Seks bud på den amerikanske Casper i Sacha Baron Cohens ‘Klovn’-remake

Seks bud på den amerikanske Casper i Sacha Baron Cohens ‘Klovn’-remake

‘Klovn: The Movie’ efterlod Sacha Baron Cohen så flad af grin, at han straks kontaktede Casper Christensen og Frank Hvam. De tre har siden udarbejdet et manuskript til filmen ‘The Lesbian’, og senere opkøbte Cohen de amerikanske rettigheder til ‘Klovn’-filmen.

I sidste uge blev det annonceret, at Cohen selv skal spille en hovedrolle i den amerikanske ’Klown’, og med Cohens forkærlighed for at spille sig helt ud i de fysiske ekstremer, antager vi, at det er rollen som Frank, han har udset sig selv.

Men hvem skal så spille Casper?

Vi har samlet fem af de bedste bud på en engelsksproget udgave af kongen af Tour de Fiss.

'Popstar: Never Stop Never Stopping'
‘Popstar: Never Stop Never Stopping’

Andy Samberg

Komedie-skuespilleren Andy Samberg var for nylig aktuel som den selvglade popmusiker Conner i ‘Popstar: Never Stop Never Stopping’, der ikke kunne se i øjnene, at hans karriere havde forvandlet sig til en fiasko. Ikke helt ulig Casper, hvis liv i ’Klovn’ praktisk talt er én lang midtvejskrise og flugt fra voksenlivet.

Netop flugten fra voksenlivet passer også godt på Sambergs øvrige roller, hvor han blandt andet spiller barnlig og egoistisk, men intelligent detektiv i ‘Brooklyn Nine-Nine’ og stuntman-wannabe i ‘Hot Rod’ (2007).

Den mere selvsikre og storskrydende del af Caspers personlig demonstreres også af Samberg i rollen som den flabede tennis-champ Aaron Williams i ‘7 Days in Hell’. Samberg er 10 år yngre end Casper Christensen, men det behøver ikke være en hindring.

horrible bosses
‘Horrible Bosses’

Colin Farrell

Colin Farrell har altid været kendt som en ladies man i Hollywood, og det har smittet af på især  hans tidlige roller som selvsikker, irsk hunk, heriblandt birollen som charmerende irlænder i ‘Scrubs’ (2005) eller som fandenivoldsk CIA-trainee i  ‘The Recruit’ (2003) .

Det er karaktertræk, der passer med Caspers personlighed – eller i hvert fald hans opfattelse af sig selv – og vi kunne meget levende forestille os Farrell folde sig ud i rollen.

Er man ikke helt overbevist, kan man prøve at se Farrell som den bundusympatiske og opportunistiske Bobby Pellit i ‘Horrible Bosses’.

'Catastrophe'
‘Catastrophe’

Rob Delaney

Den britiske ‘Catastrophe’ er en af de senere års skarpeste komedieserier, og vi vil gerne slå et slag for Rob Delaney, der i rollen som Rob Norris pludselig skal til at skifte bleer, da hans irske fling Sharon bliver gravid efter en hed uge på hotelværelset.

Selvom Delaney egentlig er en sympatisk karakter i ‘Catastrophe’, rammer han stadig Caspers selvfede player-tilgang til livet. Vi kunne sagtens forestille os Delaney skrue op for narcissismen og give den som arrogant stodder over for Baron Cohens kiksede Frank.

'Zoolander'
‘Zoolander 2’

Ben Stiller

Hvis man skruer lidt op for Derek Zoolanders maskulinitet og giver ham noget mindre flamboyant tøj på, er man ikke langt fra at have en fornuftig kandidat til en amerikansk Casper.

Han er nok det mest gakkede bud på denne liste, men hvis man kombinerer på hans roller som den selvfede Tony Wonder i ‘Arrested Development’, midtvejskriseramte Roger Greenberg i ‘Greenberg’ (2010) og den hjernedøde skuespiller Tugg Speedman i ‘Tropic Thunder’ (2008), begynder det for alvor at ligne noget.

'Iron Man'
‘Iron Man’

Robert Downey Jr.

Det virker måske overdrevet at sammenligne Tony Stark med Casper, men der er alligevel visse ligheder. De forsøger begge at leve en playboy-tilværelse (Stark lykkes dog i væsentligt højere grad end Casper) og har begge en selvfed, flabet og arrogant tilgang til deres omverden. Hvis man fjerner Starks sympatiske træk og hans uendelige mængder penge, begynder det at ligne en reel Casper-kandidat.

Den flabede attitude og de hurtige replikker, som også kendetegner Casper, går generelt igen i Downeys oeuvre. Han gjorde Sherlock Holmes til en drengerøvet gavtyv, brillerede som flabet journalist i ‘Zodiac’ og var en glimrende hot shot-advokat i ‘The Judge’.

'Flaked'
‘Flaked’

Will Arnett

Den afdankede, alkoholiserede eks-stjernehest BoJack Horseman minder på mange måder om en deprimeret Casper, som han selvmedlidende sidder hjemme i sin luksusvilla i Hollywood Hills og svælger i hor, stoffer og uheldige udtalelser.

Han bliver stemmelagt af Will Arnett, der også har demonstreret Caspers selvfedme og løgnagtighed i roller som den ukuelige tryllekunstner Gob Bluth fra ‘Arrested Development’ og den opportunistiske forretningsmand Devon Banks i ’30 Rock’.

Arnett fik sin egen komedieserie med ’Flaked’, hvor han så afgjort også har damefikserede Casper-træk, men den floppede. Han kan passende få en ny chance med ’Klown’.

Læs også: Sacha Baron Cohen laver det amerikanske remake af ‘Klovn’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af