1. Hvem vinder Guldpalmen – præmatur status
Vi har lagt totredjedele af årets festival bag os, og det er måske tid til at lave en lille totredjedels-status.
Hvem nupper med Guldpalmen? Det er et rigtigt godt spørgsmål, så tak fordi du spørger.
Bliver det en af de 14 ud af 21 konkurrencefilm, vi allerede har set, forestiller jeg mig, at det står mellem to film, der tilfældigvis også er mine personlige favoritter: Andrea Arnolds ’American Honey’ og Maren Ardes ’Toni Erdmann’.
Til Arnolds fordel tæller et meget distinkt filmsprog, som man sagtens kan forestille sig appellerer til juryformand George Miller. Og The Hollywood Reporter skrev i dag live fra rygtebørsen, at filmen har imponeret juryen, men det vil jeg nu stadig kategorisere som ren spekulation. Til gengæld deler filmen vandene – nogle kalder den ligefrem »hipsterlort« – og det kan være svært at samle konsensus bag den.
’Toni Erdmann’ nyder til gengæld godt af at være en film, som stort set alle kan enes om at holde af. Til gengæld er den måske simpelthen for sjov og hjertevarm til et sted som Cannes, hvor alvorsfuldheden a la ’Det hvide bånd’ og ’Winter Sleep’ som regel sætter tonen.
At både ’American Honey’ og ’Toni Erdmann’ er instrueret af kvinder, tæller i øvrigt ikke ned, hvis man nu skal finde tungen på vægtskålen. Men jeg kunne godt have en mistanke om, at vi ikke har set årets vinder endnu. Hvor den skal komme fra, er dog sværere at forudsige. Kan Sean Penn virkelig gå hele vejen med ’The Last Face’? Kan Dardenne-brødrene slå rekord og vinde Guldpalmen for tredje gang?
Umiddelbart tror jeg, de farligste kandidater af de tilbageværende er canadiske Xavier Dolan (’Mommy’) med ’It’s Only the End of the World’ og iranske Asghar Farhadi (’Nader og Simin’, ’Fortiden’) med ’The Salesman’. I hvert fald håber jeg stadig på det helt umiskendelige mesterværk, der fejer alle andre af banen.
2. Panama-papirer overskygger Almodóvars nye film
Guldpalmen går nærmest med garanti ikke til Pedro Almodóvar, der vandt instruktørprisen i Cannes for ’Alt om min mor’ og manuskriptprisen for ’Volver’.
Den spanske mesters nye film ’Julieta’ har allerede fået premiere i hjemlandet, hvor den dog er blevet overskygget af, at instruktørens navn figurerede i de dunkle Panama-papirer. Og også her på festivalen blev Almodóvar selvfølgelig afkrævet en forklaring. Han forsvarede sig ved at argumentere for, at medierne fokuserer for meget på de bittesmå ligegyldige biroller frem for på hovedrollerne i Panama-sagen.
Havde ’Julieta’ været Almodóvar i absolut topform, var Panama måske gledet i baggrunden, men ’Julieta’ er intet mere end en solid film, hvor instruktøren på den ene side gør det, han er bedst til, nemlig at fortælle en historie med stærke kvinder i hovedrollerne, på den anden side synes hæmmet af at arbejde ud fra et forlæg af novellemesteren Alice Munro, hvis minimalisme står i kontrast til Almodóvars forkærlighed for det excentriske.
Adriana Ugarte spiller Julieta, hvis datter uden forvarsel rejste fra hjemmet som 18-årig og ikke har givet lyd fra sig i 13 år. Og Almodóvar fortæller dels nutidshistorien om, hvordan Julietas verden bliver rystet af et uventet livstegn fra datteren, dels med flashbacks til alt det, der ledte op til bruddet.
Det er en fin og stedvist rørende film om sorg og livets åbne slutninger, hvor man dog samtidig føler, at Almodóvar lægger lovlig meget bånd på sig selv. For eksempel har han tilsyneladende følt sig nødsaget til at eksponere alt for meget tankegods i en alt for dominerende voiceover.
3. Social bevidsthed uden poor-sploitation
Der gik altså uforvarende politik i Pedro Almodóvar. De politiske budskaber overlader Cannes ellers som regel til festivalfrænden i Berlin (bortset lige fra dengang Michael Moore løb med Guldpalmen for ’Fahrenheit 9/11), men i år har vi set forbløffende mange film, der angriber den øgede ulighed i en globaliseret verden presset på ressourcer. Man kan måske ligefrem hævde, at klassekampen igen er rykket ind i filmkunstens centrum.
Ken Loachs ’I, Daniel Blake’, Bruno Dumonts ’Ma Loute’, Andrea Arnolds ’American Honey’, Park Chan-wooks ’The Handmaiden’, Alain Guiraudies ’Staying Vertical’ og Maren Ades ’Toni Erdmann’ reflekterer på den ene eller anden måde over klasseforhold og stiller sig humanistisk på de marginaliseredes side, uden at det bliver nedladende poor-sploitation eller budskabsfilm.
Også dagens to glimrende bidrag fra Sydamerika og Asien beskæftiger sig med tidens mest presserende sociale skismaer. I den tidligere brasilianske filmkritiker Kleber Mendonca Filhos udsvævende, men overbevisende ’Aquarius’ nægter den stolte Clara som den sidste beboer at flytte fra det lejlighedskompleks, som de nye ejere ønsker at rive ned for at bygge nyt op fra grunden.
Byggefirmaet tager alle metoder i brug for at fordrive Clara fra det hjem, som hun har boet i det meste af sit lange liv, og samtidig med at filmen følger hendes stædige kamp for værdighed mod de glatte kapitalistiske ål, får vi en intim fornemmelse for det liv, hun har fyldt lejligheden ud med gennem årene.
Stilistisk er det en ujævn størrelse, men den brasilianske stjerne Sonia Braga har til gengæld sit livs rolle som den smukke, livserfarne og stolte Clara. En stærk kandidat til en af skuespillerpriserne.
En stærk kvinde er også i centrum for den nye film fra Filippinernes største instruktør, Brillante Mendoza. I ’Ma Rosa’ sælger titlens Rosa og hendes misbruger af en mand stoffer fra deres lille butik i Manillas slum, men en dag stormer politiet foretagendet, og det bliver starten på et mareridtsdøgn, hvor også deres tre børn bliver taget som gidsler i forældrenes arrestation.
Med sit vanlige håndholdte kamera, der på dokumentarisk vis følger i hælene på karaktererne uden at interessere sig for simple psykologiske forklaringer, fører Mendoza os ind i storbyens skyggeside, og den klaustrofobiske ’Ma Rosa’ burde være pligtfilm for enhver turist med kurs mod Fillippinerne. Mendoza er ikke for enhver smag, men anstrengelserne belønner sig i hans nye film, der udvikler sig til en prægnant historie om familiesammenhold og underklassens desperation i et hektisk mylder af korruption, kriminalitet og indimellem gode viljer.
Vi har stadig film af samfundsbevidste instruktører som Dardenne-brødrene, Cristian Mungiu, Sean Penn og Asghar Farhadi til gode, så det er ikke for tidligt at udråbe 2016-udgaven af Cannes-festivalen til den mest socialkritiske i fattigmands minde.
Læs også: Cannes dag 6 – Kristen Stewart-film buhes ud
Læs også: Cannes dag 5 – Driver brillerer meget langt fra ‘Girls’ og Kylo Ren