’Fægteren’: Finsk Oscar-kandidat har visuelt schwung
Anonymt og med ryggen til kameraet ankommer en mand ordløst til den lille, estiske by Haapsalu i 1952. Jakkekraven er skudt opad og blikket sænket, da han søger arbejde som gymnastiklærer på den lokale skole. Endel Nelis vil for alt i verden ikke skille sig ud, men bare passe sit arbejde. Med i vadsækken bærer han dog på en fortid, som den sovjetiske besættelsesmagt ikke ser med milde øjne på.
For hvad søger en godt uddannet, ung mand med fine fægtekundskaber fra storbyen Leningrad egentlig i flækken Haapsalu? Det spørgsmål stiller skolens partitro rektor instinktivt sig selv: »Fægtning? Ikke just en aktivitet for en arbejder, vel?«
Historien i Klaus Härös Golden Globe-nominerede ’Fægteren’ er delvist baseret på fortællingen om virkelighedens fægteinstruktør Endel Nelis. I 1952 var han en mand på flugt fra de sovjetiske myndigheder. Under Anden Verdenskrig var Estland skiftevis besat af Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Sidstnævnte gjorde efter krigen krav på landet og betragtede de estere, som nazisterne havde indkaldt til at kæmpe for sig, som fjender af folket. Endel Nelis var blandt disse. Så jo, Endel har god grund til at holde lav profil med kraven godt op om ørene i Haapsalu.
At fægte eller ikke at fægte, det er spørgsmålet i den moralsk opbyggelige ’Fægteren’. I Märt Avandis stolte og direkte smukke skikkelse bliver Endel således en utvetydig (og lidt kedelig) helt, der simpelthen ikke kan lade være med at lære fægtningens ædle kunst fra sig.
Godt nok forsøger han indledningsvis at stable en lørdagsskiskole på benene. Men aldrig så snart har han repareret de gamle, rustne bindinger på skiene, førend byens militære enhed gør krav på udstyret. Så fattigt og ressourceudhungret var det sovjetbesatte Estland i 1950’erne. Den tomme gymnastiksal med de få, nedslidte redskaber og de forfaldssmukke afskalninger overalt på væggene er et virkningsfuldt billede på landets afmagrede tilstand.
Tuomo Hutris flot komponerede billeder giver os både bidende rå vinter med ildevarslende kampfly på himlen og sødmefuld, blomstrende sommer, hvor en forudsigelig romance spirer mellem Endel og lærerinden Kadri. Hutri lykkes ligeledes med at indfange den kolde paranoiastemning, der forfølger den jagede Endel. Bag hvert et hushjørne i den lille by lurer potentielle farer.
I takt med at Endel begynder at undervise byens lærenemme børn i fægtning, påkalder han sig også straks opmærksomhed fra rektoren, der sender en assistent i Leningrads arkiver for at grave i fortiden. Sovjetregimets syge sladrekultur latterliggøres med nærmest komisk fortegn i form af den sleske rektor med bureaukratbrille og hans højre hånd af en dummeper med skørt hvalrosoverskæg. Her bliver klicheen næsten for tyk.
’Fægteren’ kan fint ses af både børn og voksne. Klaus Härö sætter ikke en fægtefod forkert i sin dosering mellem historisk inspireret drama og klassisk sportsfilm. Bliver Endel opdaget som den ’landsfjende’, han betragtes som? Vinder det lille fægtehold fra bøhlandet mon den store turnering i Leningrad til sidst?
Gæt selv.
Kort sagt:
’Fægteren’ er en flot fortalt film med overbevisende visuelt swung takket være sin pertentlige periodeskildring. Men helt grundlæggende er det også en forudsigelig historielektion – dog fra et glemt hjørne af den estiske besættelsestid, der ikke just er hverdagskost i biografen.