessant – det er den pastelfarvede version, vi kender så godt, hvor mænd bærer hatte, og de store biler altid er nyvaskede. Produktionsmæssigt er der ikke en finger at sætte, men som periodebillede er her ikke noget, vi ikke allerede har set før og bedre i eksempelvis ’Mad Men’.
Kort sagt:
Som thriller er ’11.22.63’ et godt bekendtskab, og når serien fokuserer på det spor, er den intens og medrivende og med sin elementært spændende præmis. Men historien fortælles for ujævnt, og når fokus flyttes på karakterdramaet, viser serien sine svagheder.
Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.