Psykopatisk sexgalning eller uskyldigt dømt medieoffer?
Sagen om den kønne amerikanske studine Amanda Knox, der som 20-årig blev arresteret for det brutale mord på sin britiske roommate Meredith Kercher i bjergbyen Perugia i Italien, optog hele verden og i særdeleshed tabloidpressen i de otte år, den varede, inden Knox blev endeligt frikendt af den italienske højesteret i 2015.
Som Knox selv forklarer i Brian McGinn og Rod Blackhursts nye Netflix-dokumentar, er sagen »alles værste mareridt«, hvad enten hun er skyldig eller ej. »Enten er jeg en psykopat i fåreklæder. Eller også er jeg dig«, siger hun direkte til kameraet.
Knox og hendes daværende italienske kæreste Raffaele Sollecito blev arresteret for mordet i 2007 efter en teori om, at de slog Kercher ihjel, fordi hun ikke ville være med i deres sexleg. Anklageren fandt deres opførsel mærkelig, blandt andet fordi de ikke viste tegn på sorg, men stod uden for huset og kyssede, mens politiet undersøgte huset, ligesom Knox ændrede forklaringer flere gange under de første dages afhøringer.
Den internationale presse greb straks bolden og portrætterede Knox som en promiskuøs »hundjævel«, der lokkede den seksuelt uerfarne Sollecito med i fordærv. ’Foxy Knoxy’ blev hendes kælenavn i tabloidpressen, der på et tidspunkt kunne bringe en liste over alle hendes hidtidige seksuelle partnere som forsidestof, efter hendes fængselsdagbog var blevet lækket. En liste, hun vel at mærke skrev, fordi fængselspersonalet fejlagtigt fortalte hende, at hun var testet HIV-positiv.
Parret blev dømt skyldige for mordet i 2009 sammen med en ny mistænkt, Rudy Guede. Knox’ og Sollecitos domme blev dog omstødt i 2011 på grund af kontaminerede DNA-beviser, men de blev dømt skyldige igen i 2013 på grund af tekniske fejl i omstødelsen. I 2015 blev de dog endeligt frikendt af den italienske højesteret, mens Guede forbliver fængslet for mordet.
Det lyder indviklet – men giver mening i de amerikanske instruktører Brian McGinn og Rod Blackhursts halvanden time lange Netflix-dokumentar ’Amanda Knox’ – med dansk producentopbakning fra Plus Pictures’ Mette Heide – hvor hele historien for første gang fortælles fra hestenes egen mund:
Ud over i dag 29-årige Knox selv giver Sollecito, den italienske chefanklager Guiliano Mignini og Daily Mail-journalisten Nick Pisa deres versioner af historien. Hvordan det lod sig gøre, fortalte de to instruktører om, da vi mødte dem i London.
Hvordan fik I adgang til Amanda Knox?
Rod Blackhurst: »Vi havde selvfølgelig hørt meget om sagen og set overskrifterne. Det første, der faldt os ind, var at prøve at forstå, hvem de mennesker var. Vi henvendte os til Amanda og de andre medvirkende ved at sige, ’vi vil gerne høre din historie fra dit synspunkt og med dine ord’.
De følte alle, at deres historier var blevet præsenteret på forskellige måder, der var mere eller mindre korrekte. Vi var meget ærlige og sagde, at vi ønskede at vide, hvem de var, og hvad deres oplevelser af disse begivenheder var. Det var der ikke nogen, der havde spurgt dem om på den måde før. Alle de medvirkende følte, at den komplekse sag var blevet reduceret til overskrifter, og at deres version ikke var blevet hørt fuldt ud.
Så mens alle forsøgte at lægge sagen bag sig i deres hverdagsliv, havde de stadig et behov for at kommunikere, hvad de havde gennemgået«.
Brian McGinn: »Ligesom alle andre, der fulgte sagen, så vi en masse dækning, der viste sagen udefra. Men der havde aldrig rigtigt været en version af historien fortalt indefra af de mennesker, der var intimt involveret. Der var en masse snak, men ingen var gået ind i en førstehåndsfortælling«.
Hvad var jeres indtryk af Amandas som person, efter hun har gennemgået en otteårig retssag?
