’Underverden’
Premieredato: 19. januar
Fenar Ahmads anden spillefilm efter den energiske ’Ækte vare’ er noget så sjældent som et hårdtslående dansk actiondrama om den kriminelle københavnske underverden. Filmen har reminiscenser af ’Pusher’, men kan sagtens stå på egne ben med sin autentiske miljøskildring og sine stærke actionscener.
I hovedrollen som hjertekirurgen Zaid, der går på hævntogt i underverden efter lillebroderens død, ses en indædt Dar Salim i sin første hovedrolle siden gennembruddet ’Gå med fred, Jamil’.
’Mesteren’
Premieredato: 2. marts
’Over gaden under vandet’ var ikke nogen helstøbt debut, men siden har den uddannede skuespiller og manuskriptforfatter Charlotte Sieling taget sig en efteruddannelse på første klasse som instruktør på nogle af verdens største tv-serier som ’White Collar’, ’The Americans’ og ’Homeland’.
Hendes nye film ’Mesteren’ har et spændende cast med navne som Søren Malling, Jakob Oftebro, Søren Pilmark og norske Ane Dahl Torp og finder sted i det københavnske kunstnermiljø, hvor to konkurrerende kunstnere (Malling og Oftebro), der tilfældigvis også er far og søn, mødes for første gang. Sieling har selv skrevet det originale manuskript til filmen.
’Aminas breve’
Premieredato: 9. marts
Efter at have gjort en gæv John ’Faxe’ Jensen i ’Sommeren 92’ og overbevist som anløbne Nicky i ’Bedrag’ står Esben Smed til det store gennembrud i 2017. Han er blevet udnævnt som en af europæisk films ’Shooting Stars’ ved Berlins filmfestival, og i foråret hovedrolledebuterer han i ’Aminas breve’, hvor han spiller den skizofrene Jacob, der netop er blevet udskrevet fra den lukkede afdeling efter et selvmordsforsøg.
Nu vil han finde gymnasieveninden Amina, hvis breve holdt ham i live under indlæggelsen. Men Amina gemmer sig godt, og jagten bringer Jacob på en farefuld detektivfærd i storbyens jungle. Instruktør Jacob Bitsch debuterede med komedien ’Camping’ fra 2009, men med filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons prisvindende roman går han i en helt anden retning.
’Dan-Dream’
Premieredato: 30. marts
’Klovn’-makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam står bag manuskriptet og spiller også hovedrollerne i ’Dan-Dream’, der tidligere bar titlen ’De første danske jordbær’. Der er efter sigende tale om en komedie om janteloven, som foregår i Danmark i begyndelsen af 80’erne.
Foruden Casper og Frank tæller rollelisten ’Klovn’-gengangerne Mia Lyhne og Lars Hjortshøj samt Peter Gantzler og Magnus Millang. Den er instrueret af debutanten Jesper Rofelt, der har stor erfaring fra tv-verdenen, hvor han har haft en finger med i blandt andet ’Drengene fra Angora’ og ’Krysters kartel’.
’Du forsvinder’
Premieredato: 20. april
Den svære toer har været ualmindeligt længe undervejs for Peter Schønau Fog, som i 2007 slog sit navn fast med den tragikomiske Erling Jepsen-filmatisering ’Kunsten at græde i kor’, en af de mest markante debuter i dansk filmhistorie.
10 år senere er han endelig tilbage med endnu en filmatisering – denne gang af Christian Jungersens bestseller ’Du forsvinder’, der handler om skolelederen Frederik, en vellidt mand med en hjernesvulst, som ændrer hans personlighed og måske kan forklare, hvorfor han har bedraget sin skole for et millionbeløb. Nikolaj Lie Kaas er Frederik, mens Trine Dyrholm spiller hans kone. Svenske Michael Nyqvist fra ’Mænd der hader kvinder’ er også med.
’3 ting’
Premieredato: 18. maj
Han var med til at skrive ’Pusher’, han var en af hovedkræfterne bag den glimrende ’Lulu & Leon’, og i 2013 debuterede han som instruktør med den fine kortfilm ’2 piger 1 kage’ om to piger og en lagkage fyldt med lort. Nu spillefilmdebuterer Jens Dahl med spændingsfilmen ’3 ting’, der har lokket ’Game of Thrones’-duoen Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen hjem til Danmark.
Præmissen lægger op til sprængfarlig suspense: Sprængstofeksperten Mikael (Coster-Waldau) har været med til at stjæle 60 millioner kroner, men nu er han gået i vidnebeskyttelse og sidder på et hotelværelse og venter på retssagen, parat til at udlevere sine serbiske kumpaner. Først skal PET bare lige opspore en kvinde ved navn Camilla (Hjort Sørensen) og bringe ham en særlig kasse fra et opbevaringslager samt to gange butter chicken fra en indisk restaurant i Valby.
’QEDA’
Premieredato: 3. august
Max Kestner er anerkendt over hele verden for sine eksperimenterende dokumentarfilm, og det bliver uhyre spændende at se, hvad der kommer ud af hans ambitiøse spillefilmdebut. Spændende lyder det – en science fiction-tidsrejsesag sat delvist i 2095.
Her undergår efterretningschefen Fang Rung, spillet af Carsten Bjørnlund, en molekylær deling og sender sin ene halvdel tilbage i 2015 i et forsøg på afværge en truende økologisk katastrofe – men bedst som fremtiden lysner, bliver hans ene halvdel fanget i fortiden. Lidt hen ad ’Twelve Monkeys’, måske? ’Norskov’-skaber Dunja Gry Jensen er medforfatter, og på rollelisten ses desuden Sofia Helin aka. ’Broen’s Saga Norén og Marijana Jankovic.
