Den elskværdige dæmon: John Goodmans fem bedste og tre værste roller – rangeret

John Goodman er lige nu aktuel med en af karrierens bedste roller i det overraskende hit ’10 Cloverfield Lane’. Han er ikke mindst kendt for sit samarbejde med Coen-brødrene, og man kommer da heller ikke uden om deres fælles film, når man kigger på skuespillerens bedste roller i en karriere, der dog langt fra har været pletfri.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 5: ’One Night At McCool’s’ (2001)

Den første film på listen er egentlig ganske symptomatisk for John Goodman samlede filmografi. Den tyndbenede, men dog ganske vittige komedie ’One Night at McCool’s’ er nemlig langt fra noget mesterværk, men Goodman markerer sig alligevel i en henrivende bi-rolle.

’One Night at McCool’s’ er en ’Rashomon’-fortælling, der udlægger tre mænds skelsættende møde med den dragende Jewel (en pornoficeret Liv Tyler). En af disse er Goodmans ensomme og elskovssyge Decetive Dehling, der i sin version er den ædle helt, som redder pigen fra den slemme, slemme kæreste.

Goodman er absolut et højdepunkt, og han leverer en afdæmpet, men ikke desto mindre morsom præstation – men samtidig præges den kære Dehling i Goodmans inkarnation også af en sørgelighed og melankoli, som får karakteren til at træde yderligere frem. Prikken over i’et er en øm Goodman i polititøj og et akavet shoot-out i filmens slutning.

Det har været småt med hovedrollerne til Goodman, men heldigvis glimter han i adskillige mindeværdige biroller som denne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr 4: ’Treme’ (2010)

John Goodman var på mange måder nerven og hjertet i første sæson af ’The Wire’-skaber David Simons serie om New Orleans i kølvandet på Katrinas ødelæggelser.

Goodman spiller familiefaren og skolelæreren Creighton Bernette, der i sin fritid ikke bare indigneret, men rasende videoblogger om byens svigt af de almindelige borgere efter katastrofen. Det er Goodman i hans mest elskelige, men også mest naturalistisk besatte intonation, vi oplever i serien, hvor han sætter sin families tålmodighed på prøve med sin utrættelige retfærdighedssans.

Han er på en måde Simons stemme, og nogle fandt rollen for eksplicit belærende, men Goodman gør karakteren levende og sårbar – en idealistisk mand, der kæmper en ulige kamp mod systemet.

Melissa Leo spiller hans tålmodige hustru, og deres forhold føles både ømt og ægte. Da Creighton på klassisk Simon’sk, udramatisk vis skrives ud af serien, var det et af de mest hjerteskærende øjeblikke i nyere tv, hvilket siger noget om, hvor sympatisk en figur Goodman fik skabt. På en måde fandt serien aldrig rigtigt sine ben igen, da han først forsvandt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 3: ’Roseanne’ (1988-1997)

Goodmans glansrolle er som den godmodige tv-far Dan Conner i den populære familie-sitcom ’Roseanne’, der kørte fra 1988 til 1997.

’Roseanne’ var blandt de første serier til på ærlig vis at skildre den amerikanske blue collar-familie med hårdtarbejdende forældre, der ikke nødvendigvis lignede fotomodeller, men som alligevel besad kærlighed og livsglæde.

Goodman rammer en sympatisk folkelighed med sin joviale og lune tone, men træder også flere gange frem som følelsesmæssigt epicenter i den lille familie. Goodman omfavner både Dans fejl og mangler, og det gjorde ham både elskværdig og identificerbar for den gængse amerikaner.

Ganske kendetegnende for Goodmans roller stod han i skyggen af showets kvindelige centrum, Roseanne, men heldigvis slog kemien mellem de to gnister på skærmen (og efter sigende også bagved kulisserne). Det blev seriens helt store aktiv.

Rollen som Dan Conner blev ikke kun Goodmans gennembrud i den brede befolkning, den indbragte ham også hans største pris til dato, nemlig en Golden Globe i 1993 – efter at have været nomineret fire gange før.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 2: ’Barton Fink’ (1991)

Forestil dig, hvis den kære farmand Dan fra ’Roseanne’ viste sig at være satan selv?

Brødreparret Joel og Ethan Coen har om nogen formået at udnytte den gode Goodmans skuespilfacetter – og samarbejdet med instruktørerne har også gentaget sig hele seks gange siden deres første film, ’Raising Arizona’ fra 1987.

I ’Barton Fink’ leverer Goodman en af sine absolut bedste skuespilpræstationer, hvor han viser sin spændvidde og helt formidable evne til umotiveret at veksle mellem indladende venlighed og uregerlig aggression – præcis som han også gør det i sin aktuelle rolle som Howard i ’10 Cloverfield Lane’.

Goodman er forsikringsagenten Charlie Meadows, en nedslidt og konstant svedende everyday man. Selvom Charlie virker tilforladelig, lurer der en utilregnelighed og latent aggression under overfladen, som i filmens slutning står i fuldt flor.

Charlie viser sig nemlig at være seriemorderen Karl ’Madman’ Mundt, der muntert henretter sine ofre med ordene Heil Hitler. Og måske er Mundt meget mere end det: Coen-brødrenes gådefulde film peger nemlig i retning af, at han måske kunne være satan selv!

