Før Oscar-nomineringerne: Vil racespøgelset overskygge alt andet – igen?

Spøgelset fra #Oscarssowhite ligger på lur i kampen mellem ’La La Land’ og ’Moonlight’ om filmverdenens ultimative hæder. Vil det blive i skabet eller for alvor rasle med kæderne? Vi borer fingeren ind i Oscar-ræsets mest presserende tema forud for nomineringerne, der bliver offentliggjort på tirsdag.
Før Oscar-nomineringerne: Vil racespøgelset overskygge alt andet – igen?
Barry Jenkins' 'Moonlight', en af årets seriøse Oscar-kandidater

KOMMENTAR: Sidste års #Oscarssowhite-furore var hverken første eller sidste gang, at Hollywood blev anklaget for at befinde sig i det, filmkritikeren Guy Lodge for nylig i en klumme i The Guardian kaldte for en solipsistisk boble, en falsk bevidsthed om, at Hollywood og filmindustriens egne problemstillinger udgør et universelt vedkommende omdrejningspunkt for kunstnerisk skabelse.

Forargelsen og vreden over den totale mangel på sorte skuespillere og filmskabere i feltet af nominerede i 2016 var måske en mere konkret og politisk mere velbegrundet anledning til oprør end tidligere – særligt i en tid, hvor Black Lives Matter er blevet et rungende slagord.

Men anklagen om, at Hollywood befinder sig langt væk fra verden uden for det lille solplettede hjørne af Californien, er langt fra ny.

I de senere år har vi set talrige Oscar-eksempler på, at Hollywood er optaget af sig selv og af den mytologi og den nostalgi, der knytter sig til fortidens pejlemærker. Ser man alene på de sidste fem års prisfester, har film med et nostalgisk blik på filmkunstens fortid eller en interesse i brancheinterne problemstillinger, flere gange vist sig som sejlivede spillere i kampen om den store hæder.

Kunsten at kildre akademiet

’The Artist’, en film om en skuespiller i stumfilmens storhedstid, vandt for bedste film i 2012 – i øvrigt foran ’Hugo’ (der vandt i alt fem Oscars), Martin Scorseses hyldest til stumfilmspioneren Georges Méliès og Woody Allens bittersøde ’Midnight in Paris’, der vækkede skikkelser som Ernest Hemingway, Gertrude Stein, Luis Bunuel og Salvador Dalí til live, om end filmens budskab er, at nostalgi ofte er en vildledende følelse.

Året efter vandt Ben Afflecks ’Argo’ hovedprisen, en film, der fandt en snedig måde at sælge en film om tilbageholdelsen af amerikanske gidsler i ayatollah Khomeinis Teheran efter shahens fald ved at pakke den ind i en sidefortælling om, hvordan et par charmerende excentriske Hollywood-producenter spillede en rolle i befrielsen af dem!

Birdman
‘Birdman’

Affleck har med garanti ikke været blind for, at han nemmere ville kunne samle penge til produktionen af en thriller om den iranske gidselkrise, hvis den tog udgangspunkt i den sensationelle, og hidtil underbelyste, involvering af Hollywood i den fælde, som CIA lagde for det grusomme, men åbenbart smånaive, iranske styre.

To år efter vandt ’Birdman’, en metabevidst satire om den altfortærende egomani, der knytter sig til filmfagets udøvere – og som i Michael Keatons gestaltning tager form af en dyb selvværdskrise. ’Birdman’ vandt Oscaren over forhåndsfavoritten og kritikerkæledæggen ’Boyhood’, en film, der på mange måder er ’Birdman’s diametrale modsætning, men som for en mestendels hovedrig forsamling af Hollywood-insidere nok var en kende for langsom, autentisk og billig (i betydningen: ikke helt dyr nok) til for alvor at virke ophidsende.

’Boyhood’ viser den ekstraordinære spændvidde, der ligger indkapslet i det helt almindelige liv. Til sammenligning er ’Birdman’ nærmest lavet med det ene formål at skildre Akademiets sensibiliteter, så det for branchen selv var en ren fryd.

