13. marts 1964 døde 28-årige Kitty Genovese foran sin lejlighed i Queens, New York, efter at være blevet tævet, stukket og voldtaget gennem en halv time af en mand, Winston Moseley, der »bare gerne ville dræbe en kvinde«, som han senere tilstod.
Det er dog ikke selve mordakten, der har indprentet begivenheden i de amerikanske historiebøger. Det er derimod alle dem, der overværede den.
Kort efter mordet trykte New York Times en stor artikel under titlen ’37, der så et mord, ringede ikke efter politiet’ – med reference til de mange mennesker, der efter sigende havde kunnet høre eller ligefrem se optøjerne fra deres lejlighed uden at skride til handling.
Selve mordet træder også i baggrunden i danske Puk Grastens engelsksprogede debutfilm, der netop bærer titlen ’37’ og blandt andre har Samira Wiley – Poussey i ’Orange Is the New Black’ på rollelisten. Vi ser det aldrig, men hører de tvetydige lyde som baggrundsstøj i nedslagene hos nogle af de familier, der boede i de omkringliggende boliger. I filmen gør de voksne alt for ikke at blive blandet ind i genvordighederne udenfor, mens børnene intuitivt råber op: Vi må gøre noget.
Kitty Genovese-sagen, der også optrådte som teaterstykke i den seneste sæson ’Girls’, har lagt navn til ’Kitty Genovese-syndromet’, også kendt som the bystander effect. En psykologisk mekanisme, der tilsiger, at folk er mindre tilbøjelige til at komme nødstedte til undsætning, hvis der er andre mennesker i nærheden. De andre griber nok ind, er man tilbøjelig til at tænke.
Billedet på den moderne tid
Puk Grasten har boet i New York i syv år og kender godt mekanismen fra sig selv.
»Da jeg først hørte om historien, triggede det mig, for jeg var sådan lidt… Hvad ville jeg have gjort? Jeg har hørt en masse ting uden for mit vindue i New York, hvor jeg jo også har tænkt, jeg er pige, jeg er ikke så høj, og der bor sikkert en bodybuilder ved siden af mig, som vil være bedre til at hjælpe. Alle de der bortforklaringer, man har, hvor man tænker, at det bliver sikkert bare værre, hvis jeg hjælper…
Kew Gardens, hvor mordet på Kitty Genovese foregik, er desuden et lille minisamfund, hvor der var små huse, hvor kunstnerne boede, sociale boliger ved parkeringspladsen og så den lækre førkrigstidsbygning med elevatorfører og det hele. Alt sammen blot otte meter fra hinanden. Alle kiggede ud og sagde til sig selv, at de andre nok var tættere på eller havde set mere, end de havde, eller at det nok ikke var én af ’deres’. De boede ved siden af hinanden, men kom fra forskellige grupper«.
Hvornår fandt du ud af, at du ville gøre historien til film?
»Jeg har levet med den så lang tid. Jeg lavede en kortfilm, da jeg gik på New York Universitys filmlinje, men det, der i første omgang gjorde mig interesseret i emnet, var, da en taxachauffør fortalte en historie om en ældre dame, der havde låst sig inde på sit badeværelse og hamret i flere dage på rørene for at komme ud. Ingen hjalp hende, og der kom først nogen, da naboerne klagede over larmen.
Det fik mig til at dykke ned i den der storbymentalitet, og så kom jeg ind i historien om Kitty, som bare har så mange lag. Kitty blev kaldt en renæssancepige, hun var i et lesbisk forhold, var fri og arbejdede, og hun blev symbolet på det moderne samfund, der var på vej i 60’erne. Hun blev symbolet på en frygt for det nye, for det, vi ikke kender til«.
Men er historien også relevant i dag, hvor for eksempel politivold hurtigt bliver indfanget på mobiltelefoner af folk, der overværer uretfærdigheder?
»Mens jeg lavede filmen, var der en avisforside i New York, hvor en mand stod på togskinnerne. Billedet var taget af en mobiltelefon, og så lød overskriften: ’Doomed – is this man about to die?’ Folk havde simpelthen taget billeder i stedet for at hjælpe. Og man kan jo også kigge på de tilhængere, Trump har, og på flygtningekrisen i Europa – mange har skyklapper på«.
Ser du en parallel mellem den her mekanisme og Trumps succes?
»Trump taler direkte til folks frygt. Mexicanerne og muslimerne skal ud, vi skal passe på os selv og gøre USA great again. Vi er blevet så bange, at vi isolerer os selv«.
Men er det bedre, at folk selv skrider til handling og bliver vigilantes på bedste superheltemaner?
»Nej, men folk stoler ikke på staten længere, og det er også det, der er farligt. Mange ringer ikke til politiet, fordi de heller ikke føler, de kan stole på dem længere. Den sorte familie i filmen ringer jo ikke til politiet, fordi de er bange for at få skylden. Så ’37’ er en periodefilm, men som mange siger: Det er de samme problemer, der er i dag. I dag har mange en app, hvor man kan trykke på en knap og sende besked direkte til alarmcentralen, hvis man bliver udsat for politivold, fordi man er bange for at få taget telefonen, når der først sker noget«.
New York Times’ oprindelige artikel blev i nogen grad undermineret. Der var faktisk flere, der prøvede at ringe til politiet, der var også én, der råbte, at pigen skulle lades være. Hvordan har du forholdt dig til det?
»Jeg kaldte den med vilje ’37’, fordi jeg baserede det på New York Times’ artikel. Men det er mere kompliceret end som så.
