»Et af mine helt store idoler er Charlize Theron. Hun kan fuldstændigt ændre karakter. Gå fra smuk og yndig til at spille den absolut værste psykopatmorder. Jeg er vild med de skuespillere, der kan gå fra 0-100«.
Det er Clara Rosager, der taler, og i dét sekund hun har sagt det, ser jeg ligheden. Clara? Charlize? Og to tårnhøje powerkvinder, der begge kan rocke en korthåret frisure med slående skønhed som resultat.
»Er det rigtigt?« siger Clara smilende, da jeg ikke kan dy mig for at nævne sammenligningen. »Ja måske med håret«, svarer hun og griner.
Men uden at skulle sammenligne Rosager alt for meget med en af filmverdenens største skuespillerinder, mødes de måske også fra 0 til 100. I hvert fald spænder den unge dansker følelsesmæssigt vidt i den nye ungdomsfilm ’En-to-tre-nu!’, der fik fem stjerner af vores anmelder, og hvor hun kropsliggør intens forelskelse, inderlig vrede og hysterisk hulken som den kræftsyge Cecilie, der pludselig frygter en tidlig slutning på et liv, der nærmest lige er begyndt.
Clara Rosagers første filmrolle var lidt af en mundfuld, som hun dog var lykkelig for, at hun fik lov at indtage. Den markerede nemlig starten på en ny karriere for en allerede succesfuld model, der længe havde spejdet efter skuespillet. »Lige siden jeg var seks-syv år, har det været min store passion«, som hun siger, da vi møder hende på en café i indre København.
Hvordan blev du så model i stedet?
»Det var ret tilfældigt. Jeg blev spottet, da jeg var 15 år ude foran Tivoli af to fotografer fra Los Angeles. De var i gang med at caste til en Abercrombie & Fitch-kampagne, og så stoppede de mig og spurgte, om jeg ville med til casting. Det gjorde jeg så og fik jobbet«.
Prøvede du så sideløbende at slå igennem som skuespiller?
»Ja! Jeg har fået meget skuespilundervisning, fordi jeg startede i en tidlig alder, men jeg har altid fokuseret på at passe min skole. Da jeg var færdig med 9. klasse, tog jeg direkte videre på skuespilskolen Ophelia, men det gik op for mig efter førsteåret, at jeg ikke skulle videreuddannes på den skole. Så i stedet blev jeg fuldtidsmodel og har tjent nogle penge og rejst en masse. Men ja, jeg har stadig ledt efter roller, og så kom ’En-to-tre-nu!’. Det var jo perfekt«.
Hvordan fik du rollen?
»Det var faktisk også tilfældigt. Én fra andetåret på Ophelia taggede mig i Barbaras (Topsøe-Rothenborg, filmens instruktør, red.) opslag, hvor de søgte piger til casting. Så skrev jeg til hende, om jeg måtte komme til casting, og det sagde hun ja til. Så gik jeg videre og videre, og til sidst var vi så kun to piger tilbage. Og så fik jeg rollen«.
Hvad tænkte du, første gange du læste manuskriptet?
»Jeg var meget rørt over det. Jeg kendte ikke historien, og jeg syntes bare, det var et sindssygt godt manuskript. Historien var så smuk, og jeg græd virkelig, da jeg læste slutningen. Selvfølgelig var der lige nogle ting sådan rent sprogligt – man kunne godt mærke, at det var en ældre herre (Thorvald Lervad, red.), der havde skrevet manuskriptet. Noget af det, de unge sagde, passede slet ikke ind«.
Jeg synes ellers, filmen rammer de unges sprog ret skarpt. Har du haft en finger med i spillet?
»Ja, haha! Vi havde sådan en måneds prøveperiode, mig, Barbara og Nikolaj (Groth, medspiller, red.), hvor vi simpelthen sad og kiggede hver eneste replik og side igennem. Vi gjorde det for at udtale ordene og snakke om, hvorvidt de passede til vores karakter og unge mennesker generelt. Det hjalp helt utroligt meget. Det er jo vigtigt for en ungdomsfilm, at man ikke føler, det er en ældre, der sidder og prøver at efterligne unges jargon«.
Gjorde det dig nogensinde bange, at du skulle spille en kræftsyg 16-årig?