’Birdman’ er under alle omstændigheder en bekræftelse af, at det, man foretager sig som filmkunstner (og særligt skuespiller), er noget af det mest opslidende, personlighedstransformerende og vigtige i verden. En stemme på ’Birdman’ var i samme bevægelse en bekræftelse af, at det fag man beskæftiger sig med, er i særklasse dybt, interessant, men også besættende og ikke så lidt fashionabelt.

Hollywoods boble

Hvordan knytter alt dette så an til årets Oscaruddeling? Det gør det dels ved, at vi i Damien Chazelles ’La La Land’ har en ret oplagt favorit til årets Oscar for bedste film, der nok en gang er en kærlighedserklæring til filmkunstens fortid snarere end til nutidens mest presserende problemstillinger. Og dels i kraft af, at denne situation kan siges at skærpes ved, at den finder sted umiddelbart efter #Oscarssowhite-affæren.

At hovedmodstanderen til Chazelles smittende omgang filmnostalgi er en ’sort’ film, Barry Jenkins’ ’Moonlight’, der fortæller tre kapitler i en sort, homoseksuel mands liv, bestyrker dramapotentialet i spillet og fortællingen om Oscar 2016-17.

Los Angeles Times-kritikeren Justin Chang har skrevet om ’La La Land’, at det er svært ikke at se den som endnu et eksempel på, hvordan Hollywood har det med »ikke bare at nøjes med at forelske sig i en film, men i nok en besættende fremstilling af sig selv« – underforstået: sin egen storslåethed som leverandør af drømme og fantasier.

La La land
‘La La Land’

Når Chang skriver »endnu et eksempel«, peger han netop på den førnævnte række af nylige film, der har dyrket den samme intime forbindelse til den filmarv, som Oscar som institution i høj grad lever af. I den forstand er det ikke så mærkeligt, at Akademiets medlemmer lader sig besnære netop af film, der er sig selvsamme arv bevidst, ja, ligefrem – måske med et ironisk vink, men alligevel – hylder den.

Muligheden for et backlash

Nok ligner ’La La Land’ en kærlighedserklæring til en særlig tradition inden for Hollywood, og er vel også tænkt som en sådan, men der ligger en dobbelthed på lur, som det kan være svært at se bort fra: Kærlighedserklæringen kan – hvis man kigger på den med mindre betagede øjne – ligne den rene og skære pastiche, eller endnu mindre kærligt formuleret: Tyveri ved højlys dag.

Når ’La La Land’ så åbenlyst henter sit formsprog fra en svunden tid, og fra en ’hvid’ genre som musicalen, så kan den dagsaktuelle relevans målt i forhold til en film om en sort, homoseksuel mands identitetskamp virke noget tvivlsom og med tanke på sidste års backlash mod Akademiet angående ekskluderingen af sorte skuespillere (der må forventes at være frisk i erindringen hos et flertal?) måske ligefrem synes problematisk.

Nu er ’La La Land’ naturligvis indspillet, før #Oscarssowhite-affæren for alvor skabte bølger i medielandskabet, men måske har Chazelle alligevel været bevidst om, at det kunne være en god ide at tage udgangspunkt i netop jazz, og at det ydermere ville ’pynte’ på en ellers meget hvid film at bruge sorte musikere, herunder John Legend i rollen som Ryan Gosling-figuren Sebastians ven og kollega.

Legend er tildelt en form for indpiskerrolle i forhold til at puste til Goslings drømme og ambitioner. I den forstand kan man fra mere liberale kredse risikere en form for ’omvendt’ backlash: For er der ikke tale om en ’Magical Negro’-fremstilling, den på film og i litteratur ofte anvendte stereotyp om den ’eksemplariske sorte’, der kun har til formål at hjælpe den hvide.

Jeg er ikke stødt på nogen, der har vendt skytset mod ’La La Land’ ud fra denne logik, men alt kan bruges i kampen for at vælte en tilsyneladende uovervindelig frontrunner ned fra dens piedestal.

