Casey Affleck kan meget vel have smadret sine Oscar-chancer

Casey Affleck var indtil for nylig i sikker førerposition til at vinde Oscar’en for bedste mandlige hovedrolle, men efterhånden er favoritværdigheden blegnet. For tror man på fortællingen om ham som en Hollywood-outsider, mens en gammel sexsag stadig klæber til ham?

Oscarsæsonen er groft sagt inddelt i to faser: Første fase går fra de tidlige efterårsfestivaler (Venedig, Telluride, Toronto), hvor det i nyere tid er blevet kutyme, at Oscarkampagner med mod på det lange, seje træk søsættes.

Hvis en film får en god word of mouth med sig fra septemberfestivalerne, vil den være noget nær optimalt positioneret i forhold til kritikerpriser og Oscar-hype, men selvfølgelig også medvirke til at skabe en forventningens glæde hos det større filmpublikum, der vil tørste efter at se den attråede vare med egne øjne flere måneder efter.

Første fase kulminerer med offentliggørelsen af årets nomineringer først eller midt i januar (alt efter hvordan Awards Season-kalenderen tager sig ud i det enkelte år). Når alle involverede er klar over, hvilke priser de kæmper om, og hvordan landskabet af konkurrenter ser ud, tages der hul på anden fase. Ofte vil man se ret forskelligartede kampagneindsatser i de to faser, der er kendetegnet ved to indlysende forskellige kontekster: Uvished kontra vished.

Overhalet i andenfasen

’Manchester by the Sea’, Kenneth Lonergans fornemme, lavmælte sorgdrama, har haft svært ved at finde fodfæste i anden fase af sæsonen.

Faktisk synes den at være blevet overhalet indenom af mere kommercielt slagkraftige film som ’Hidden Figures’ og ’Lion’, så den nu antageligt kun indtager en femteplads blandt bejlerne til ’bedste film’ (’La La Land’ og Moonlight’ er, for en god ordens skyld, ret sikre som henholdsvis nummer 1 og 2).

CaseyAffleckMichelleWilliamsManchesterByTheSea
Michelle Williams og Casey Affleck i ‘Manchester by the Sea’

En nævneværdig undtagelse er filmens nylige succes ved BAFTA-uddelingen (hvor Casey Affleck vandt for bedste mandlige hovedrolle, og Kenneth Lonergan vandt for bedste originalmanuskript), hvilket blandt andet kan skyldes, at de britiske BAFTA-medlemmer nok kerer sig mindre om kampagneindsatser, der er målrettet deres amerikanske kolleger, og næppe i samme grad lader sig påvirke af dem.

I de amerikanske medier og branchekredse hersker der en underlig, uforløst stemning omkring filmen lige nu. Det er ganske sikkert for sent at true ’La La Land’, men omvendt: Skal filmen vinde de samme to (vægtige) priser ved Oscar, som den gjorde ved BAFTA, så skal der arbejdes hårdt lige op til deadline. For ellers kan hovedrolleprisen meget vel gå til Denzel Washington for ’Fences’ og manuskriptprisen til Damien Chazelle for ’La La Land’.

Der kan være flere grunde til, at holdet bag ’Manchester by the Sea’ ikke har kunnet matche konkurrenterne på opløbsstrækningen. Men navnet – og personen – Casey Affleck er nok en stærkt medvirkende årsag.

Gammel sexsag overskygger

Ikke uventet er der blevet fokuseret en del på hovedrollestjernens tvivlsomme moralske habitus i forbindelse med en gammel sexsag mod ham:

I forlængelse af indspilningen af dokumentaren ’I’m Still Here’ (2010) anklagede filmens kvindelige producer og fotograf ham for krænkende adfærd. Den ene af dem påstod, at Affleck beordrede en mand på filmholdet til at vise hende sin penis, mens den anden påstod, at Affleck havde lagt sig ved siden af hende i en seng, mens hun sov, og var begyndt at kærtegne/befamle hendes ryg.

I en situation, hvor en sort mand, Nate Parker, i løbet af 2016 så sin Oscardrøm (som instruktør og hovedrollestjerne i ’The Birth of a Nation’) smadret i forlængelse af forlydender om en voldtægtssag mod ham fra 1999 (offeret begik siden hen selvmord), har mange påpeget, at Affleck ikke bør slippe (underforstået: bare fordi han er rig, hvid og med gode forbindelser).

Skærmbillede 2017-02-22 kl. 09.14.53
Emma McIntyre/Getty Images

Kombineret med Afflecks fåmælte, nogle vil mene akavede, offentlige optrædener og ikke just vindende personlighed, når han befinder sig i spotlyset, har filmen, han repræsenterer, mistet meget af sit momentum. For hvis man ikke kan sælge filmen på dens altdominerende hovedperson, hvad så? ’Manchester by the Sea’ er derfor i kampagnemæssig forstand blevet reduceret til noget, der minder om en kobra uden gifttænder. Den kan godt hugge, men den har ikke rigtig noget at bide med.

