Positive Mikkel:
»Hej, Mikkel. Hvad er der i vejen? Du har været sur, siden du fandt ud af, at Baz Luhrman står bag den kommende Netflix-serie ’The Get Down’ og her i premiereugen har det været helt slemt«.
Skeptiske Mikkel:
»Hej, Mikkel. Ja, Baz Luhrman skal ikke komme og ødelægge en serie om hiphoppens fødsel med sin reklameæstetik og MTV-følsomhed. Det burde være en instruktør, der viste det med råt, håndholdt kamera, sådan som stemningen og byen var dengang i 1970erne. Sådan lidt HBO-gritty-agtigt«.
PM:
»Slap af. Du har jo ikke set den endnu«.
NM:
»Nej, men jeg har set traileren. Det ligner virkelig en glossy omgang. Ham fyren med afroen, der formentlig spiller hovedrollen, går igennem byen med brændende bygninger og gadekampe, men når man ser hans sprøde Puma-kicks, er de skinnende rene i et closeup, og der er ikke en plet på nogens Kangols sixpence! Baz Luhrmann lavede i 2004 en reklame for Chanel, og den har alt den overbudsæstetik og fjollede skuespil, som jeg frygter af ’The Get Down’.
Det ligner, at ’The Get Down’ er pakket ind i sådan en ’Glee’-lignende pænhed, der slet ikke flugter med det miljø som hiphop og punk voksede frem af i 1970ernes New York. Alt for meget MTV«.
PM:
»Men er det ikke netop en fordel? Vi har jo set masser af gritty, håndholdte repræsentationer af livet på gaden, underdoggen, der rapper sig ud af et hårdt miljø. Bare tænk på ’The Wire’, ’8 Mile’ og til dels ’Straight Outta Compton’. Jeg synes, at det kunne være forfriskende med en anden tilgang til stoffet end den efterhånden lidt fortærskede. ’Vinyl’, der forgik i samme periode og by, forsøgte jo netop at vise energien og tilgangen en-til-en, og det blev trættende i længden.
Desuden: ’The Get Down’ er jo ikke en førstehåndsskildring, men stiliseret fremstilling af en periode og et miljø, som du jo selv glamouriserer. Er du ikke netop selv en af de hvide fyre fra den trygge forstad, der voksede med hiphoppen og glamouriserede The Marcy Projects i Brooklyn og skydevåben og bravado og swagger?«
SM:
»Ja, okay, det er jeg faktisk, men jeg var ikke blevet forelsket i hiphop, som jeg gjorde dengang, hvis det havde set ud og lydt som i ’The Get Down’«.
PM:
»Ro på, det er jo kun en trailer. Du aner jo ikke, hvordan serien er. Det kan jo være, at den netop bruger det pæne glansbilledeoverflade som kontrast til den menneskelige smerte«.
SM:
»Jeg synes, at vi skal skifte emne. Ingen af os ved reelt ret meget, før vi har fået set serien, så lad os se på Baz Luhrmanns øvrige arbejde for at vurdere, om han er perfekt eller fejlcastet. Det er netop her, jeg bliver bekymret. En mand, der har lavet en film, hvor latindans var skurken, er for blødsøden til at få en tv-serie om hiphop, punk og disco til at flyve«.
PM:
»Du tænker på ’Stricly Balroom’ med den danske undertitel ’de forbudte trin’. Ja, okay, han virker ikke en som hård negl, men hvis der er noget, den film samt ’Romeo & Julie’ og især ’Moulin Rouge!’ viste, så var det netop, at han har eminent sans for rytmisk klipning, inkorporering af musik og en virkelig stærk visuel sans. Det passer da godt til musikscenen, som ’The Get Down’ skildrer. Han har endda selv lavet musik, og han har sat operaer op, blandt andet Puccinis ’La Bohème’ på Broadway i New York. Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er hiphop og pååånk, men har han vist en evne til at tilpasse sig næsten alle genrer«.
SM:
»Men… Du er min værste ven«.
PM:
»Tag den«.
