CPH PIX: Da den dengang blot 19-årige Frederik Barington troppede op til Syddansk Universitets filmfestival ‘Guldægget’ i 2015, havde han ikke turdet drømme om, at han ville gå derfra med et tilbud om at gøre sin kortfilm til en fuldblodet spillefilm.
Men det var nøjagtigt, hvad der skete. Instruktør og tegneserieforfatter Anders Morgenthaler havde forvildet sig ind som jurymedlem på festivalen og blev blæst omkuld, da han så, hvad den purunge instruktør havde at byde på.
Morgenthaler handlede øjeblikkeligt. Han ville finansiere Baringtons film, men kun hvis optagelserne kunne starte den efterfølgende sommer.
Barington greb chancen, og efter to måneder og fem dage med benhårde produktionsforberedelser var manuskriptet skrevet og filmholdet fundet.
Det er ekstremt sjældent, at en så ung instruktør spillefilmdebuterer i Danmark, men nu er Barington aktuel på CPH PIX-festivalen som del af programserien New Danish Talents.
‘Når solen skinner’ er et dybfølt ungdomsdrama om den 17-årige, kræftramte Sofus, der bor på hospice og er klar til at dø efter et helt liv med sygdom. Her møder han den jævnaldrende Sara, der med sit charmerende og direkte væsen går lige i hjertet på Sofus. Men den ellers friske, lev-i-nuet-optimistiske Sara er bange for fremtiden, og sammen prøver de at finde mening med livet.
Det er unægteligt en sørgelig omgang, men ‘Når solen skinner’ balancerer alvoren med fine mængder livsglæde.
Frederik Barington, hvordan kom du i gang med at lave film?
»Jeg har lavet film, siden jeg var seks-syv år gammel. Det har været en meget naturlig del af min opvækst i virkeligheden. Jeg begyndte at lege med et kamera omkring 0. eller 1. klasse. Det har bare startet som sådan en baghaveleg med kammeraterne fra folkeskolen, og så har det helt naturligt vokset sig fra at være en leg til livsdrøm«.
Hvad gjorde du for at realisere din drøm om at lave film?
»Springet skete, da jeg lavede kortfilmen ‘Når solen skinner’, hvor man kan sige, at det i klassisk filmisk forstand ligesom blev større og mere fuldendt. Jeg tror, det var derfra, at jeg med garanti vidste, hvor jeg gerne ville bevæge mig hen. Og da Anders Morgenthaler så kom ind i billedet og tilbød at finansiere filmen som en spillefilm i samarbejde med FilmFyn og Odense Filmværksted, så vidste jeg med garanti, hvad der var det næste skridt«.
Hvorfor var historien vigtig for dig?
»For mig handler ‘Når solen skinner’ om udsynet på livet, altså den måde vi opfatter vores egen situation på og omstændighederne og verden omkring os. Det er noget, der fylder meget i mit liv, og det påvirker og fylder meget i mange unges liv, som tumler rundt der i slutningen af gymnasiet og ikke rigtigt ved, hvad de skal bruge deres liv på.
Så for mig er det en stor del af min hverdag, det her med at overveje, hvor meget magt har vi over vores egen lykke. Det er dét, ‘Når solen skinner’ handler om. Vores magt over vores eget liv og vores magt over de situationer, der ellers er ustyrlige. Sofus har kræft i filmen, og det kan han ikke ændre på, men han kan ændre måden, han ser sin egen sygdom på og sin sidste tid på jorden«.
Så det var også derfor, at du valgte sygdomstematikken?
»Ja, jeg syntes ikke rigtigt, at der er nogen bedre mulighed for at snakke om livet end at arbejde med en person, som er ved at dø«.
Du var ikke bange for, at det ville blive for klægt, når man på den måde spiller på så stærke følelser?
»Ja, altså det er jo svært med ungdomsfilm, som arbejder med de filosofiske tanker, unge mennesker går med. Det, tror jeg, især det ældre publikum vil synes er lidt lommefilosofisk, og det kan også godt være, at det er det for den generation, der har tænkt tankerne for mange år siden. Så for mig handler det om at finde nogle niveauer i filmen, hvor vi netop tager fat i nogle relativt fine og ret spinkle følelser og ligesom prøver at arbejde med dem og gøre dem større.
Der er jo ikke nogle af de her scener, hvor folk falder grædende på knæ og råber ’Gud, hvorfor har du forladt mig’, og vi laver ikke noget stort sæbeoperaagtigt noget, hvor den bare får hele armen, men vi tager fat i nogle ret små fine finurlige tanker om livet og prøver ligesom at dykke ned i dem og undersøge, hvad de kan. Og jeg tror netop, at det valg gjorde, at ‘Når solen skinner’ ikke blev en stor omgang klæbrig fløde«.