»Ja, helt vildt. For det første synes jeg, at det var rigtig fedt at få rollen, fordi den kan noget og har så mange aspekter. Jeg kom hele følelsesregisteret igennem, og det er jo skønt at blive udfordret på den måde. Men ja, jeg var meget nervøs. Det er et ansvar at spille kræftsyg, og jeg har jo aldrig været dødsenssyg eller haft det tæt inde på livet. Man kan jo relatere til det, men du ved jo aldrig, hvordan det er, hvis du ikke selv har været der. Det var jeg meget nervøs for«.
Hvad gjorde du så for at forberede dig på rollen?
»Barbara og jeg tog op på Rigshospitalet og aftalte et møde med Ungkræft, hvor vi så snakkede med to unge piger, som var 14-16 år. De var virkelig så seje, for de ville gerne dele ud af deres følelser, oplevelser og sygdom.
Jeg var undervejs bange for at overskride en grænse. Jeg kendte jo ikke de her piger, og de sidder med en alvorlig sygdom, som jeg spørger ind til, hvilket jeg synes er ekstremt grænseoverskridende. Men de var åbne og ville gerne snakke om alt med os. De var bare så livsbekræftende og inspirerende, så det fik jeg helt vildt meget ud af. Både som mig Clara, men også helt klart til rollen som Cecilie. Jeg brugte det rigtig meget i mit karakterarbejde«.
Du både græder, hulker, råber og skriger i filmen – var det overvældende?
»Ja, det har været rigtig hårdt både fysisk og psykisk, fordi jeg har skullet været så vred eller ked af det i måske to timer af gangen. Vi tog jo scener om og om igen konstant, en gang imellem helt op til 20 gange. Det er barskt og udmattede at skulle holde fast i en følelse så længe«.
Hvad håber du, ’En-to-tre-nu!’ fører med sig?
»Jeg håber, at folk i mange aldersgrupper vil se den, for den har virkelig mange kvaliteter. Jo, det er en ungdomsfilm, men den indeholder så store emner, at stort set alle kan relatere sig til det og måske har oplevet det samme. Jeg håber, de ser den og bagefter ikke længere er bange for at snakke om og diskutere de her emner, for det er vigtigt.
For mit eget vedkommende håber jeg selvfølgelig, at det fører til nogle jobs. Min drøm er at leve af skuespil og have en del film, jeg kan vælge og vrage imellem. Det er min drøm, at jeg selv kan vælge, hvem jeg gerne vil arbejde sammen med«.
Er Skuespillerskolen en del af din drøm?
»Det kunne jeg godt tænke mig et eller andet sted, men jeg har villet det endnu mere engang, end jeg vil nu. For to år siden ville jeg kun ind på Skuespillerskolen, men sådan har jeg det ikke nu. Og så synes jeg helt ærligt ikke, at man skal søge ind. Det kan være, det kommer igen, men jeg vil ikke snyde mig selv til at tro, at jeg bare skal ind. Nu vil jeg hellere se, hvad der sker efter denne her film, og om der kommer nogle tilbud«.
Hvem håber du så ringer?
»Jeg har én bestemt instruktør, jeg rigtigt gerne vil arbejde sammen med: Quentin Tarantino. Det er nok min største drøm nogensinde. Jeg synes, han er så genial. Han er så twistet, og jeg elsker alle hans karakterer, replikker og musikken, han bruger. Ellers kunne jeg godt tænke mig at arbejde sammen med Lars von Trier – på godt og ondt tror jeg. Han er vist en speciel mand, men jeg er vild med alt, hvad han laver«.
Hvem skulle du så spille sammen med?
»John Malkovich! Han har sådan en indre ro i alt, hvad han laver. Jeg tror, mange ville sige ’nå, han spiller bare sig selv’, men det er bare i orden så, når han gør det. Han rammer plet hver gang. Og jeg tror, det er, fordi han hviler så meget i sig selv«.
Hvis vi lægger alle drømmene lidt til side, hvad skal der så ske lige nu?
»Jeg har ikke noget lige nu, udover en masse udenlandske castings, som jeg er i gang med. Men når det er udlandet, så hører man nogle gange fra dem og andre gange slet ikke, så det er ikke til at sige, hvad der sker der. Så jeg klør på med det, og hvis der ikke sker så meget i Danmark, så rejser jeg til Los Angeles og tager til castings. Det er planen«.