SM:
»Okay, jeg medgiver, at han sikkert nok skal sørge for, at serien er lækker og at musikken er godt iscenesat og inkorporeret. Men, og det her er måske min største bekymring i forhold til Baz Luhrmann, hans films er psykologisk overfladiske. Det kan gå, når en film på to timer er virtuost iscenesat, men i en tv-serie – endda en Netflix Original, der altid har 12-13 afsnit på hver en hel time, og hvis første afsnit ’The Get Down’s tilfælde varer halvanden time – vil det være umuligt at bevare interessen«.
PM:
»Bevis det!«
SM:
»Okay, så tager vi filmene en ad gangen. I dansefilmen ’Strictly Ballroom – de forbudte trin’ – i øvrigt den eneste film i historien, hvor det skal være sejt, at helten ifører sig en herresko med hæl – forelsker Fran sig kun i Scott, fordi han danser frække, frække trin, der er dårlig kosher i det konservative dansemiljø. Helt åndsbollet.
’Romeo & Julie’ har faktisk noget, men den har han jo ikke engang skrevet selv. Det er jo dybest en musikvideo, og jeg vil ikke have en musikvideo af ’The Get Down’, jeg vil have alt det, der sker, inden de når til at lave en musikvideo.
Så er der ’Moulin Rouge!’, en film med et udråbstegn i titlen, som…«
PM:
»Du græd til ’Moulin Rouge!’«.
SM:
»Wouw, ro på. Er det ’aldrig at sige det til nogen’? Det er fanme strengt af dig, at du smider den i ansigtet på mig. Jeg var teenager, og det kan undskylde alt. Jeg havde tømmermænd, og så er man – som enhver ved – mere grådlabil end normalt. Men det er et godt eksempel. Man ved, at noget er poppet, når det får en teenager til at græde«.
PM:
»Styr lige dig selv. ’Moulin Rouge!’ er en visuelt nyskabende opdatering af musicalgenren, og den sampler totalt eklektisk alt muligt musik – tænk bare på ’Roxanne’ i 1800-tallets Paris – ligesom din store helt Kanye West og hiphoppen generelt. Hvis nogen film viser, at Baz Luhrmann er den rigtige til ’The Get Down’, er det denne«.
SM:
»Vi rykker hurtigt videre fra ’Moulin Rouge!’ til ’Australia’«.
PM:
»Der behøver du ikke overbevise mig. ’Australia’ er lort«.
SM:
»Tak. Jeg troede lige, du var blevet sindssyg. Karaktererne er så røvsyge i den film, og det er især på baggrund af den film, at jeg frygter, at det bliver svært at stå igennem et halvt døgns tv-serie som ’The Get Down’, uanset hvor meget du så i øvrigt har overbevist mig om, at Baz Luhrmanns æstetik kunne være et plus«.
PM:
»Godt, at du begynder at tø lidt op. Du var så spids i starten. Og prøv så lige at tænk på ’The Great Gatsby’. Der får han da virkelig tegnet et interessant komplekst portræt af verdens mest ensomme partyboy«.
SM:
»At portrættet ligefrem er ’komplekst’, tror jeg, at der er mange, der vil være uenige med dig i«.
PM:
»Jeg er ligeglad, for jeg er flere end dem. Luhrmann portrætterer ham som den evige amerikanske stræber, der foragter sin fattige baggrund, men har samtidigt et følsomt øje for karakterens smerte over alt det, han savner trods sin velstand. Et maskulint amerikansk ikon, ikke helt ulig de musikalske helte som ’The Get Down’ tager udgangspunkt i«.
SM:
»Jo, jo, men alligevel…«
PM:
»Og så er en af de mest legendariske New York-rappere Nas jo executive producer. Storbyjunglens rappende kronikør fra The Queensbrige Project må da om nogen være garant for, at Baz Luhrmann ikke laver en historieforvansket tegneserieudgave ud af hiphoppens begyndelse, som du ellers frygter«.
SM:
»Hmm, ja, du har faktisk en pointe«.
PM:
»Godt. Sig det så: ”Baz Luhrmann er perfekt som skaber af ’The Get Down’«.
SM:
”Baz Luhrmann er per…”. Ej, det kan jeg sgu. Men jeg er ikke så skeptisk, som jeg har været«.
’The Get Down’ har premiere på Netflix på fredag
Læs også: ‘The Get Down’ designer om hvordan hiphopperne forandrede joggingsættet til bling