Hvor fik du inspirationen fra til filmen? Har du trukket på noget fra dit eget liv?
»Altså jeg kender ikke nogen ung cancer-patient, der har mødt et pige på et hospice, men som sagt, så synes jeg, de spørgsmål filmen stiller, har fyldt meget i mit eget liv«.
Hvad føler du, at du har lært ved at lave filmen?
»Når man snakker og diskuterer et emne, både med de andre på holdet, men også i skrivefasen i starten, opdager jeg helt klart, at jeg forstår det bedre og ligesom også forstår mig selv i et eller andet omfang, som jeg ikke har gjort før«.
Skubbet i gang af Anders Morgenthaler
Hvordan har det været at instruere sin første spillefilm?
»Det har været en drøm, som jeg længe har gået med, der pludselig blev til virkelighed. For mig handler forskellen på spillefilm og kortfilm hovedsageligt om niveauer og balancer. I en film som ’Når solen skinner’ arbejder vi med meget skrøbelige og fine følelser og de små nuancer, der er i forholdet imellem de to hovedkarakterer. Det skal opbygges så forsigtigt, at der ikke skal meget ubalance i følelsesniveauerne for at brænde hele klimakset af. Det stiller store krav til et tydeligt følelsesmæssigt overblik over historien og karakterernes ark«.
Har der været andre udfordringer? Du havde kun kort tid, fra du fik pengene, til du skulle lave filmen?
»Ja, der var meget, meget kort tid for os, da vi startede projektet op. Fra jeg havde mødet med Anders, hvor vi aftalte, at filmen skulle laves, var der to måneder og fem dage, til filmen skulle i produktion, og der havde vi ikke noget manuskript, og vi havde ikke noget hold, og vi havde ikke en producer. Så der var et helt enormt tidspres på os på det tidspunkt, og det var en af grundene til, at det var så fantastisk, at jeg mødte Lars Iversen, som jeg faktisk har kendt i lang tid, men som ikke har produceret en film før, og han kom så på projektet og endte med at blive producer.
Man kan sige, at tidspresset gav en råhed til filmen, fordi jeg netop pressede mig selv til hurtigere at tage stilling til tingene, være mere impulsiv og arbejde mere ud fra min mavefornemmelse i stedet for at overtænke det hele«.
Hvordan var det at samarbejde med Anders Morgenthaler?
»Anders er en helt fantastisk person. Jeg har aldrig mødt en mand med så meget momentum og så meget nu-gør-vi-det-bare-attitude, som Anders har, og der er ingen tvivl om, at hvis han ikke var hoppet ind i projektet, så var det ikke blevet til noget. Jeg kan huske, at jeg kom til mit første eller andet møde med ham, hvor jeg kom over og sagde til ham,,at jeg ville gerne lave det til en spillefilm næste sommer, for jeg tænkte, at det var fuldstændigt umuligt at lave en spillefilm om kun to måneder. Og der sagde han til mig, det er sgu’ nu eller aldrig, altså du får pengene, hvis du laver den denne sommer, og hvis ikke får du ikke pengene.
Så Anders lagde et kæmpe pres på mig, og det er det, han er god til«.
Inspirationer og aspirationer
Den amerikanske instruktør Richard Linklater har med film som ‘Boyhood’ og ‘Before’-trilogien opnået stor anerkendelse for sine intime karakterportrætter. Linklater var en af de primære inspirationskilder for Barington, da han skulle formidle karakterernes »relativt fine og spinkle følelser«.
Hvad fremtiden bringer, er endnu uvist, men med idoler som Christopher Nolan, David Fincher og Linklater er det ikke overraskende, at Barington har store ambitioner.
»Jeg kan godt lide store historier. Jeg kan godt lide historier, der både kan få lov til at bevare en form for intimitet og et nærvær, men samtidig får lov til at blive større end livet. Når jeg ser film, så vil jeg gerne opleve verdener, og jeg vil gerne opleve følelser, som jeg ikke ser i min egen hverdag. Der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil bevæge mig derover, hvor jeg kan få lov til at lave store historier, der er nærværende og intime«.
Hvad er dine planer for fremtiden?
»Jeg skriver på en personbåret mystisk thriller om samvittighed og viljestyrke. Hvis jeg er lige så heldig med den her, som jeg var med ’Når solen skinner’, er drømmen at skyde den på vestkysten i USA. Men nu må vi se!«
‘Når solen skinner’ vises den 8. november kl. 19.15 i Cinemateket under CPH PIX.
Læs også: En ny rystelse under dansk film
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet ét sted