’The Daughter’: Mørke australske familiehemmeligheder med skandinavisk islæt
Sandheden er ilde hørt i Henrik Ibsens sorgfulde teaterstykke ’Vildanden’, som den australske instruktør Simon Stone har baseret sin ligeledes elegiske debutspillefilm over. ’The Daughter’ er dermed noget så særpræget som et stykke blåtonet filmmelankoli fra down under med slående skandinavisk islæt, filmet i Tasmaniens tågeindhyllede nåleskove som overraskende effektiv stand-in for Ibsens Norge, komplet med rødmalet træhus i klassisk nordisk stil.
For en skandinav er det en finurlig oplevelse at se de australske skuespillere udleve dramaet i denne på en gang så velkendte og eksotiske location, der som udgangspunkt danner en flot atmosfærisk baggrund for Stones film. At instruktøren så krydrer billedsiden med en endeløs række af ominøse skud af svajende trætoppe under mørke skyer, at man til tider føler sig hensat til et Lars von Trier-univers a la ’Melancholia’ og ’Antichrist’, distraherer en kende stilprætentiøst fra tragedien i centrum.
Og denne er ellers barske sager.
Christian (Paul Schneider) vender hjem til sin flække af en fødeby, hvor skovhugst i årtier har ernæret det lille samfund, med Christians stenrige far Henry (Geoffrey Rush) i spidsen som ejer af savværket. Nu er værket imidlertid gået konkurs og har efterladt tomme huse og butiksvinduer på hovedgaden, i takt med at de lokale tvinges til at søge arbejde længere nordpå.
Henry selv er ikke blevet ramt nævneværdigt på pungen af sin forretnings undergang og sidder trykt i sit statelige palæ (endnu et set, der er som taget ud af ’Melancholia’), hvis tykke murstensmure og trimmede slotsplæne står i skarp kontrast til værksarbejdernes beskedne træhuse. Han skal nu sågar giftes med sin labre 32-årige kæreste og tidligere husholderske, og det er til dette kæmpebryllup, Christian valfarter noget modstræbende.
Hans mor begik selvmord 17 år tilbage, og sønnen er dybt mærket på sjælen af hændelsen, der måske/måske ikke udsprang af Henrys affære med en ansat. Derfor er Christian da heller ikke ivrig efter at tilbringe mange timer i sin fars hus og besøger i stedet barndomsvennen Oliver (Ewen Leslie) og dennes familie i skovens dybe stille ro.
Oliver er en af de mange, som har mistet sit job efter værkets lukning, men er evig optimist med en sød kone, Charlotte (Miranda Otto), og kvik 16-årig teenagedatter, Hedvig (stortalentet Odessa Young). Familien tæller også Olivers småsenile far, Walter (Sam Neil), som engang arbejdede for Henry og siden har afsonet fængselsstraf for en uklar forbrydelse. Nu tusser Walter rundt og plejer sårede vilde dyr sammen med Hedvig, heriblandt en and, som Henry (ingen ringere, naturligvis) har vingeskudt.
Christian finder momentant en form for ro i selskab med Oliver og hans varme, naturelskende familie, men da det viser sig, at Charlotte agerede husholderske for Henry for små 17 år siden, begynder et ubehageligt puslespil at falde på plads.
’The Daughter’ er en af den slags film, hvor man for længst har luret alle familiehemmelighederne, før den første overhovedet er landet på bordet som en formodet chokerende bombe. Man føler sig konstant flere skridt foran Christians optrevling af fortidens – og i særdeleshed Henrys – synder, og derfor er det småt med de spontane følelsesmæssige punches. Ulykken bygges op og bygges op, og da alt til sidst eksploderer i svig og smertelige indrømmelser, virker klimakset lidt for selvhøjtideligt hysterisk og de mange visuelle metaforer for letkøbte.
Christians hensynsløse insisteren på, at sandheden for en hver pris må og skal frem, er som i Ibsens originale fortælling overvejende usympatisk. Den sårede mand higer efter selskab i sin elendighed og er ikke bleg for at smadre Olivers familielykke for sin egen selvjustits skyld. Desværre formår Paul Schneider ikke at skabe en kompleks nok karakter til, at man også får ondt af Christian undervejs – han fremstår lige modsat grænsende til det ondskabsfulde i nøglescener, hvor materialet kalder på mere fintfølende, splittede nuancer i Christians indre desperation.
Resten af castet spiller dog immervæk fantastisk, og særligt sværvægterne Geoffrey Rush og Sam Neil leverer stærke præstationer som de to aldrende modsætninger med en lang og kompliceret forhistorie imellem sig. Til sidst er det svært ikke at sidde tilbage med en knugende fornemmelse i maven, de store melodramatiske udsving til trods, og ’The Daughter’ lover godt for Stones karriere som en af sit hjemlands mest interessante yngre filmskabere.
Kort sagt:
Simon Stones debutspillefilm over Henrik Ibsens teaterstykke ’Vildanden’ er en voldsomt melodramatisk affære, der ofte balancerer på kanten af soap i sin oprulning af mørke familiehemmeligheder i det tasmanske skovland, men reddes af gode skuespilpræstationer og sin inciterende skandinavisk-lignende location.