1. En perfekt castet Viggo Mortensen
Så sidder man dér, ikke, og venter på endnu et filmkunstnerisk værk, tilmed introduceret på fransk, og kun på fransk, af festivaloverhoved Thierry Fremaux. Og hvem byder han så velkommen til og beder om at rejse sig i salen, hvem får et større bifald end filmens instruktør? Katy Perry, nå ja, og hendes plus one, Orlando Bloom.
Hvad fanden bilder Katy Perry sig ind at prikke hul på min helt personlige filmkunstsboble med indholdsløst glamourmani? Oh well, hun skal vel også have lov at gå i biografen, bare hun ved, at hun ikke sådan rigtigt hører til som os andre. Og uanset hvad er det Cannes-festivalens evige og, ja ja, helt igennem herlige paradoks, at den seriøse cinefili støder op mod de i sammenhængen mest malplacerede celebs. Pamela Anderson er her ved gud også.
Orlando Blooms tilstedeværelse gjorde samtidig biografsammenkomsten til lidt af en ’Ringenes herre’-reunion, for filmen, som jeg – og så åbenbart også Katy Perry – skulle se, har Viggo Mortensen i hovedrollen, og halvdanskeren var naturligvis også selv til stede i salen.
’Captain Fantastic’, hedder den, og det er årets crowdpleaser, som ’Whiplash’ og ’Hushpuppy’ har været det tidligere. En virkelig morsom indie-amerikaner i tråd med ’Little Miss Sunshine’ om en idealistisk hippiefar, Ben (Viggo Mortensen), der bor med sine seks børn ude i skoven, hvor de lever langt væk fra det moderne samfunds omklamrende konventioner.
I den frie natur lærer de at gå på jagt, klatre på klipper, udøve førstehjælp og slås. Og i Viggo Mortensens hjemmeskole lærer man også både esperanto, kvantemekanik og at diskutere de underlæggende filosofiske principper bag the bill of rights. Også selvom man ikke er fyldt 10.
Der er dog en slange i paradis. Børnenes mor, Bens kone, er bipolær og begår selvmord. Og storfamilien beslutter sig for at tage på roadtrip for at tage afsked med hende hos hendes noget mere konservative familie.
Adskillige scener, hvor de hyperkompetente, men socialt akavede børn støder sammen med en normal verden af Xbox og dårlig mad, vakte latterbrøl og klapsalver i salen, og hele affæren er vældigt karikeret, men akkurat ikke kalkuleret, fordi den er så bevidst om sine egne ekstremer. Det er en film, hvor teenagepiger eftertrykkeligt får forbud mod at snakke esperanto, fordi ikke alle i selskabet forstår det! Og hvor budskabet ikke hylder et stålsat venstreorienteret paradigme, men snarere sund kritisk tænkning.
Rollen som Ben passer perfekt til Viggo Mortensen. Man kan faktisk gå så langt som til at hævde, at han aldrig er blevet castet bedre. For selvom han dengang med ’Ringenes herre’ pilede i retning af førsteelskertjansen, er han alt for alternativ en figur til at indtage den position med 100 procents overbevisning – selv er han multikunstner, meget lidt optaget af glimmersiden af Hollywood, venstreorienteret og ofte med i mærkelige film fra den yderste ende af arthouse-skalaen.
Viggo stråler simpelthen som manden, der tror fuldt og fast på sit projekt, men også undervejs indser, at den radikale tilgang til verden ikke nødvendigvis tjener hans børns bedste.
Filmen er i øvrigt instrueret af Matt Ross, som mange vil kende som Hoolis Gavin Belson i ’Silicon Valley’. Også et multitalent, åbenbart!
2. Xavier Dolan er tilbage
Det canadiske vidunderbarn Xavier Dolan har i præcis to år prydet mit coverbillede på Facebook. Det var dengang, han blæste alle, inklusive mig, bagover med ’Mommy’, og nu er han tilbage på festivalen med opfølgeren ’It’s Only the End of the World’.
Og den bliver altså ikke nyt coverbillede, så er det sagt.
Det betyder ikke, at den er uinteressant. For første gang har Dolan allieret sig med franske (frem for canadiske) skuespillere fra øverste skuffe, Marion Cotillard, Vincent Cassel, Lea Seydoux og Gaspard Ulliel.
Ulliel spiller en forfatter, der efter mange år vender hjem til sit barndomshjem for at overbringe en sørgelig nyhed: Han skal dø!
Det viser sig dog at være mere end svært at få beskeden overbragt hos hans hektiske familie bestående af en excentrisk mor, en potrygende søster (Seydoux), en temperamentsfuld bror (Cassel) og dennes usikre kone (Cotillard). De nagger, skændes, joker og snakker i ét væk, og som i mange andre af Dolans film bevæger deres konstante selvoptagede knævren sig på kanten af hysteri.
Men hvor den frenetiske energi i ’Mommy’ omsatte sig til følelsesmæssige mavepustere af en anden verden, løfter ’It’s Only the End of the World’ sig aldrig så meget, som man kunne håbe på. Det er en film på en mindre skala, et kammerspil, som Dolan forløser, som hvis Bergman, Almodóvar og Terrence Malick havde fået et kærlighedsbarn.
Canadieren viser igen, at han er et virtuost billedtalent, som løser det teateragtige udgangspunkt dybt originalt med prægnante visuelle virkemidler. Cassel-figuren – en proletar med en i virkeligheden lynende intelligens – er fascinerende, og som i hans andre film får vi både en montage og et flashback drevet af musik på kanten af kitsch, så man kun kan læne sig tilbage med en veltilfreds mine.
I sidste ende føles ’It’s Only the End of the World’ dog mest som et mellemspil til hans første engelsksprogede projekt, ’The Death and Life of John F. Donovan’ med Jessica Chastain, Natalia Portman og Kit ’Jon Snow’ Harington. Og jeg tør godt vædde på, at det ikke er denne gang, Dolan løber med Guldpalmen.
3. Åndernes magt
Sådan kan man blive så skuffet, når instruktører har sat barren så højt, at de dårligt kunne andet. Og om jeg ville have det anderledes med Na Hong Jins ’Goksung’ (’The Wailing’), hvis jeg kendte til hans tidligere film, som efter sigende skulle være glimrende, er ikke til at sige.
Men jeg var mestendels begejstret for dens fornøjelige blanding af koreansk vanvid og eksorcistisk uhygge. En lille koreansk landsby bliver ramt af en byge af underlige drab, og den let overvægtige, temmelig kujonagtige politimand Jong-hu sættes på sagen.
Snart bliver også hans egen familie involveret, og drabene viser sig at gemme over en kamp mellem ånder og dæmonuddrivere i bedste ’Eksorcisten’-stil. Midterstykket er fodslæbende, men når den er bedst, er den på niveau med Bong Joon-hos ’The Host’: Vanvittig, blodig, sublimt filmet og spækket til randen med ærgerrige twists.
Filmen vises uden for konkurrence i Cannes, og der er heldigvis en rigtigt stor chance for, at den kommer til CPH:PIX-festivalen i Danmark til efteråret.
Læs også: Cannes-highlights dag 7 – sjældent har festivalen været mere politisk
Læs også: Interview med Xavier Dolan – Narcissist, møgunge og geni