Da politiet kom ud, sagde de, ’det er ikke vores skyld, der er 37, der kunne have reageret’. Siden læste jeg jo så både politirapporten og udtalelser fra naboerne, og de to, der ringede, blev sat på hold. Der var også én, der råbte ’leave that girl alone’, og nogle troede bare, det var skraldespande, der væltede. I filmen er mordet derfor også mest et lydbillede i baggrunden, som kan være svært at dechifrere, men det skræmmende er, at man er så bange for overhovedet at kigge ud og se, om der er noget«.
Tøvede du som hvid europæisk instruktør med at kaste dig ind i et så betændt område, der berører USA’s raceproblematikker?
»Jeg blev godt nok advaret mange gange. Mange er jo glade, når der bliver lavet film om slaveriet, hvor det er helt sort og hvidt. Men når det kommer for tæt på, når det handler om hverdagen i dag, så trigger det noget. Der var potentielle investorer og andre uden om filmen, der råbte vagt i gevær.
Nogle sagde også, hvorfor skal I europæere komme her og kritisere amerikanerne. Men som udefrakommende kunne jeg måske netop lave en mere fabulerende, visuel film, fordi jeg ikke tilhørte en bestemt gruppe eller skulle være tro mod materialet på samme måde, som hvis jeg havde lavet en dokumentar«.
Spike Lee som mentor
Puk Grasten er datter af den berømte og berygtede danske producent Regner Grasten, der har stået bag film som ’Det forsømte forår’, ’Krummerne’, ’Kærlighed ved første hik’ og ’Hvidstengruppen’.
Grasten Film har været med til at producere ’37’, men selv har 30-årige Puk Grasten dog i første omgang søgt langt væk fra den danske filmbranche med sin uddannelse fra New York University.
»Det var i New York, jeg fandt ud af, at instruktørerne laver alt det sjove. Jeg er jo opvokset i en familie, hvor mine forældre producerer, så det lå til højrebenet, men New York gav mig den mulighed, at selvom jeg troede, jeg skulle være producer, blev jeg tvunget til at instruere kortfilm. Og det at skrive historier og stå på optagelserne var det, jeg følte mig bedst hjemme i«, siger hun.
Har man en anden tilgang til filmkunsten på NYU, end man har på filmuddannelserne i Danmark, tror du?
»NYU er meget indie, og det var også derfor, jeg valgte det frem for UCLA i Los Angeles. På NYU er Lars von Trier også gud, så på den måde har vi de samme forbilleder. Men der var da en NYU-professor, som spurgte, om filmen ikke kunne ende lykkeligere. Men altså: Hun dør! Der var der måske alligevel et clash mellem USA og Europa.
En anden forskel er, at de gerne vil have, at vi viser vores kortfilm på festivaler så tidligt som muligt, så man vænner sig til, at der er et publikum. Her var Spike Lee en god mentor for mig. Han var meget sådan, ’flyv højt, prøv det nu bare af, hellere prøve og fejle, og så er det op på hesten igen’. Herhjemme er man mere beskyttende over for filmfolk under uddannelse – man er måske bange for at blive slået ud af en hård modtagelse«.
Har Spike Lee set ’37’?
»Nej, desværre. Kun kortfilmen, men han har fulgt meget med og spurgt til, hvordan det gik undervejs. Han er meget hands-on«.
Hvad er det bedste råd, du har fået fra ham?
»Jamen det er det her med, at man godt må fejle, hvis man også tager skylden. Han kan ikke lide, at man peger fingre, siger ’det var også dårligt vejr den dag’ og den slags – det har han ikke respekt for. Så jeg har lært at tage alt på min kappe«.
Filmen bruger subjektive perspektiver og forvrængede lyde til at skabe en mere associativ stemning, end vi er vant til i konventionelle fortællinger. Synes du selv, at filmen er anderledes fra det, der normalt bliver lavet i Danmark?
»Jeg synes, vi har taget nogle chancer rent visuelt og i lydbilledet, hvor vi forestillede os svenske skovveje, der skulle blive til en tyskmotorvej i løbet af filmen. Vi arbejdede meget på den der klaustrofobiske følelse. Rummene føles mindre og mindre, og lydene bliver højere og højere. Man vil bare ud!
Jeg vil altid gerne kunne lave den her type arthouse-film, men helst ikke til smalt publikum – jeg vil gerne have et stort publikum, og jeg synes da også, at når man ser sådan noget som ’Stranger Things’ på Netflix, så kommer der flere ting nu, hvor den visuelle oplevelse er i højsædet«.
Var det en personlig sejr for dig at få din far med på et relativt smalt arthouseprojekt?
»Det har aldrig rigtigt været et spørgsmål. Han fik manus, mens jeg skrev, og kom med forslag, og så har han været tovholder fra Danmark, men vi optog jo i New York. Og så kom han over til gennemklipningen de sidste uger, hvor man godt kunne se en fordel i hans 30 års erfaring. Min næste film, som skal foregå i Danmark (en filmatisering af bogen ’Hvis der var krig i Norden’, red.), er han også producer på, og vi sidder og skriver sammen. Han startede jo med arthousebiografer, så han har også en kærlighed i den retning.
Lige til sidst. Hvad ville du gøre, hvis du hørte skrig på gaden?
»Jeg tror, jeg har gjort det: Lukket vinduet. Det er helt forfærdeligt. Jeg har sikkert endda skrevet manuskriptet til ’37’, mens der er sket noget udenfor. Jeg er et moralsk menneske med, synes jeg da, gode værdier, men de der små ting i hverdagen, hvor man tænker, det skal jeg ikke blande mig i… man er så hurtig til at finde undskyldninger«.
Læs også: Endelig en ny rystelse under dansk film