Outsider-fortælling virker forloren

Kontrasten til første fase af Awards Season er slående. Her blev ’Manchester by the Sea’ i høj grad ført frem som en showcase for Casey Affleck, hvad den indlysende også er.

Men vinklingen var interessant: Affleck blev for eksempel tildelt en forside i det amerikanske branchemagasin Variety under overskriften ’The Outsider’, hvor der blev slået på, at han udgør et korrektiv til den typiske filmstjerneglamour, at han gør tingene på sin egen måde, og at hans gennembrud derfor er et vidnesbyrd om stor personlig integritet – en udvikling, der er sket på trods af branchens forbehold over for typer som ham.

Som kampagnetræk er det slet ikke dumt at slå på en sådan fortælling, men det kan også virke en kende forlorent: Affleck er en rig, hvid filmstjerne i sin bedste alder. Han er bedste ven med flere af branchens mest indflydelsesrige spillere. Hans egen bror er en kæmpe filmstjerne og Oscarvindende instruktør.

Problemet for Affleck og kampagneindsatsen bag ham er, at forsøget på at frame ham som en outsider støder uheldigt sammen med de verserende historier om ham som en privilegeret hvid stjerne, der har udnyttet sin position til at bringe kvinder i stærk forlegenhed (og det er den venlige version). Tværtimod får sagen ham til at fremstå som en insider, der drager fordel af en beskyttet status, netop fordi han er privilegeret.

Det positive budskab mangler

Det er svært at finde en grimasse, der kan passe i en sådan situation. Affleck er ikke sat skakmat, men hans kampagne er henvist til en position, hvor det bedste, man kan opnå, er at spille remis med en ansigtsløs modstander.

At Nate Parker-sagen er blevet suppleret af historien om, hvordan Bernardo Bertolucci og Marlon Brando undlod at fortælle unge Maria Schneider, hvad der skulle foregå i den berømte (og nu berygtede!) ’smør-scene’ fra ’Sidste tango i Paris’, hvorved der reelt var tale om et filmet overgreb, bærer blot brænde til bålet. En historie, der peger på kvinders skrøbelige status i filmbranchen. I en mediestemning farvet af historier som disse, er der dårligt plads til en alt for overbærende holdning til Afflecks handlinger – også selvom om de overfladisk vurderet ikke hører til i samme slemme liga som Schneider- eller Parker-sagerne.

MBTS_2375.CR2
Casey Affleck i ‘Manchester by the Sea’

Det er under alle omstændigheder ikke lykkedes hverken Lonergan eller Affleck (trods en ganske udmærket og ret personlig tale ved BAFTA-uddelingen) at pitche filmen på en måde, så akademimedlemmerne for en stund glemmer historieren om Afflecks tvivlsomme moralske habitus til fordel for alt det positive, der er at sige om filmen.

Havde ’Manchester by the Sea’ været en mere moralsk opbyggelig fortælling med et mere positivt budskab, havde man haft noget andet at slå på – det er jo budskabets umisforståelighed, der er styrken ved anden-fase-kampagnerne for både ’Lion’ og ’Hidden Figures’. Man er også frarevet muligheden for at slå på det uomgængelige kort, der er spillet ’Moonlight’ i hænde post-’#Oscarssowhite’, nemlig rollen som ’det sorte alternativ’ til den ’hvidvaskning’ af jazzgenren, som kritikerne mener, at ’La La Land’ repræsenterer.

Kunstneren og kunsten

’Manchester by the Sea’ er simpelthen en af de titler, der lider under manglen på alternative kampagneslaglinjer, nu hvor Casey Affleck-som-outsider-og-dermed-i-øjenhøjde-med-sin-karakter-fortællingen er stødt på grund.

Der er dog film, der har klaret sig værre end ’Manchester’: Hvordan ’20th Century Women’ formåede at formøble en fordelagtig position ved indgangen til november til et så pauvert udkomme (én sølle nominering, for bedste originalmanuskript), er et studie værd.

At Anette Bening røg ud til højre i den afgørende del af første fase, må tilskrives en inkompetent markedsføringsindsats. Det var ikke sket for Weinstein i hans velmagtsdage, og det kunne også have været interessant at se, hvordan Oscarkampagnemaestro numero uno havde styret Affleck og ’Manchester by the Sea’ gennem smulte vande.

Dette er ikke stedet for skråsikre udmeldinger i forhold til, om Affleck og Lonergan går tomhændede hjem fra Oscarfesten. Men hele kampagnen – og det indtryk, der står tilbage efter den – står og falder selvsagt med, hvordan filmen klarer sig i de to kategorier, hvor den scorede BAFTA-statuetter. Vi, der elsker filmen, kan kun krydse fingre og håbe, at 50/50-scenariet tipper i deres retning

Så må man derudover tage en indre fægteduel med sig selv om, hvorvidt man kan og bør skelne kunstneren fra den kunst, han skaber.

Læs også: Det mest skelsættende år i Oscar-historien fortjener at blive dissekeret

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af