Goodman blev helt fortjent nomineret til en Golden Globe for sin mindeværdige præstation. Han nedbryder på imponerende vis sin sædvanlige filmpersona og overbeviser fra ende til anden som den diabolske Mundt, der blomstrer, mens alt andet står i flammer: Heil, Goodman.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 1: ’The Big Lebowski’ (1998)

Vietnamveteranen Walter Sobchak så ikke sine venner dø i det vietnamesiske mudder for at ende på denne listes andenplads, så derfor er Goodmans ikoniske rolle fra ’The Big Lebowski’ selvfølgelig strøget helt til tops.

Walter indeholder nemlig alt det, vi elsker ved Goodman – præsenteret i den helt rigtige mængde og kombination.

Goodman er vidunderlig fandenivoldsk, totalt utilregnelig og underligt følsom i rollen som det bowlinggale sidekick. Det ene øjeblik vifter han truende med en pistol, indtil point-regnskabet er korrekt gjort op i bowling, mens han i det næste passer sin ekskones hund eller tager afsked med sin ven, Donny.

Goodman stjæler hver en scene, han er med i, og Coen-brødrene fordrer ham med den ene oneliner efter den anden, som med Goodmans komiske timing og bryske jargon bliver sukkerknalder for ørene: »This is not ’Nam, this is bowling, there are rules«, »This is what happens when you fuck a stranger in the ass« eller »You want a toe? I can get you a toe, Dude. There are ways. You don’t want to know about it, believe me«…

Skal vi blive ved?

Walter Sobchak er vel nok Goodmans karrieremæssige peak – ikke fordi rollen indbragte priser og guldglimmer, men fordi karakteren indfanger Goodmans stærkeste forcer, der ikke bare gør Walter hamrende sjov, men også enestående elskværdig. Skuespilleren har da også selv udtalt, at det er hans personlige favoritrolle.

Se John Goodmans tre værste roller på de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 3: ’Hangover Part III’ (2013)

John Goodmans film-cv er alenlangt og absolut ikke pletfrit. Den 64-årige skuespiller har spillet alt fra julemand til Fred Flintstone, men vi har fundet tre af de værste stinkere, som samtidig også viser en vis tendens i Goodmans rollevalg.

En af disse tendenser er, at Goodman efterhånden er begyndt at spille en parodi på sig selv som ’festlig’ bad guy, der udnytter skuespillerens velkendte joviale fandenivoldskhed og ’fuck you’-fremtoning.

Grellest er det i den fortærskede ’Hangover Part III’, hvor Goodman spiller den ’farlige’ kingpin Marshall. Samtlige gangster-klicheer bliver kastet op i luften og falder med et bump til jorden, og Marshall ender nærmere som en overdressed hyggeonkel end en decideret faretruende gangsterboss.

Goodman trækker på rutinen i den endimensionelle fremstilling, men en skuespiller kan som bekendt kun være så god, som oplægget tillader. Og når det kommer til ’Hangover Part III’, så er det altså svært at redde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 2: ’Dirty Deeds’ (2002)

Goodmans filmografi er overdrysset med en bunke af thrillers, der både gemmer på fortrinlige (’Fallen’, ’Flight’) og fæle eksemplarer (’Death Sentence’, ’In the Electric Mist’).

En af de rigtigt slemme er den kiksede Guy Ritchie/Tarantino-pastiche ’Dirty Deeds’, hvor Goodman spiller håndlager for en mexicansk spillemaskine-mafia (!), der prøver at bane sig vej ind på det australske marked i 1970’erne.

Lige efter håndlager-håndbogen er Goodmans Tony den vise af de to udsendte håndlagere (hvor den anden selvfølgelig er en skydegal mexicaner). Tony har efterhånden været i faget i mange år og er træt af det hele – og ville meget hellere have været pizza-kok som sin italienske onkel.

Det er bragende uoriginalt og skildret uden charme og ynde – og når ikke engang Goodman får lov til at rulle sig ud, står den bundkedelige Tony altså ikke til at redde.

Midt i filmens i forvejen sjuskede virvar er Goodman blot et ubetydeligt og intetsigende komma.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 1. ’Cofessions of a Shopaholic’ (2009)

En skuespillers bekendelser. John Goodman skal have smør på brødet ligesom alle andre – og derfor medvirker han fra tid til anden i en horribel komedie, alt fra teen- og chickflicks som ’Home of Phobia’ og ’Coyote Ugly’ til soap-musicals som ’Charm School’.

Den værste er dog den fordummende ’Confessions of a Shopaholic’ – en blondine-udgave af ’Sex and the City’ – der følger den snotdumme journalist Rebecca (Isla Fisher) og hendes sygelig hang til shopping.

Goodman indtager den velkendte rolle som far – med hang til chicken wings, joggingtøj og autocampere. Der er ikke meget at arbejde med for den rutinerede skuespiller, der ender med at spille en naiv og provinsiel karakter uden kant og bid. For det meste ser det da også ud, som om den klatøjede Goodman opgivet ævred. Men han smiler nok hele vejen til banken.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af