‘Justin Timberlake + the Tennessee Kids’: Oscar-vindende instruktørs koncertfilm er en light-affære
Justin Timberlake slår mig ikke som en særlig spontan kunstner. Det er i hvert fald ikke spontanitet, der præger det ikke just dagsordensættende, todelte albumprojekt, ’The 20/20 Experience’ (2013), som Timberlake brugte en halv evighed på at realisere (ja, ja, han forsøgte at få gang i en filmkarriere i ventetiden, bevares).
Derfor kan det ikke være en helt tilfældig indskydelse, at han har set sig lun på et samarbejde med musikfilmmaestro Jonathan Demme i forbindelse med en dokumentation af afslutningskoncerten i forbindelse med den to år lange turne for ’The 20/20 Experience’.
Demme vandt i 1991 en Oscar for sin overordentlig velturnerede spillefilmsgyser ’The Silence of the Lambs’, men for musikaficionados er han først og fremmest manden bag den måske fineste koncertfilm nogensinde, ’Stop Making Sense’ (1984), hvor han forevigede et Talking Heads på toppen af karrieren.
Det er selvsagt ikke nogen skidt idé at hyre Demme (der også post-’Stop Making Sense’ har vist stor lydhørhed som musikfilminstruktør i forbindelse med flere Neil Young-relaterede projekter), men hvis Timberlake havde håbet, at Demme kunne søsætte visuelle og konceptuelle ideer, der kan matche den uforlignelige David Byrnes utæmmede karisma som frontfigur i Talking Heads, så må man sige, at resultatet er en mærkbar light-affære.
Billederne er flotte, sceneopsætningen et fint miks af det klassiske (med rum til et 25 mand stort bandensemble) og det innovative (med store videoprojektioner som bagtæppe), men på den musikalske og performancemæssige side af sagen kniber det med for alvor at kreere mindeværdige resultater.
Timberlake fremstår som altid både charmerende (på sin evigt drengede facon) og superprofessionel, men heri ligger måske også hans begrænsning: Man fornemmer ikke kunstneren Justin bag performeren Timberlake, når man ser ham skride selvsikkert rundt på scenen.
Timberlake mangler en afgørende gnist af noget enten galt, genialt eller originalt, og filmen byder ikke på nogen åbning ind til en forståelse af, hvad der driver værket udover en glæde ved at optræde og synge foran et stort publikum og være en del af et musikalsk fællesskab.
Det er der sådan set ikke noget galt med. Det er endog en helt nobel ambition. Men omvendt, når man spiller så tungt på forbilleder som Prince og Michael Jackson – som Timberlake ganske åbenlyst altid har gjort – så er en håndværksmæssig kunnen eller en professionel attitude ikke nok i sig selv til at skabe store øjeblikke.
Med Timberlakes forbilleder var man aldrig i tvivl, når man så dem optræde: Både geniet, galningen og originalen var altid til stede, ofte i en hidsig konflikt med hinanden, hvilket kunne resultere i både sublime, lattervækkende og selvhøjtidelige øjeblikke. Med Timberlake derimod, får man altid det samme: Det kompetente frem for det gnistrende, det professionelle frem for det vilde sus, det sikre frem for det spontane.
Det hjælper ikke, at de stort orkestrerede omarrangeringer af Timberlakes største hits (og – let’s face it – minus ’Mirrors’ ligger de efterhånden mere end et årti tilbage i tiden) ofte virker mere gumpetunge end godt er.
Det klæder for eksempel ikke den forholdsvis simpelt appellerende ’What Goes Around… Comes Around’ at blive forvandlet til en stort udfoldet, skiftevis progrocket og symfonisk soul-indsmurt bastard. De elektriske guitarer kaster sig kådt i lag med charmerende discopop-knaldperler som ’Rock Your Body’ og ’Like I Love You’, og selv om den slags crank-it-up-to-11-garniture ofte kan virke naturlig, når man står blandt publikum i øjeblikket, så formår den musikalske transformation ikke rigtig at overskride det øjeblik og nå ud gennem tv-skærmen. Man bliver bare småirriteret. Der er ikke meget af Neptunes’ bare to the bone-æstetik over at sætte 25 mand til at modellere ved hits, der faktisk ikke rigtig kalder på at blive udsat for den øvelse.
Lad mig understrege: Timberlake er en beundringsværdig sikker performer, og vokalt er han tæt på toppen af sin formåen i store dele af koncerten med The Tennessee Kids (særlig hans falset er elastisk og fleksibel), men som helhed formår filmen ikke at skabe den dynamik, vildskab, intensitet og helhedsfornemmelse, der kendetegner den rigtig gode koncertfilm.
Først og fremmest er der tale om effektiv brand management. Forsøget på at forene klassisk popcroonerappel – bandet og Timberlake selv er iført matchende suit and tie – med pop med nutidskant er bestemt ikke ueffen. Men musikalsk har Timberlake altså ikke for alvor været på forkant med noget som helst siden han udsendte ’Sexy Back’ for over ti år siden.
På den måde understreger Netflix-koncertfilmen noget, der har ligget i kortene længe: At Timberlake er mere gårsdagens end morgendagens stjerne. Eller sagt lidt anderledes (og med respekten i behold): Han er mere ’classy’ end ’sexy’ nu om stunder.
Kort sagt:
Justin Timberlake er en beundringsværdig sikker performer, og vokalt er han tæt på toppen af sin formåen, men som helhed formår Netflix’ koncertfilm ikke at skabe den dynamik, vildskab, intensitet og helhedsfornemmelse, der kendetegner den rigtig gode af slagsen.
Læs også: Her er 10 stærke koncertfilm fra musikhistorien