Black Lives Matters indflydelse

Selvom ’La La Land’ selvfølgelig handler om andet og mere end Hollywoods forkærlighed for at se sin egen gloriøse fortid blæst op på det store lærred – der er for eksempel et tema om den svære balance mellem personlig ambition og kærlighed – så er den målt med ’Moonlight’-alen et Hollywood-fantasifoster, hvis ærinde det er at bekræfte branchen i dens glorværdige historie og overlegne sans for stil og klasse.

Filmen kan dårligt kaldes for en typisk Hollywood-blockbuster, men dens tilblivelseshistorie (Chazelle forsøgte i næsten 10 år at finde finansiel opbakning til sit drømmeprojekt: en vaskeægte musical) risikerer at drukne i det øjeblik, meningsdannerne (seriøse som mindre seriøse) begynder at hive ’Black Lives Matter’-vinklen indover også denne sæsons Oscarkapløb.

Moonlight
‘Moonlight’

Måske ligger den eneste trussel mod ’La La Land’s vej til hæder og gyldne statuetter her: I muligheden for et backlash genereret af en politisk korrektheds-kultur, der er gennemtrængende i de ’kreative’ kredse af det åbenlyst splittede amerikanske samfund. Gad vide om producenter og kampagnefolk bag ’La La Land’ ikke ærgrede sig en kende, da ’Moonlight’ vandt prisen for bedste drama ved Golden Globes-uddelingen.

For havde det ikke været nemmere at håndtere truslen fra det absolut hvide cast og den aldeles hvide miljøfremstilling i ’Manchester by the Sea’?

Oscar efter Trump

I et år gennemsyret af Donald Trumps paranoide ’fake news’-verdensbillede – og Trump som præsident, en position han vil have indtaget i fire dage, når Oscarnomineringerne offentliggøres den 24. januar – er der, selvom det kan lyde kynisk og malplaceret, mere potentielt modkulturelt krudt i en billig film om sorte end en billig film om hvid arbejderklasse, da sidstnævnte gruppe mennesker i temmelig stor grad kan siges at bære et medansvar for Trumps valgsejr.

Og er der noget, Hollywood ikke vil identificeres med, er det Trump. Det var Meryl Streeps hamrende effektive Golden Globes-tale et sikkert vidnesbyrd om: En tale, hvis brillante kneb det var at tale til og bedømme Trump som skuespiller, men som samtidig – for alle de, der ikke identificerer sig med filmbyens liberale værdier – må have virket som en rød klud. En klokkeklar udstilling af de fordomme, Streep og hendes ligesindede fra ’den solipsistiske boble’ kaldet Hollywood (godt understøttet af pressen) har om såkaldt almindelige mennesker (dem, der ifølge La Streep »viste tænder« på valgdagen – bemærk den nedsættende metafor).

I sidste ende står valget ikke bare mellem to gode, ja, de fleste vil endda sige fremragende film, men mellem en repræsentant for det Amerika, der rammes hårdest af Trump og det livssyn, han repræsenterer – en i forvejen udsat minoritet-inde-i-minoriteten (en sort homoseksuel) og en kandidat, der i kraft af sin henrykkende nostalgi vil blive set som en stykke eksemplarisk eskapisme i en tid, hvor eskapisme mere end nogensinde i nyere tid synes som den mest oplagte reaktion på de lunefulde geopolitiske tendenser.

Men endnu bedre ville det selvfølgelig være, hvis alle vi, der ser med, kan se bort fra den ene films ’hvidhed’ kontra den andens ’sorthed’, eller den enes ’eskapisme’ kontra den andens ’lyriske realisme’, og i stedet ser to film, der på hver deres måde udtrykker diversiteten – og storheden – ved filmmediet.

I kraft af deres indbyrdes forskellighed, bestemt, men også i kraft af den indlysende kærlighed og dedikation til fortællingens kraft, som de begge er udtryk for.

Læs også: Årets Golden Globes – se de største overraskelser og forbigåelser

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af