Blackhurst: »Ikke bare Amanda, men hver eneste af de involverede karakterer i sagen er blevet utroligt forandret. I 2007 er Amanda bare en 20-årig udvekslingsstuderende, ligesom anklageren Guiliano Mignini ser meget yngre ud, inden han har været så meget i krydsilden. De otte år forandrer alle.
Noget af det triste ved historien er, at der virkelig ingen vindere er. Mindst af alt Kercher-familien, som man ser i slutningen af filmen, hvor moren forsøger at bearbejde, hvad der er sket.
Det er interessant at se, hvordan otte år ser ud. Folk siger altid, ’se hvad vores præsident er gået igennem’ – man kan se en radikal visuel transformation. Det er det samme med de mennesker, der er gået igennem denne sag. Den har ældet dem betydeligt og ændret deres syn på livet«.
McGinn: »Det overraskende for os var, at det her var nogle virkelige mennesker, der er gået igennem noget mørkt og tragisk. Vi fandt hurtigt ud af med alle personerne, at de billeder, der var blevet tegnet af dem, ikke svarer til de mennesker, de er i virkeligheden. De var bare almindelige mennesker, der var blevet påført de her omstændigheder«.
Hvad tror I, det er ved sagen, der optog folk i en sådan grad?
McGinn: »Nick Pisa siger i filmen, at historien var en perfekt kombination af en smuk gammel by med sin gammeldags levevis og romersk-katolske historie og de unge mennesker fra forskellige lande«.
Blackhurst: »Han siger, at alle var besatte af ideen om en pige-pige-sexforbrydelse – folk troede i begyndelsen, at de to unge kvinder havde sloges til døde, og medierne kørte med på den historie, fordi den er så tiltrækkende. Den konstruktion forsøger filmen at blotlægge«.
Filmens interviews er meget intense, fordi interviewpersonerne kigger direkte ind i kameraet. Hvordan har I skabt den effekt?
Blackhurst: »Det er en teknik, Errol Morris har opfundet, der hedder The Interrotron. Groft fortalt tillader den direkte øjenkontakt ved, at kameralinsen er intervieweren«.
McGinn: »Vi brugte den metode, fordi så meget af historien handler om, hvorvidt du tror på personen, der taler til dig. I de tidligere præsentationer af historien har der altid været et mellemled til personerne – eksperter, vurderinger. Vi forsøger at få tilskueren så tæt som muligt på de her mennesker, så det føles, som om de har en samtale med dig.
Det er også en kommentar til den idé, Amanda selv bringer på banen i filmen, om at folk har forsøgt at finde sandheden om sagen ved at kigge hende ind i øjnene og se på, hvordan hun opfører sig. Og hun peger på, at det overhovedet ikke er objektiv dokumentation. Hvad tænker vi på, når vi analyserer mennesker på den måde?«.
Sagen blev dækket massivt, da den kørte. Hvilke nye aspekter ville I gerne kaste lys på?
McGinn: »For de fleste mennesker er Amanda indgangen til historien, fordi de har hørt hendes navn. Vi ville gerne tale om, hvorfor samtalen har været så fokuseret på Amanda, mens offeret Meredith ofte er en fodnote«.
Blackhurst: »Det handler om, hvad vi går op i i vores kultur. Hvordan vi alle sammen er optagede af true crime-whodunnit-historier, som vi forsøger at opklare i en blanding af sandhedssøgning og underholdning, mens vi glemmer, at der er en tragedie bag dem alle. Vi ønskede ikke at lave en film om, hvorvidt Amanda er skyldig eller ej. Vi ønskede at lave en film om den menneskelige oplevelse. Og helt ærligt er der aldrig nogen, der virkelig har lyttet til hende«.
Når alt kommer til alt, tror I så, at Amanda er skyldig?
Blackhurst: Jeg tror, at det er et meget naturligt spørgsmål at stille, og jeg tror, at alle er nysgerrige omkring det. Men jeg mener også, at der har været en sidste afgørelse på det spørgsmål. Samfundet har en interesse i at forstå, hvem der gjorde hvad, fordi det hjælper os til at bearbejde det og sætte det i perspektiv.
Men det er ikke vores job som filmskabere at fælde dom, for det gjorde den italienske højesteret i 2015. Et af de emner, vi ønskede at beskæftige os med i filmen var, hvorfor alle stiller det spørgsmål. Ingen af os er personligt involveret i historien. Så hvorfor går vi så meget op i det?«
Læs også: 5 stjerner til ’Amanda Knox’