På et tidspunkt i min sommerferie vågnede jeg lidt forvirret op en morgen, og blandt det væld af omtumlede tanker, der altid rumsterer, når man vågner, var, hvordan anmeldelserne af ’Suicide Squad’ egentlig havde været. Kald mig bare momentant spejlblank på ’Paradise Hotel’-niveau, men jeg var simpelthen i den tro, at filmen havde haft premiere.
Denne superheltefilm, der er en filmatisering af tegneserien af sammen navn, har først premiere på torsdag, men filmselskabets hype af filmen har efterhånden varet så længe, at jeg selv synes, at jeg er lovligt undskyldt for forvirringen. Den første trailer til filmen fik premiere i juli sidste år, og jeg var simpelthen blevet bombarderet så heftigt med trailers, nyheder om Jared Letos pranks og ”lækkede” billeder fra settet, at jeg ikke længere kunne skelne.
Men den slags skal filmselskaberne til at holde op med. Jeg lover, at jeg nok også skal tage mig sammen, men det er jo absurd, at der går 13 måneder fra den første trailer til filmens premiere. Desuden tæller jeg 29 trailers, tv-spot-trailers, teaser trailers og endda trailers for hver enkelt karakter (og en enkelt musikvideo, reklame og lydspor), som filmselskabet bag ’Suicide Squad’, Warner Bros., har lagt på deres officielle YouTube-kanal. Siden den første trailer har de kunnet lægge en ny trailer eller lignende video ud hver anden uge i over et år. Endnu mere absurd.
Ingen film er nogensinde blevet bedre af, at man har ventet så længe på den og set så mange trailers. Tværtimod er den spænding, der oprindeligt boblede frem i mig, for længst blevet afløst af følelsen af overmæthed. Efter trailer nummer 20 er det ikke pirrende længere, det er bare irriterende.
Og den lange PR-periode skyldes ikke, at filmen måtte udskydes på grund af produktionelle problemer eller andet. Der har godt nok været en del reshoots af flere scener undervejs, men filmen havde amerikansk premiere på præcis den dato, der blev meldt ud, da filmens cast blev offentliggjort.
Jeg er med på, at det for nogle – især fans af tegneserien – kan være en del af oplevelsen at dyrke den megen hype og lede efter selv de mindste spor på filmens øvrige indhold i trailers. At det er et ekstra lag til værket. Men for os andre, der ikke i forvejen er fans af tegneserien og bare gerne vil se en god film, gør filmselskabet os og dem selv en bjørnetjeneste.
Publikum kan ikke snydes
For der er en god nyhed midt i alt det her: De lange PR-kampagner kan ikke snyde publikum i længden. De kan måske lokke mange ud af stuerne i den første weekend, men på den lange bane virker det ikke på de folk, der ikke i forvejen er en del af en franchisefilms built in audience.
Mønsteret med et uendeligt antal teaser trailers lang tid i forvejen sås også under lanceringen af ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’. Det så ud til at virke, for filmen havde en meget stærk åbningsweekend i USA, hvor folk strømmede i biografen for at få spændingen udløst. Men efter åbningsweekenden faldt billetsalget så meget, at filmen har rekorden for det største fald i billetsalg efter premiereweekenden.
Filmen fik dårlig word of mouth, fordi biografgængerne ikke anbefalede den til deres venner. Og noget så gammeldags som venners anbefalinger er stadig noget af det vigtigste for en films succes.
Tidligere på ugen kom så tallene for ’Suicide Squad’, der fik premiere en uge tidligere i USA end i Danmark. I Nordamerika solgte den billetter for hele 135 millioner dollars i åbningsweekenden, hvilket er det højeste for en film med premiere i august nogensinde. Men nu gentager mønsteret sig måske. ’Batman v. Superman’ fik elendige anmeldelser, og det har ’Suicide Squad’ også fået i USA. Den har kun en score på 26% på Rottentomaetoes – hvilket har fået tusindvis af rasende fans til at kræve hjemmesiden lukket via en underskriftindsamling – og tallene fra weekenden viser, at besøgstallet til filmen faldt 41% om lørdagen. De første, der så filmen, var tilsyneladende skuffede og anbefalede ikke filmen til deres omgangskreds.
Men kan meget lange PR-kampagner aldrig virke? Jo, hvis filmen er god. ’Star Wars: The Force Awakens’ har intet at lade de andre tentpole-film at høre, når det kommer til overdrevent langstrakte PR-kampagner med indholdsløse teaser trailers – en af filmens mange teaser trailers varede 16 sekunder og bestod af karakterer, der stirrede bistert frem for sig – og den endte med at indspille over to milliarder dollars. Den fik gode anmeldelser – og det er da også en god film i modsætning til ’Superman v. Batman’ – og havde fremragende word of mouth.
Om ’Suicide Squad’ er en god film, må vi vente med at se (selvom de 29 trailers har gjort det muligt at danne sig et vist indtryk). Jeg håber det virkelig, for den kunne godt ligne den tiltrængte revitalisering af superheltefilmen, som genren efterhånden kunne trænge til at få. Forhåbentligt får PR-kampagnerne det samme.