»Jeg vil vædde med, at filmen kommer til at dele vandene hårdt. Og jeg vil vædde endnu mere på, at kritikerne vil angribe filmen for to ting: For at være for reklameæstetisk lækker og for at være rendyrket form og facade« skrev vores filmredaktør Jacob Ludvigsen i går i sin ikke-anmeldelse af Nicolas Winding Refns ‘The Neon Demon’, som fik premiere på Cannes Film Festival i går aftes.
Og han fik ret, for vandene er delt, når det kommer til reaktionerne på og anmeldelserne af Winding Refns tiende spillefilm.
‘The Neon Demon’ blev offer for både jubel og buh-råb ved fremvisningen i aftes. Som Robbie Collin fra The Telegraph skrev i sin anmeldelse: »Det er klart den film, der har skabt mest splid i konkurrencen ved Cannes i år: Før rulleteksterne overhovedet begyndte, havde dele af publikum allerede rejst sig og råbt eder af lærredet. (Det er dog fair at nævne, at der også var en flanke af jubel, hvor af jeg var en af dem)«.
De internationale anmeldere er ikke ovenud begejstrede for filmen, som mange sammenligner med Refns udskældte ‘Only God Forgives’ i både fortælletempo og karakterengagement. »Desværre bærer filmen en vis lighed med ‘Only God Forgives’ med dens opstillede, campy dialog og tendensen til at skuespillere bevæger sig så langsomt, at det er et under, de ikke mister balancen. Den er ufejlbarligt smuk (…) men ‘The Neon Demon’ bliver sommetider trukket ned af de overfladiske gestusser i en verden, den prøver at anklage«, skrev Indiewires Eric Kohn og gav filmen et B-.
At filmen lader sig forføre af sin egen overflade, istemmer The Hollywood Reporters overvejende negative anmeldelse: »De intenderede metaforer og kommentarer om det forgængelige i kroppen er klare, men ud fra beviserne synes det, at Refn måske er mere fortryllet af glamourens overflade i den verden, han så lystigt skildrer, end han egentlig er frastødt af den«.
The Guardians Peter Bradshaw kritiserer især filmen for en negligering af dens egen hovedperson: »Ulig hans særligt nedgjorte og misforståede ‘Only God Forgives’ så er den (‘The Neon Demon’, red.) ikke sin hovedkarakter tro og er faktisk nærmest uinteresseret i, hvad Fanning kan som performer«.
De fleste anmelderes anke er filmens langsommelige tempo, og afstandstagen fra horror-elementer, som Owen Gleiberman opsummerer det i sin anmeldelse for Variety: »Hvis Refn bare var gået videre med den form for horror (blodige, skræmmende elementer, red.) ville han måske have præsteret en ulideligt effektiv thriller. Men det virker som om, han ser en konsistent tone som et sellout«.
Men det er ikke alle, der ser ned på ‘The Neon Demon’s horror uden horror, rolige tempo og syn på modeverdenen. Ligesom stort set alle er enige om filmens skønhed og overlegne æstetik, så roser Adam Woodward fra Little White Lies filmen for at være dybere end som så og kalder det hans bedste til dato: »Det er en fejl at stemple ‘The Neon Demon’ som tom provokation. For som du begynder at fordøje de følelsesladede billeder, der strømmer fra Refns underbevidsthed og og ud på lærredet, og om du bliver opstemt eller frastødt (og disse reaktioner udelukker ikke hinanden), så er der aldrig en følelse af, at han gør det blot for at tilfredsstille sine egne impulser«.
Robbie Collin fra The Telegraph er også henrykt: »Da filmen når sit logiske slutpunkt, bliver Refn ved med at skubbe og lander til sidst i en sekvens så sensationel (…) at alt du kan gøre er at hyle eller juble«.
Læs også: Stort interview: At være Nicolas Winding Refn