’Backstabbing for beginners’
Premieredato: 7. september
Per Flys første spillefilm i fire år er samtidig hans største nogensinde. Den politiske thriller ’Backstabbing for beginners’ har stjernenavne som Theo James (’Divergent’-trilogien) og Ben Kingsley på plakaten og et budget på over 50 millioner kroner, hvoraf de 6,5 stammer fra den danske konsulentordning.
Filmen er inspireret af den sande historie om danske Michael Soussan (James), som var med til at afsløre den største korruptionsskandale i FN’s historie – en lyssky studehandel med Saddam Husseins regime, der sendte pengene fra det humanitære projekt Oil-for-Food ned i de helt forkerte lommer.
’Gud taler ud’
Premieredato: 21. september
Vi var ikke så tossede med Henrik Ruben Genz’ kåde ’Tordenskjold & Kold’ fra i år, men instruktøren har før vist sin snurrige sans for skæve eksistenser, ikke mindst med den Coen-inspirerede Erling Jepsen-filmatisering ’Frygtelig lykkelig’.
Så vi er spændte på, om Genz genfinder formen med fortællingen om Uffe (Søren Malling), psykolog og selvbestaltet Gud i et parcelhus på en villavej i Risskov. ’Gud taler ud’ er en filmatisering af Jens Blendstrups roman af samme navn, og historiens underdrejede humoristiske tone synes at rime glimrende på Genz’ sensibilitet. Den kendte svenske sangerinde Lisa Nilsson spiller Uffes kone, mens driftsikre Bo hr. Hansen har hjulpet til med manuskriptet.
’Darling’
Premieredato: 28. september
Danica Curcic har været et af de mest markante ansigter i dansk film de seneste år, og nu får hun endelig sin første egentlige hovedrolle i Birgitte Stærmoses balletdrama ’Darling’. Stærmose debuterede med flettefilmen ’Værelse 304’ i 2011, og ligesom dengang står garvede Kim Fupz Aakeson bag manuskriptet til ’Darling’, som sender tankerne i retning af Darren Aronofskys mesterlige ’Black Swan’.
Darling (Curcic) er en verdensberømt balletstjerne, men under prøverne til en storstilet opsætning af ’Giselle’ sætter hendes hofte ud. Purunge Polly tager over, men i takt med at hun folder sig ud, stiger Darlings skin- og sindssyge. Danica Curcic undergik en benhård fysisk transformation for at blive klar til rollen, som hun i et stort interview fra vores vintermagasin beskriver som »en kompleks, tredimensionel kvinderolle, man ikke ser så ofte i dansk film«.
Hold også øje med…
En række interessante film fra dansk films underskov har ikke fået programsat premiere endnu, men ventes ude i 2017.
Hold øje med Christian Tafdrups parforholdsfilm ’En frygtelig kvinde’, der følger op på årets vellykkede debut ’Forældre’ og nok skal vække røre i den danske kønsdebat. Vi glæder os også til at se svenske Antonio Tubléns og den Super16-uddannede newzealænder Daniel Joseph Borgman debutere på dansk med henholdsvis ’Robin’ og ’At elske Pia’.
I ’Robin’ spiller Rosalinde Mynster en kvinde, der kommer til bevidsthed nøgen og beskidt på en øde landevej, fast overbevist om, at hun netop har været vidne til et mord og slået gerningsmanden ihjel, selvom politiet ikke kan finde et eneste spor. ’At elske Pia’ følger en udviklingshæmmet kvinde og er en fiktiv historie udviklet på baggrund af en virkelig kvindes liv.
En række lovende nye talenter står til debut gennem Filmskolens konceptuelle lavbudgetskoncept, for eksempel Kasper Skovsbøl, hvis afgangsfilm ’Sorte måne’ er en af de mest stilsikre Filmskole-film i årevis, og som er på vej med ’Jeg Christian’, en one location-film om den sidste dag i Kong Christian IV’s liv.
Fra samme årgang finder vi Gustav Möller, der også debuterer med et stramt koncept i ’Den skyldige’ – en psykologisk real time-thriller med Jakob Cedergren i den eneste rolle.
Milad Alami dimitterede fra Filmskolen tilbage i 2011, og en række lovende kortfilm senere er han nu ved at være klar med sin første spillefilm, ’Charmøren’, et psykologisk drama om iranske Esmail, hvis tid i Danmark er ved at rinde ud. Filmen har fået en relativt høj produktionsstøtte på fem millioner kroner fra New Danish Screen.
Endelig har vi et par islandske debutanter i skikkelse af Gudmundur Arnar Gudmundsson og den Filmskole-uddannede Hlynur Pálmason. Sidstnævnte debuterer på dansk med broderodysséen ’Vinterbrødre’, der har stærke danske navne som Elliot Crosset Hove, hans far Anders Have, Peter Plaugborg, Victoria Carmen Sonne og Lars Mikkelsen på rollelisten, mens Gudmundssons ’Heartstone’ foregår i en islandsk fiskerlandsby og på overfladen kan klinge lidt af Rúnar Rúnarsson, som Gudmundsson har ageret assistent for på ’Volcano’.
Tør man i øvrigt håbe på Lars von Triers seriemorderfilm ‘The House That Jack Built’ allerede i 2017? Nok ikke.
Læs også: De 30 mest ventede film i 2017 – Oscar-favoritter, storfilm og stjernenavne