’Vice Principals’ sæson 1: Danny McBride er i topform i gedigen efterfølger til ‘Eastbound & Down’
Danny McBride er en mester til at spille egoistiske, socialt akavede, selvhævdende karakterer uden skyggen af situationsfornemmelse, men samtidig finde nok rester af menneskelig godhed dybt, dybt inde i disse karakterer til lige akkurat at gøre dem sympatiske nok til, at vi alligevel hepper på dem.
Neal Gamby er ingen undtagelse. Han kunne nemt være ’Eastbound & Down’-stjernen Kenny Powers’ long lost cousin. Gamby og ærkerivalen Lee (Walton Goggins) er de titulære viceskoleinspektører på Lincoln High, der begge øjner deres livs mulighed, da den siddende inspektør (Bill Murray) går på pension. Valget falder dog hverken på den ene eller den anden, men på outsideren Dr. Belinda Brown, og opfyldt med raseri indgår Gamby og Lee en aftale om at fælde den nye inspektør. Min fjendes fjende og så videre. Sideløbende er der en ‘will they, won’t they’-romance mellem Gamby og lærerinden Amanda (King) samt lidt udforskning af Gambys forhold til datter, ekskone og sidstnævntes nye mand. Og ikke så meget mere.
’Vice Principals’ er endnu mere plotløs end showrunners Hill og McBrides forgænger ’Eastbound & Down’, hvorfor det er helt naturligt, at der kun kommer to sæsoner af hver ni afsnit.
Mens formatet er mindre, er kontrasterne på mange måder større. Kenny Powers havde i det mindste smagt stjernelivet og havde dermed en flig at have sin narcissisme i. Neal Gamby er en sølle viceskoleinspektør afskyet af lærere, elever, kort sagt: alle. Alligevel føler han sig hævet over gud og hvermand. Hans selvopfattelse ligger uendeligt langt fra andres opfattelse af ham.
Det er især denne uoverensstemmelse mellem virkelighedsbilleder samt forholdet mellem Gamby og Lee, der bærer ’Vice Principals’. Hill og McBrides seneste samarbejde er fattig på scener på niveau med de bedste i ’Eastbound & Down’ – som da Kenny Powers med bad taste-speederen i bund karaoke-crasher en vens begravelse på bedste ’Say Anything…’-forkvaklet manér.
Der er få virkeligt mindeværdige scener, men rigtigt mange gode, hvis man er fan af McBrides skæve timing (bemærkninger falder ofte et par sekunder for tidligt eller for sent) og hang til at eskalere situationer ud i det absurde. Simple ‘nej, du er’-fornærmelser på børnehaveklasse-niveau løftes til humor gennem et aparte miks af skæv timing, skældsord og vidunderlig mimik, som da Lee kritiserer Gamby med ordene »You’re out here trying to make a fucking friend, when we’re about to do a mission!« og Gamby – med den helt rigtige forsinkelse – fremstammer »You’re the one trying to make friends the most«.
Endelig fortjener ’Vice Principals’ også point for sin visualitet i et komedieserielandskab, hvor visuel humor oftest begrænser sig til variationer af falden-på-halen-humor. Ligesom i ’Eastbound & Down’ er McBride/Hill-duoen ikke bange for at gå planken ud med ekspressionistiske træk som f.eks. slow-motion og forvrænget lyd. Det eskalerer og når et herligt klimaks i scenen, hvor Gamby og Lee i slow-motion og med fråde om munden smadrer Dr. Browns hus til lyden af kamphelikoptere og maskingevær. En reference til åbningsscenen i ’Apocalypse Now’ midt i et drama om nogle viceskoleinspektører i Nowhere, USA? Hvorfor ikke.
Kort sagt:
Kenny Powers er død, Neal Gamby længe leve! Selvom ’Vice Principals’ sjældent når det svimlende topniveau fra ’Eastbound & Down’, er der mere end nok skøre optrin og politisk ukorrekt humor til at tilfredsstille fans af McBride – og måske endda skabe et par nye.
Anmeldt på baggrund af de seks første afsnit.